Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Krydderstauder Page 1 of 2

Fra eventyrlandskab til kogt spinat, da frøken Frost kom forbi

Den første frost ramte for alvor haven i weekenden og gjorde det meget tydeligt, hvilke planter, der kan tåle mosten og hvilke, der ikke kan, når frøken Frost går gennem haven. De sarte ligner simpelthen kogt spinat, når hun er gået forbi.

Det spiselige staudebed

Read More

Krydderurter fra det eksotiske hjørne til julemaden

Der er ikke så meget grin ved det spiselige staudebed lige nu, selv om den dæmpede farveholdning i rødbrun og grågrøn egentlig er lidt lækker. Men toppene af de forskellige krydderurter og stauder får helt generelt lov at stå, til det bliver forår her i haven.Der er jo stadig frø til småfuglene i mange af dem, og de beskytter også planterne lidt mod den værste frost, når blade og så videre falder på jorden og så småt begynder at kompostere og vende tilbage til jorden. Og så er de simpelthen dekorative. Ikke mindst hestemynte, Monarda didyma, har de fineste vinterstandere.

Samtidig, et andet sted i haven, er der fortsat smagfyldte krydderurter at høste af til julemaden. I “det eksotiske hjørne”, hvor en gammel mur luner og giver læ på den sydvendte skrænt, kan der i hvert fald plukkes al den rosmarin, Rosmarinus officinalis, vi kan nå at guffe os igennem. Og det selv om vi er flere i familien, der er ret pjattede med rosmarin. Jeg var bekymret for planten midt på sommeren, da der var ørkentilstande i den ende af haven, og jeg blev nødt til at opgive at holde planterne med vand, men rosmarinen klarede skærene uden at kny, mens en del naboplanter måtte give op.En anden succeshistorie fra “det eksotiske hjørne” handler ikke om krydderurter – men så alligevel. Den lille laurbær busk, Laurus nobilis, leverer laurbærblade til flæskestegen og andet godt, så den bruges jo nærmest som en krydderurt. Busken blev flyttet fra det gamle drivhus, da det nye skulle bygges. Der havde den stået i årevis og været voldsomt plaget af skjoldlus og dertil hørende sodskimmel.

Men busken tåler åbenbart forholdene under åben himmel væsentligt bedre end sine plageånder, så selv om den ikke ligefrem har vokset sig stor her i det kolde nord, har den det fint og er leveringsdygtig i de flotteste laurbærblade til julemaden.

Selvsåede stauder ude af kontrol og ondsindet ukrudt

Jeg holder rigtig meget af den hvide krydderstaude anisisop, Agastache anisata ‘Alba’, der står og troner midt i det hvid-gule centrale bed og er så smuk, duftende og blomstrende i månedsvis. Normalt får frøstandene lov at stå at pynte hele vinteren, men det kommer desværre ikke til at ske i år. Jeg har nemlig lige opdaget, at planten har smidt helt vildt om sig med frø, der er blevet til en hel underskov af selvsåede stauder i bedet. Der er oven i købet et blomstrende eksemplar, der er blå, som arten, og ikke hvid som sorten, der hører hjemme i dette bed. Et friskt, grønt, duftende bunddække er selvfølgelig ikke så ringe, men med en stak nye stauder, der skal plantes i det fine plantevejr, er det simpelthen nødvendigt at få skabt lidt ledig jord – og det er jo heller ikke meningen at anisisopen skal erobre hele bedet.Der blev altså gjort kort proces med både frøstande og selvsåede stauder, selvom det gjorde lidt ondt i mit planteelskerhjerte.Til gengæld blev det glad igen, da der kunne plantes nye spændende stauder i den nu ledige jord.Nu jeg er ved uønsket plantevækst, vil jeg lige gentage sidste års advarsel mod bynke-ambrosia, Ambrosia artemisifolia, der er en voldsomt allergifremkaldende plante, der er på Miljøstyrelsens dødsliste. Dermed er den faktisk forbudt, men den sniger sig ind i haverne med fuglefrø og kan blive til rigtig mange, hvis den selv får lov at sætte frø. Lug den med handsker på og smid planten i skraldespanden, så der ikke er risiko for yderligere spredning. I år opdagede jeg to planter på det ryddede areal ved siden af det nye drivhus – de dukker op de underligste steder, så hold øje. Læs mere om bynke-ambrosia her.

Japansk bladmynte gæster det spiselige staudebed

Krisen er afblæst i det spiselige staudebed, der ellers startede sæsonen i en ret sørgelig forfatning. Forårets kulde ramte de forskellige sorter af salvie og flere sorter af timian hårdt, så der var opstået nogle kedelige huller i beplantningen. Nu er hullerne heldigvis lappet med nye planter, der hurtigt har fået godt fat, og bedet ser dejligt og frodigt ud igen. Vi skal jo nødig gå ned på salvie til saltimbocca’en og timian til de kommende tomattærter.Det er lidt snyd, men i år er der plantet japansk bladmynte, Perilla frutescens,mellem krydderstauderne i bedet. Snyd fordi japansk bladmynte er en enårig plante. Men den er mega flot med det dybtrøde løv og gør sig supergodt i det spiselige staudebed, der jo er designet til både at være dekorativt og nyttigt. Japansk bladmynte smager som en mellemting mellem mynte og basilikum og hører hjemme i sushi-køkkenet. For et par år siden havde jeg den i drivhuset, hvor den blev kæmpestor i løbet af sommeren. Jeg forventer, at den får lidt mere rimelige dimensioner under åben himmel, men nu må vi se 🙂En sød krydderstaude lige nu er rosenmynte, Calamintha grandiflora, der står i fuldt flor med de fineste, pink blomster, der pynter i salaten eller på en dessert.Pibeløg, Allium fistolosum, er også en herlig krydderstaude, der blomstrer nu med kuglerunde blomsterskærme, som bierne er helt tossede med. Pibeløgenes kraftige, hule stængler – som man kan pibe i – bruges ligesom purløg, forårsløg eller porre.

Bronzefennikel og pæretræ danner flot par

Ind imellem opstår der partnerskaber mellem to, som ingen lige havde tænkt på, var som skabt for hinanden. Det gælder også i planteverdenen. Her kender alle for eksempel det perfekte match mellem lavendler og roser. Men hvem havde lige tænkt på, at bronzefennikel, Foeniculum purpureum, og et lille pæretræ med høstfarver, går virkelig godt i spænd? Jeg havde i hvert fald ikke, så jeg blev helt glad ved synet, da jeg gik mig en søndagstur i haven.De to små pæretræer i køkkenhaven er normalt ikke værd at skrive hjem om. De trives simpelthen umanerligt dårligt på den tørre jord og vokser nærmest ikke. Men lige nu fyrer det ene træ af sorten ‘Clara Frijs’ simpelthen et festfyrværkeri af farver af. Wow siger jeg bare 🙂Det er lidt sjovt, for lige ved siden af står det andet træ af sorten ‘Conference’, og det er stadig helt grønt. Ingen af træerne har givet en eneste pære i år, formenlig på grund af frost i blomstringsperioden.Begge træerne er let angrebet af pæregitterrust, der må være en af de mest dekorative svampesygdomme, der findes. Bladene får de mest fantastiske røde og orange pletter, der er fyldt med svampesporer. Så vil man af med sygdommen, må de angrebne blade destrueres.Bronzefennikel er i anledning af søndagen ekstra fin, for den er pyntet med glitrende vanddråber, der hænger som diamanter fra blomsterskærmenes tynde stængler og det fine løv. En dejlig, lakridsduftende krydderstaude, der hører til kæmperne med sine to meter men alligevel er let og luftig og dermed lige så god i et staudebed som i en krydderurtehave.

Sensommer i det spiselige staudebed

Nu er det to år siden, jeg fik ideen til det spiselige staudebed og fik det etableret i løbet af sommerferien. Siden har det udviklet sig til den smukke helhed, jeg drømte om. Et staudebed, hvor alle planterne på den ene eller den anden måde kan spises men samtidig er gode naboplanter, så bedet er dejligt at sidde ved siden både for øjnene og for næsen. Nu er sommerens friskhed afløst af sensommerens ro, men jeg synes nu stadig, at stolene ved siden af det spiselige staudebed er et rart sted at slå sig ned. Og sommerfuglene er helt vilde med de blomster, bedet stadig har at byde på. Det giver lige en ekstra dimension.Lige nu er der masser af blikfang i sød fennikel, Foeniculum vulgare var. Dulche, der står med et vel af fine gule blomsterskærme højt til vejrs over bedet. Sød fennikel danner ikke den lækre knold af opsvulmede bladskeder, som knoldfennikel, men alle dele af planten er spiselige og lakridsagtige, og så er den så lækker at se på oven i købet.Sød fennikel og den lilla hestemynte, Monarda didyma ‘Blaustrumpf”, har et ret godt og harmonisk naboskab, synes jeg. Også selv om vi vel her er ude i kontrastfarver. Der må godt være lidt knald på i sensommeren, synes jeg. Også hestemynte er omsværmet af sommerfugle og insekter, og blomsterne er meget aromatiske til fx urtete eller blomstersmør.Anisisop, Agastache anisata, blomstrer også videre, som den har gjort det længe. Det er endnu en af de planter, sommerfuglene er vilde med, så der er gang i den i det hjørne af haven, hvor der oven i købet står en sommerfuglebusk, Buddleja davidii, i bedet lige over for. Ind imellem bliver man nærmest fløjet ned. Anisisop er også en af de lækre dessertkrydderurter, der med sin anisagtige smag klæder både is, drinks og kager. Se fx her hvad datter Anne fik ud af den, da hun tryllede desserter sidste sommer.

Farvekoordineret blomstersmør

Der er masser af blomster i det spiselige staudebed lige nu. Det er selvfølgelig også præcis det, der var ideen med at plante et bed, der skulle være smukt som et staudebed og samtidig kun rumme spiselige planter. Blomstringen går dog i nogen grad ud over krydderstaudernes anvendelsesmuligheder som krydderurter, men det betyder ikke, at der ikke er noget at hente til lidt lækkerier. For eksempel er de sælsomme blomster af hestemynte, Monarda didyma ‘Blaustrümpf’ absolut spiselige og oven i købet ganske aromatiske.Køkkenhaven har også spiselige blomster at byde på lige nu. For selv om den skønne morgenfrue, Calendula officinalis ‘Triangle Flashback’ er sået som afskæringsblomst, har kronbladene også en mission i køkkenet.Med tanken på eftermiddagste med lune boller i drivhuset i ly for oktobervejret fik det mig til at gå på jagt haven rundt efter spiselige blomster. Jeg går efter de helt friske, nyudsprungne blomster.Ideen var at fabrikere smukt og aromatisk blomstersmør til bollerne, men det blev faktisk til to forskellige modeller af farvekoordineret blomstersmør, da jeg først kom i gang. Blomstersmør bliver til på præcis samme måde som kryddersmør. Kronbladene hakkes helt fint og røres med blødt rørt smør. Efter afkøling kan det skæres i skiver, og skal man ikke bruge det hele, kan det sagtens fryses. Det rosa og abrikosfarvede smør med rosenblade, hestemynte, blomsterkarse og morgenfrue passer perfekt til en gang lune boller. Det blå og lilla smør med lavendel, timian, merian, storkenæb, hestemynte og kinapurløg er til gengæld så krydret, at det er bedre til stegeretter eller grønsager, ligesom persille- og hvidløgssmør.

Køkkenhaven gi’r ro i sjælen

Min køkkenhave er måske mit yndlingssted i hele verden. Her er man gemt helt væk fra trængsel og alarm omgivet af lægivende træer og fuglesang. Forleden var der en, der kaldte den en woodland kitchengarden… et begreb, jeg fluks har taget til mig, for det beskriver jo meget godt den uhøjtidelige køkkenhave, som den ligger der i et selvstændigt haverum midt i naturskoven.

På denne årstid er køkkenhaven særlig dejlig. Ikke bare fordi der kan høstes både det ene og det andet, men også fordi frodigheden er næsten overvældende, nu da der både vokses og blomstres mere eller mindre autoriseret. Her blander rucola i blomst sig med fennikel og rød grønkål i et ret lækkert farvespil.

Rucolaen burde selvfølgelig ikke blomstre men afløses af en ny række, men jeg nænner simpelthen ikke at luge planter, der blomstrer så smukt… Jeg plejer at forsvare mig med, at blomsterne kan spises, men det er oprigtig talt ikke noget, vi praktiserer nævneværdigt.

I en stribe jord bag selve køkkenhaven er der plantet blandt andet krydderurter i spredt fægtning. Det giver også super gode oplevelser lige nu, da krydderurterne er begyndt at blomstre. Her har citrontimian, Thymus x citriodorus, og lavendel, Lavandula angustifolia, indgået et nærmest perfekt partnerskab.

Koreansk anisisop, Agastache rugosa, blomstrer også lystigt i en stor krukke i hjørnet af køkkenhaven og giver sådan et fint kig, når man entrer den fredfyldte oase, som kan få i hvert fald mine skuldre til at falde helt ned.

En ganske særlig merian

Origanum laevigatum Herrenhausen-25-1Den meget smukke sort af glat merian, Origanum laevigatum ‘Herrenhausen’, var en af de “krydderstauder”, der inspirerede mig til at forsøge at skabe et staudebed, der er både smukt og nyttigt på én gang. Jeg så den, da jeg besøgte Danske Planteskolers Grønne Plet ved Hammel Neurocenter og gik direkte på jagt efter planten. Den var ikke helt nem at lokalisere, så glad blev jeg, da jeg fandt den i net-planteskolen Lundhede, hvor jeg i parentes bemærket også hittede en række andre lækre planter til det nye bed.Det spiselige staudebed-36-1Nu er det et år siden, det spiselige staudebed blev til, og det har aldrig været smukkere, end det er nu. Jeg er meget tilfreds med resultatet af projektet og glæder mig dagligt over bedet, når jeg sidder og tager en slapper på den nedre terrasse ved siden af bedet, hvor man både kan nyde synet og duften af “krydderstauderne”.Origanum laevigatum Herrenhausen-17Origanum ‘Herrenhausen’ er en merian i en klasse for sig med mørkt løv, rødlige stængler og smukke lilla blomster, der topper her i sensommeren. Dertil kommer, at jeg ikke er den eneste, der er vild med blomsterne. Honningbierne er lige så begejstrede. Det spiselige staudebed er simpelthen blevet et bed med lydspor af den konstante summen fra hundredevis af bier. Dermed er bedet nyttigt på flere niveauer.Monarda Blaustrumpf-1-1En anden dejlig plante, der røg med i indkøbskurven, da jeg shoppede krydderstauder hos Lundhede, er den spektakulære hestemynte, Monarda didyma ‘Blaustrumpf”. Den har blomstret længe med de meget specielle, lilla blomster, som både bier og sommerfugle også er glade for.

Smukke blomsterbolde i luften

Echinops bannaticus Taplow Blue-35Kugleformen er noget særligt i planteverdenen. Ikke mange planter præsterer blomsterstande, der er perfekt kugleformede, men tidselkugle, Echinops bannaticus ‘Taplow Blue’, gør. De kugleformede blomsterstande er rigtig gode at bruge ikke mindst i sådan nogle lidt vildt inspirerede blomsterbede som mine. Det er lige som om, de bringer lidt struktur – for ikke at sige kultur – ind i vildskaben.Allium Millennium-1De forskellige sorter af prydløg kan bare det der, og jeg elsker at bruge løs af dem i forårsmånederne. Desværre er den lykkelige kærlighed jo overstået nu. Men så ikke helt alligevel. Jeg har tidligere på året fået en prøveplante af en ny, spændende sort af prydløg, Allium ‘Millennium’ hedder den, fordi den blev navngivet i 2000. Og den blomstrer altså nu med de skønneste lyslilla blomsterbolde. Planten er 40-50 cm høj, og som noget i prydløgsammenhæng helt særligt er bladene ikke bare ved at visne ned men står som en nydelig grøn tue under blomsterstænglerne. Allium ‘Millennium’ kommer ud i butikkerne næste år.Allium tuberosum-35Jeg har ikke kunnet Google mig frem til den nye sorts forældre, kun at den er forædlet i USA. Det er nok mega hemmeligt 🙂 Et gæt kunne være, at kinaløg, Allium tuberosum, på et eller andet niveau er involveret i processen. I hvert fald blomstrer de også nu nok så smukt i køkkenhaven, og de smalle, grønne blade, der smager fint af purløg tilsat hvidløg, visner heller ikke ned. Her i haven er kina-purløg både staude og krydderurt … eller krydderstaude.

Page 1 of 2

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén