Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Malus sargentii Spellbound

Hov, en lysegrøn eksplosion har ramt haven

Måske er det fordi, jeg har haft så travlt med at holde øje med tulipanerne. Eller måske er det fordi, jeg har koncentreret mig voldsomt om at få plantet alt det, der skulle plantes. Men faktum er, at jeg var lige ved at overse, at der simpelthen er sket en lysegrøn eksplosion i haven hen over weekenden. Sidste uges regn og efterfølgende lune dage har fået træer og buske til at folde sig ud. Nu er det ikke bare vårens hæk, men hele haven og naturen med, der er grøn.
Selv de gamle egetræer, der altid adstadigt venter til sidst med at springe ud står nu med lækre gulgrønne blade, der strutter af forår. Ahh, hvor er det dejligt. Samtidig er der en masse forårsbuske, der bidrager til festlighederne med nærmest overdådig blomstring. Nu husker jeg at kigge op engang imellem.
Her er det den dejlige, duftende syren, Syringa vulgaris ‘Nadezha’ og sargentsæble, Malus sargentii, der sammen gør årstiden dejlig.

Sargentsæble, Malus sargentii ‘Spellbound’

Og her endnu en sargentsæble, der kan noget ekstra. Malus sargentii ‘Spellbound’ hedder sorten, der har de fineste lyserøde blomster og mørkt løv.

Surbær, Aronia melanocarpa

Surbær, Aronia melanocarpa, der er plantet på kanten af afgrunden mellem to af havens niveauer, er plantet netop der, dels fordi det er en stærk busk, dels fordi jeg drømte om at kunne høste hjemmedyrkede surbær til et eller andet smart og trendy. Det første går fint, for buskene har etableret sig godt. Det andet knapt så fint, for fuglene spiser bærrene, hurtigere end jeg kan nå at sige syltetøj. Men okay – fuglen og den fattige og alt det der. Det er i hvert fald en herlig busk til en lysegrøn eksplosion her midt i maj.

Det er jo ikke en busk, der almindeligvis plantes, fordi blomstringen er fin. Det er altid de sorte bær, man tænker på. Men fin er den altså, blomstringen. Se nu bare her, hvordan blomsterskærmene pynter smukt med rosa støvdragere mellem de hvide kronblade. Surbær er en af de smarte buske, der har flere højdepunkter og oven i købet bidrager med spiselige bær (til fuglene). Jeg siger det bare 🙂

Blomsterdufte tilegnet bier og havefolk

Kender I det? Man tuller planløst rundt i sin have, og pludselig bliver man ramt af en kaskade af blomsterdufte, man slet ikke havde set komme. Hvor kom de nu lige fra? Så må man på duftsafari med næsen i højeste beredskab. Sådan en duft ramte min næse, da jeg landede i indkørslen i dag.Årstiden har jo masser af duftende buske at byde på, men jeg blev lidt overrasket, da det hurtigt lykkedes mig at snuse mig frem til kilden. Det er nemlig den stedsegrønne laurbærkirsebær, Prunus laurocerasus, der blomstrer for fuld udblæsning og spreder en markant honningduft omkring sig. Laurbærkirsebær regnes normalt ikke for at tilhøre kategorien af blomstrende buske og endnu mindre duftplantesegmentet, men lige nu er den så afgjort begge dele. De fine blomsterstande er dannet af små blomsterstjerner og hæver sig som julelys fra grenene. Det er virkelig fint 🙂 Ja, kæphesten rider videre – HUSK de stedsegrønne, der er så meget værd i haven hele året rundt.

Mindre overraskende er det, når duftbombardementet fra sargentsæble, Malus sargentii, rammer. Det hører til en af årstidens bedste dufttraditioner.Den smukke busk blomstrer helt vildt med de skønneste blomster og de skønneste blomsterdufte, som bierne tydeligvis er helt vilde med. Der bliver summet lystigt omkring busken i disse dage, hvor blomsterne folder sig ud.Den lækre sort af sargentsæble, Malus sargentii ‘Spellbound’, der blev plantet på prøve for nogle år siden, har rosa blomster og mørkt løv i sammenligning med arten, men duften har de til fælles. Og den har for længst bestået prøven og er blevet en skattet busk her i haven. Få historien om den dansk forædlede ‘Spellbound’ her.Det er heldigvis også blevet syrentid, nu vi er inde på blomsterdufte. Man skal lede længe efter en blomstrende busk, der kalder på så mange dufterindringer som syrenen. Her er det den – ja undskyld – syrenfarvede sort, Syringa vulgaris ‘Michel Buchner’, der blomster i al sin skønhed og spreder den dejligste syrenduft omkring morgenmadsterrassen, hvor den blev plantet som “rygstød” for nogle år siden. Det tog lidt tid, men nu har den også bestået og har udviklet sig til en pæn busk trods de udfordrende vækstbetingelser på skrænten.

Havens bedste blomsterbuske

Der er for alvor kommet gang i sæsonens blomsterbuske. Det er lige til at blive helt høj af, når der pludselig er blomster i flere etager, fordi buskene supplerer de første stauder og de sidste tulipaner. Her er det storbladet surbær, Aronia melanocarpa i forgrunden og den rosa sargentæble, Malus sargentii ‘Spellbound’ i baggrunden.Jeg plantede et par Aronia buske på den lidt vildsomme skrænt som en del af en slags levende hegn for et par år siden, da en ustyrlig rosenhæk måtte lade livet. Valget faldt på netop Aronia, fordi bærrene siges at være super sunde og samtidig rigtig gode for havens fugle. Jeg har nu endnu aldrig plukket et bær – måske fordi fuglene er for hurtige – men blomstringen er helt betagende med skærme af hvide blomster, der lige er pyntet med pink støvknapper.En anden af årstidens bedste buske her i haven er almindelig snebolle, Viburnum opulus ‘Rosea’, der også er plantet i det levende hegn, der skal give læ til morgenterrassen. Faktisk er den så dejlig, at den er blevet udnævnt til ugens yndlingsplante, som det fremgår af sidepanelet her på bloggen. Lige nu står den med de skønneste, limegrønne blomsterkugler, der gradvist vokser sig større og bliver hvide som snebolde. Syrenen, Syringa vulgaris, blev plantet nærmest morgenterrassen, så mindst muligt af blomsternes bedøvende dejlige duft skal gå til spilde. Busken har ikke ligefrem overpræsteret på det unægteligt ret barske voksested, hvor der kan blive enormt tørt, men fat har den da fået, og heldigvis er den også begyndt at blomstre med smukke lyslilla blomster, der dufter præcist, som de skal i henhold til haveplanen.

Duften af æbleblomst

Der, hvor køkkenhaven bliver til skovhaven, står der et aldrende, vildt æbletræ, der udmærker sig ved at have fuldstændig uspiselige æbler. Men det er lige meget, for en anden af træets kvaliteter er, at det er ualmindelig smukt og malerisk.Og lige nu er det helt fyldt af de smukkeste hvide æbleblomster med et strejf af lyserødt. Og en duft, som ingen parfume nogensinde kommer på højde med.Stemningen fra hjørnet af køkkenhaven, har jeg forsøgt at overføre til et andet sted i haven ved at plante sargentæble, Malus sargentii. Ret vellykket, når jeg selv skal sige det, for busken har udviklet sig smukt under de barske, tørre betingelser, og lige nu er den dækket af de dejligste blomster, der dufter sødt som æbleblomst skal.På den anden side af græsgangen, der fører hen til trappen mod frugthaven, blev der sidste år plantet endnu en sargentæble. Jeg fik nemlig en prøveplante fra Nygaards Planteskole af den mørkbladede og lyserødt blomstrende sort, Malus sargentii ‘Spellbound’.En hurtig eksamen til den giver rigtig fine karakterer. Den har klaret vinteren uden problemer og står lige nu fyldt med de lækreste pink æbleblomster. Der kom vist lige en ny yndlingsplante på listen. Læs mere om den her.Æbletræerne i frugthaven er fortsat lidt til den ynkelige side. Jeg er simpelthen nødt til at få fremskaffet nogle æbletræer på kraftigere grundstammer til den her sandjord. Træet her er 5-6 år gammelt…Hvad de små træer mangler i vækstkraft kompenserer de for med en helt overdådig og dejligt duftende blomstring. Der er nu intet som æbleblomster.

Ny rosa sargentæble

Malus sargentii-2Der er mange gode grunde til, at sagentæble, Malus sargentii, er en af favoritbuskene her i haven. Dels klarer den sig super godt trods de barske forhold på den tørre, sandede jord, dels er den så fin, både når den blomstrer, og når den er fuld af lakrøde miniatureæbler.Malus sargentii-6Lige nu er busken fyldt med lyserøde knopper, der springer ud som de smukkeste, hvide æbleblomster, der også har æbleblomstduften med sig. Den er faktisk i så høj kurs, at jeg var meget langt fremme i overvejelserne om at plante en til på den anden side af stien, der går ned til frugthaven.Malus sargentii Spellbound-2Derfor var det meget nemt at sige ja, da Nygaards Planteskole spurgte, om jeg ville prøve en ny sort af sargentæble. Selvfølgelig! Planten ankom i dag, og der blev omgående flyttet et par stauder, så den kunne blive plantet på det planlagte sted. Det her småkolde, fugtige vejr er godt nok ikke så hyggeligt at gå på havearbejde i, men det er jo glimrende plantevejr.Malus sargentii Spellbound-1Som det fremgår er den nye sort noget helt for sig selv med vildt mange mørk rosa knopper, rosa blomster og meget mørkt løv. Smuk, synes jeg. Dertil kommer, at den er forædlet her til lands af Svend Møller fra Trætop Planteskole ved Give og nu produceres af Nygaards Planteskole, der er planteleverandør til mange danske havecentre og planteskoler. Det bliver spændende at se, hvad den dur til. Sammenligningsgrundlaget er da i hvert fald i orden, nu da den er plantet som nabo til den almindelige sargentæble.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén