Haveglæder, tips og tricks

Tag: Krydderurter Page 1 of 4

Rosmarin brillerer i den vinterklædte have på flere måder

Jeg er pjattet med krydderurter og især med rosmarin, Rosmarinus officinalis. Hver gang jeg er begyndt forfra med en ny have, er det første, jeg planter, altid krydderurter. Så efterhånden er der krydderurter mange steder rundt om i haven fra køkkenhaven til staudebedene.

Rosmarin, Rosmarinus officinalis

Blomsterhøst til novemberbuket fra haven

Det er ved at være længe siden, det store blomsterbal i skærehaven sluttede for i år. Egentlig har jeg været i gang med at rydde op efter festen, men oprydningen blev sat på stand-by som følge af sygdom i familien, der har krævet en masse tid. Derfor kunne dagens haverunde i formiddagssolen pludselig til min store glæde afsløre, at der stadig er mulighed for blomsterhøst til en novemberbuket.

Dahlia i novembersol

Toårige sommerblomster overrasker altid

Toårige sommerblomster er en spændende plantegruppe, der giver dynamik og gode overraskelser i havens blomsterbede. Det første år spirer de frem og danner en form for bladroset. Først året efter kommer blomsterne, og når planten har dannet frø, dør den og overlader scenen til næste generation.

Judaspenge, Lunaria annua ‘Alba’

Mange af de toårige sommerblomster er virkelig gode til det med at sætte frø og efterfølgende så sig selv. Det er her overraskelserne kommer ind i billledet. Frøene spirer, men planten gør ikke meget væsen af sig i begyndelsen for så året efter at blomstre overdådigt på steder, hvor man sket ikke havde ventet det. Det er en charmerende evne at have, synes jeg. Jeg holder i hvert fald meget af, når blandt andet fingerbøl, kongelys og som her judaspenge, Lunaria annua ‘Alba’, vandrer rundt i haven og blander sig i den mere planlagte beplantning.

Skovangelik, Angelica sylvestris

En af de toårige sommerblomster, der lystigt vandrer rundt her i haven, er den rødbladede skovangelik, Angelica sylvestris. Det er mange år siden, jeg plantede den første plante, men nu er den stabilt – og iøjnefaldende – inventar i staudebedene hvert år. Bladrosetten er flot allerede første år, og det er noget af et show, den statelige skærmplante fyrer af, når den blomstrer. Se bare her.

Alexanderurt, Smyrnium olusatrum

En anden smuk skærmplante blandt de toårige sommerblomster er et nyt bekendtskab for mig. Ja, nyt og nyt, jeg har haft den i flere år, men den har åbenbart ikke helt forstået konceptet toårige sommerblomster. Alexanderurt, makedonsk persille eller sort løvstikke hedder den. Kært barn har mange navne. Det botaniske navn er Smyrnium olusatrum. Jeg købte engang en pose frø og fik lige nøjagtigt en plante ud af mine anstrengelser. Den så til gengæld glad og livskraftig ud og blev plantet ud i haven. Siden er der kommet fine, skinnende grønne blade hvert år, men den har aldrig blomstret før.

Derfor var det noget af en overraskelse, da jeg midt i min lugeterapi fik kigget op og opdagede den næsten meterhøje plante stå og blomstre højt hævet over tulipanerne. Den gør jo ikke så meget væsen af sig med de gulgrønne blomsterskærme, men de er virkelig fine, når man får kigget nærmere efter. Den har titel af oldgammel krydderurt, og stort set hele planten skulle kunne spises på forskellige måder. Det ved jeg nu ikke, om jeg nænner, for den pynter så vældigt i bedet på kanten, hvor stauderne kun er tittet de første 10 cm op af jorden. Nu håber jeg bare, at den vil så sig og komme hyggeligt og overraskende igen sammen med havens toårige sommerblomster.

Vinterbuket fra haven med farve og duft

Jeg savner sommerdagene, da jeg kunne frådse i blomsterbuketter fra skærehaven, og planerne for den kommende sæson farer forvirrede rundt i mit hoved. Men i dag skinner solen, så det er lige til at blive glad af, og en rundtur i haven med løftet saks resulterede faktisk i en vinterbuket med både farve og duft.

Mobil krydderurtekrukke til den nye grillsæson

Jeg har lige fået fingre i nogle spændende og samtidig smukke krydderurter. Og da dagens vejr jo indvarsler, at den nye grillsæson er lige om hjørnet, hvad kunne så være mere oplagt end at plante krydderurterne sammen i en mobil krydderurtekrukke, der kan flyttes rundt, alt efter hvor i haven der skal grilles. Her er det japansk bladmynte, Perilla frustescens, men røde blade, rød skovsyre, Oxalis acetocella ‘Rosea’, der har både spiselige blade og spiselige blomster, vietnamesisk koriander, Polygonatum odoratum, og rødbladet syre, Rumex sanguineus. Det er Gartneriet Viumlund, der leverer til butikker over hele landet, der står bag det store krydderurtesortiment.

Den teglfarvede hornviol, Viola cornuta, fra Lindvig Greenhouse, har i mine øjne en fuldstændig uimodståelig nuance, så den blev plantet mellem krydderurterne for at give lidt ekstra farve. Hornviolens blomster er jo også spiselige, når de kommer fra en kilde, hvor man er sikker på, at de ikke bliver sprøjtet med noget ubehageligt, så de passer fint i sådan en mobil krydderurtekrukke.

Dermed fik jeg lige trukket en af mine kæpheste af stalden i det dejlige vejr. Krydderurter kan da sagtens bruges som prydplanter 🙂 Nu står den nytilplantede krukke foreløbig på bordet ved bålpladsen i køkkenhaven, hvor der ellers ikke er meget grønt at komme efter endnu ud over piblende purløg. Der er nogen, der foreløbig ikke er kommet i gang med forårsoprydningen i det hjørne af haven, men det skal nok komme.

Krydderurter fra det eksotiske hjørne til julemaden

Der er ikke så meget grin ved det spiselige staudebed lige nu, selv om den dæmpede farveholdning i rødbrun og grågrøn egentlig er lidt lækker. Men toppene af de forskellige krydderurter og stauder får helt generelt lov at stå, til det bliver forår her i haven.Der er jo stadig frø til småfuglene i mange af dem, og de beskytter også planterne lidt mod den værste frost, når blade og så videre falder på jorden og så småt begynder at kompostere og vende tilbage til jorden. Og så er de simpelthen dekorative. Ikke mindst hestemynte, Monarda didyma, har de fineste vinterstandere.

Samtidig, et andet sted i haven, er der fortsat smagfyldte krydderurter at høste af til julemaden. I “det eksotiske hjørne”, hvor en gammel mur luner og giver læ på den sydvendte skrænt, kan der i hvert fald plukkes al den rosmarin, Rosmarinus officinalis, vi kan nå at guffe os igennem. Og det selv om vi er flere i familien, der er ret pjattede med rosmarin. Jeg var bekymret for planten midt på sommeren, da der var ørkentilstande i den ende af haven, og jeg blev nødt til at opgive at holde planterne med vand, men rosmarinen klarede skærene uden at kny, mens en del naboplanter måtte give op.En anden succeshistorie fra “det eksotiske hjørne” handler ikke om krydderurter – men så alligevel. Den lille laurbær busk, Laurus nobilis, leverer laurbærblade til flæskestegen og andet godt, så den bruges jo nærmest som en krydderurt. Busken blev flyttet fra det gamle drivhus, da det nye skulle bygges. Der havde den stået i årevis og været voldsomt plaget af skjoldlus og dertil hørende sodskimmel.

Men busken tåler åbenbart forholdene under åben himmel væsentligt bedre end sine plageånder, så selv om den ikke ligefrem har vokset sig stor her i det kolde nord, har den det fint og er leveringsdygtig i de flotteste laurbærblade til julemaden.

Selvsåede stauder ude af kontrol og ondsindet ukrudt

Jeg holder rigtig meget af den hvide krydderstaude anisisop, Agastache anisata ‘Alba’, der står og troner midt i det hvid-gule centrale bed og er så smuk, duftende og blomstrende i månedsvis. Normalt får frøstandene lov at stå at pynte hele vinteren, men det kommer desværre ikke til at ske i år. Jeg har nemlig lige opdaget, at planten har smidt helt vildt om sig med frø, der er blevet til en hel underskov af selvsåede stauder i bedet. Der er oven i købet et blomstrende eksemplar, der er blå, som arten, og ikke hvid som sorten, der hører hjemme i dette bed. Et friskt, grønt, duftende bunddække er selvfølgelig ikke så ringe, men med en stak nye stauder, der skal plantes i det fine plantevejr, er det simpelthen nødvendigt at få skabt lidt ledig jord – og det er jo heller ikke meningen at anisisopen skal erobre hele bedet.Der blev altså gjort kort proces med både frøstande og selvsåede stauder, selvom det gjorde lidt ondt i mit planteelskerhjerte.Til gengæld blev det glad igen, da der kunne plantes nye spændende stauder i den nu ledige jord.Nu jeg er ved uønsket plantevækst, vil jeg lige gentage sidste års advarsel mod bynke-ambrosia, Ambrosia artemisifolia, der er en voldsomt allergifremkaldende plante, der er på Miljøstyrelsens dødsliste. Dermed er den faktisk forbudt, men den sniger sig ind i haverne med fuglefrø og kan blive til rigtig mange, hvis den selv får lov at sætte frø. Lug den med handsker på og smid planten i skraldespanden, så der ikke er risiko for yderligere spredning. I år opdagede jeg to planter på det ryddede areal ved siden af det nye drivhus – de dukker op de underligste steder, så hold øje. Læs mere om bynke-ambrosia her.

Japansk bladmynte gæster det spiselige staudebed

Krisen er afblæst i det spiselige staudebed, der ellers startede sæsonen i en ret sørgelig forfatning. Forårets kulde ramte de forskellige sorter af salvie og flere sorter af timian hårdt, så der var opstået nogle kedelige huller i beplantningen. Nu er hullerne heldigvis lappet med nye planter, der hurtigt har fået godt fat, og bedet ser dejligt og frodigt ud igen. Vi skal jo nødig gå ned på salvie til saltimbocca’en og timian til de kommende tomattærter.Det er lidt snyd, men i år er der plantet japansk bladmynte, Perilla frutescens,mellem krydderstauderne i bedet. Snyd fordi japansk bladmynte er en enårig plante. Men den er mega flot med det dybtrøde løv og gør sig supergodt i det spiselige staudebed, der jo er designet til både at være dekorativt og nyttigt. Japansk bladmynte smager som en mellemting mellem mynte og basilikum og hører hjemme i sushi-køkkenet. For et par år siden havde jeg den i drivhuset, hvor den blev kæmpestor i løbet af sommeren. Jeg forventer, at den får lidt mere rimelige dimensioner under åben himmel, men nu må vi se 🙂En sød krydderstaude lige nu er rosenmynte, Calamintha grandiflora, der står i fuldt flor med de fineste, pink blomster, der pynter i salaten eller på en dessert.Pibeløg, Allium fistolosum, er også en herlig krydderstaude, der blomstrer nu med kuglerunde blomsterskærme, som bierne er helt tossede med. Pibeløgenes kraftige, hule stængler – som man kan pibe i – bruges ligesom purløg, forårsløg eller porre.

Forsøg med syv slags basilikum i drivhuset

Jeg dyrker altid basilikum i massevis i drivhuset, for hele familien er vild med hjemmelavet pesto. Hidtil er jeg gået efter det sikre valg – den rigtige ‘Genovese’ basilikum, der får pestoen til at smage af rigtig pesto. Men nu skal jeg love for, at den konservatisme bliver udfordret. Det kom sig af, at jeg besøgte Gartneriet Viumlund, der producerer et væld af lækre, spændende krydderurter til udplantning i haven, i krukkerne og i drivhuset. Blandt dem er der ikke færre en syv forskellige slags basilikum, der smager og dufter vidt forskelligt. Viumlunds krydderurter kan købes i havecentre i hele landet, hvor de er nemme at kende på det lille, danske flag.

De sørgelige rester af halvcirklen af spinat, der dels var høstet i bund dels var gået i blomst, blev fjernet og det gav lige præcis plads til etablering af et dyrknings- og pestoproduktionsforsøg med alle syv forskellige slags basilikum. Det bliver spændende, om der bliver vendt op og ned på de konservative basilikum præferencer i køkkenregionerne.Heldigvis er en af sorterne i afprøvningen den klassiske ‘Genovese’, så det kan ikke gå helt galt 🙂 Hvordan forsøget skrider frem kan besigtiges i den kommende weekend, når vi åbner haven for alle interesserede i forbindelse med Haveselskabets Havefestival. Alle er velkomne lørdag og søndag mellem 10 og 17.
Der er åbne haver i hele landet i den weekend også hos min gode haveven Maria i Aalborg, der blogger så dejligt om sit haveliv i Livsnyderhaven, som det ses her.
I anledning af Havefestivalen sælger Maria min nye bog SLIP HAVEGLÆDEN LØS, ligesom jeg selvfølgelig selv gør lige her i haven.

Laurbærblade af egen avl til julemaden

Jeg har haft en ægte laurbær, Laurus nobilis, i fem år, men jeg har aldrig høstet et eneste blad. Ikke før nu altså. Busken blev oprindeligt plantet i det gamle drivhus, der ikke er mere, men den var voldsomt plaget af skjoldlus og sodskimmel, så bladene så meget lidt lækre ud.Det gør de til gengæld nu 🙂 Da drivhuset blev revet ned for at give plads til det nye, gravede jeg den medtagede busk op, klippede den grundigt tilbage og plantede den i det eksotiske hjørne, hvor der er lunt og lækkert. Den klarede vinteren og begyndte at skyde fint i foråret, så i år kunne jeg endelig høste hjemmedyrkede laurbærblade til flæskestegen. Mens det ser ud til, at laurbærbusken kan klare klimaet i det eksotiske hjørne, der jo ikke er mere eksotisk, end det østjyske klima tillader, er det åbenbart for hård kost for skjoldlusene, som jeg ikke har set noget til, siden busken kom ud under åben himmel.Laurbærblade er i øvrigt ikke det eneste, der kan høstes til at sætte smag på julemaden i det eksotiske hjørne. Rosmarin, Rosmarinus officinalis, står super flot og stritter med sine aromatiske skud.Et eksperiment, der går ud på at afdække, hvad der kan lade sig gøre, nær den gamle mur på den sydvendte skråning, er dyrkning af figenkaktus, Opuntia ficus-indica. Det forlyder, at det skulle være muligt, men jeg har meget svært ved at tro på det for alvor. Planten blev plantet i foråret, så den har til gode at bevise, at den kan overvintre. Indtil nu går det da meget godt, og den første frost har den tacklet. Det bliver spændende at følge.

Page 1 of 4

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén