Haveglæder, tips og tricks

Tag: Lathyrus latifolius

Bedfusion giver god synergi

Der er sommerstemning i det hvide bed, der efter en vellykket fusion med to andre små bede ikke alene er blevet stort men også har fået en ny farveholdning. Nu er det  nemlig ikke længere kun hvide blomster, der får lov at blive plantet i bedet, selv om de fortsat dominerer. De har fået følgeskab af lysegule blomster og ganske små strejf af sart rosa. En kombination, der set med mine øjne fungerer rigtig godt, så jeg er en glad haveejer 🙂Helt ny i bedet er rank potentil, Potentilla recta ‘Sulphurea’, som jeg faldt fuldstændigt for, da jeg faldt over den i en hollandsk staudeplanteskole, selv om det var en lille, ranglet plante med en knækket stængel, jeg fik med hjem. Men den fik en støttepædagog, og nu kan jeg gå og glæde mig over de fine, sart lysegule blomster, som svirrefluerne også rigtig godt kan li’ – og så samtidig glæde mig til, at planten forhåbentlig får meget mere fylde (=masser af blomster) næste år.En af mine yndlingsstauder blomstrer også så smukt netop nu. Det er sommerfugleblomst, Gillenia trifoliata, der kan udvikle sig til en hel busk, når den trives med forholdene. Jeg er vild med de lette, flaksende hvide blomster, der er sart røde i knopstadiet. En virkelig yndefuld staude, der giver bevægelse i bedet.En meget populær blomst i bedet er den skønne gulerodsblomst, Daucus carota. Jeg fik ikke sået friske forsyninger i år, men den har heldigvis selv klaret frøspredningen, så der alligevel er fine hvide blomsterskærme med et strejf af sart rosa at glæde sig over.Det er også nu som i lige nu, den hvide flerårig ærteblomst, Lathyrus latifolius, er gået i gang med at fyre det store, årlige blomstershow af. Den har et klatrestativ at holde sig til, men den vil meget mere end det. Inden længe svæver der en hel sky af snehvide ærteblomster over det centrale bed, som bedet foreløbig kaldes efter fusionen – indtil et bedre navn dukker op.

Ærteblomst og storkenæb med fart på

Geranium Rozanne-67Der er stauder, der er så ekspansive, at de næsten ikke er til at styre. Men der er også stauder, der bare kan det der med at fylde en hel masse på den gode måde. Lidt af en ener i den sammenhæng er den smukke, blå storkenæb, Geranium ‘Rozanne’. Her i haven vokser de mange steder, for de er eminent gode til at give fylde og til at væve sig elegant sammen med nabostauderne. En enkelt plante kan dække mere end en kvadratmeter, men trækker sig pænt tilbage til sit udgangspunkt, når vinteren kommer, og starter forfra næste år.Geranium Rozanne-66‘Rozanne’ har de fineste blålillla blomster med lyst center og rødlige tegninger. Og den har masser af dem og blomstrer i månedsvis. Ikke så underligt, at ‘Rozanne’ er blevet udnævnt til århundredets staude af det legendariske Chelsea Flower Show.Lathyrus latifolius-43En anden staude, der virkelig udfylder sin rolle godt, er den smukke, snehvide flerårig ærteblomst, Lathyrus latifolius. Den fylder ikke alverden ved jorden men klatrer hurtigt til vejrs i sit klatrestativ i det hvide bed og leverer en spektakulær blomstring, der topper lige nu men heldigvis varer længe.Lathyrus latifolius-42Flerårig ærteblomst ligner almindelig ærteblomst, Lathyrus odoratus, temmelig meget, men væksten er kraftigere og blomsterne dufter desværre ikke. Til gengæld er den, som navnet siger, en staude, så man kan have ærteblomster i haven uden at skulle så nye hvert år.

Duftende velkomst

Lathyrus odoratus-45Duften af ærteblomst må være en af de lækreste blomsterdufte der findes. Lige nu blomstrer den ret spektakulære næsten sorte ærteblomst, Lathyrus ‘Almost Black’, lige uden for fordøren, så uanset om man går ud eller ind, bliver næsen ramt af et dejligt duftstrejf. Der skal dagligt holdes justits med ærteblomsten og den klokkeranke, Cobaea scandens, der er på vej på nabostativet. Især klokkeranken har svært ved at holde sig til sit eget klatrestativ og er både her, der og alle vegne.Lathyrus odoratus-48Det gælder også om at være lidt vaks med saksen nu og få klippet de afblomstrede blomster af, så planterne ikke skal bruge krudt på at udvikle bælgene. Det er meget bedre, at de bliver ved med at producere blomster.Lathyrus latifolius-47Endnu en ærteblomst er stærkt på vej i det hvide bed, der er placeret nærmest fordøren. Det er stauden flerårig ærteblomst, Lathyrus latifolius, der hvert år diverterer med et hav af smukke, snehvide ærteblomster i en dejlig lang periode. Der er kun en negativ ting at sige om den. Den dufter nemlig slet ikke.

To do listen vokser

Buddleja davidii-38Så er det nu – som i lige nu – mens det er til at se, hvad der er gået godt, og hvad der er gået knapt så godt, listen over efterårets gøremål skal skrives. En ting er i hvert fald sikkert. Den sommerfuglebusk, jeg købte for at være en mini model og derfor plantede forrest i det nye bed på kanten af skrænten, skal flyttes. Der er ikke meget mini over den, og nu står den der og stritter. Den vil være noget pænere, plantet lidt nede af skrænten, så den danner baggrund i bedet i stedet.Lathyrus latifolius-38Et andet flytteprojekt bliver den pink, flerårige ærteblomst, der mildt sagt er blevet voldsom. Imponerende at klatrestativet ikke er væltet, for den har fået voldsom slagside i sommerens løb. Den skal vist ned at stå ved det nødvendige men ikke så spændende hegn omkring frugthaven. Der må den gerne brede sig til højre og venstre og kamuflere hegnet.Ilex aquifolium-38Det trækker også op til fældning af en flok ustyrlige kristtorn. En ceder, der efter et job som juletræ forrige år blev plantet ud i højen, har fået godt fat og kan nok erstatte kristtornenes rolle som barriere for kig ind i haven. Det er helt sikkert vinterarbejde, for det kræver nærmest beskyttelsesdragt at håndtere de voldsomt stikkende blade.

Sommerfugle elsker staudebede

Sommerfugl-57August er sommerfuglemåneden over dem alle. Så nu kan man som indehaver af staudebede med et stort udvalg af sensommerblomstrende stauder indløse en stor sidegevinst. Der er et dejligt sværmeri i luften, når de fortravlede sommerfugle leder efter deres favorit nektar. Flerårig ærteblomst, Lathyrus latifolius, er tydeligvis de hvide kålsommerfugles og citronsommerfuglenes livret.

Sommerfugl-56Kålsommerfuglene holder også af den sart lysegule skabiose, Scabiosa ochroleuca, og det samme gør denne smukke art, som jeg godt kunne tænke mig at kende navnet på.

Sommerfugl-58Til de absolut mest effektive sommerfugle magneter hører purpursolhat, Echinacea purpurea. Der er ind imellem ved at opstå tumultagtige scener, når både to, tre og fire påfugleøjer har udset sig samme blomst og samtidig skal passe på ikke at træde på humlebierne, der er lige så pjattede med blomsterne.

 

Vandkunst i haven

Regnvejrshave-28

Det kræver gummistøvler og regnfrakke, men det er nu alligevel besværet værd at gå en tur i haven og forsøge at glæde sig over, at planterne har godt af regnvejret. Regnen skaber nye oplevelser, der ikke plejer at være der. Den har fx forsynet den nyudsprungne virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum, med blonder af vandperler.

Regnvejrshave-27

Og flerårig ærteblomst, Lathyrus latifolius, har på kunstnerisk vis fået slyngtrådene forvandlet til perlekæder.

Regnvejrshave-31

Den lækre, sorte Petunia, der har blomstret så flot indtil nu, bryder sig ikke meget om vejret. Men da alle de ødelagte blomster blev fjernet og de længste ranker klippet lidt tilbage, viste der sig masser af nye skud og knopper, så mon ikke den genfinder formen, når vejret bliver lidt bedre.

Juli1527-14

Endnu en god grund til at gå ud er, at krukkerne jo, regnvejr eller ej, skal vandes. Det er ikke meget regnvand, der når ned til rødderne i en tæt tilplantet krukke, og slet ikke noget, når mange af krukkerne som her er placeret under et bredt udhæng. Det føles lidt fjollet at stå der og vande i regnfrakke, men krukkeplanterne bliver glade.

Gensyn med ærteblomster

Lathyrus latifolius 15-7

Selv om jeg ikke fik sået almindelig ærteblomst, Lathyrus odoratus, i kampens hede, da det var såtid, er der lige nu virkelig gang i ærteblomsterne her i haven. Det er flerårig ærteblomst, Lathyrus latifolius, der fører sig frem. Flerårig ærteblomst er en helt skøn staude, der af gode grunde ikke blev flyttet rundt med, da renoveringen af det hvide bed blev sat i gang. Den har det tydeligvis glimrende, hvor den står. Klatrestativet er fuldstændig gemt væk i år.

Lathyrus latifolius 15-9

Blomsterne ligner blomsterne af almindelig ærteblomst, der er masser af dem og endnu flere på vej. Bare man får klippet de visne af, fortsætter blomstringen dejligt længe.

Lathyrus latifolius 15-20

Den rosa sort af flerårig ærteblomst står lidt mere udsat end den hvide og er lidt bagud – men stærkt på vej. Eneste minus ved flerårig ærteblomst er, at blomsterne ikke dufter. Til gengæld glæder jeg mig over, at der kommer ærteblomster helt af sig selv år efter år.

Pisum sativum Blauwschokkers-36

De rigtige ærteblomster af kapucinerært, Pisum sativaum ‘Blauwschokkers’, der blomstrede så skønt i køkkenhaven for kort tid siden, har nu ikke bare blomster men også masser af blålilla ærtebælge på vej. Ærterne inde i bælgene er grønne som ærter plejer at være, og smager helt almindeligt af ærter omend knapt så sødt som sukkerærter, så det er mest for udseendets skyld, der dyrkes kapucinerært her i haven.

Ærteblomst med fuld fart frem

Billede

Det pibler og spirer og myldrer frem i staudebedene, så det er en lyst. Dagens genfund er den fine hvide flerårige ærteblomst, Lathyrus latifolius, der har sendt sine lysegrønne skud gennem jordskorpen og nu har målrettet kurs mod sit klatrestativ, som den i løbet af nogle måneder vil dække fuldstændigt og omgive med en sky af hvide blomster.

Billede

Den hvide ærteblomst har lidt en stjernestatus her i haven, fordi den kan så meget. Den kommer troligt igen hvert år, den blomstrer overdådigt det meste af sommeren, og den er storleverandør af blomster til vaserne. Det eneste, den ikke kan, er desværre at dufte lige så dejligt som almindelig ærteblomst, Lathyrus odoratus.

Billede

Havens eksemplarer er hjemmesåede og flyttet flere gange, men man kan også købe sig til planter. Jeg pønser lidt på, om ikke tiden er inde til, at der skal investeres i en sart rosa flerårig ærteblomst …

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén