Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Kongebegonie

Langtidsholdbar kongebegonie hygger stadig på skyggeterrassen

Skyggeterrassen har fået et nyt, blødt gulvtæppe i smukke brune efterårsnuancer. Jorden er helt dækket af nedfaldne blade, der får hyggekrogen til at se lun og rar ud i det grå novembervejr. Vi behøver selvfølgelig ikke bruge mange sekunder på at blive enige om, at behovet for en sval, skyggefuld plet at slå sig ned på er til at overse netop nu. Men jeg har ikke rigtig nænnet at få ryddet den for vinteren, for jeg kan godt lide at i det mindste nogle af haverummene er hyggeligt møblerede, selv om det er efterår. Og mange af planterne gør det faktisk fint endnu, for vi har endnu ikke haft frost i de lune hjørner af haven som her.

Read More

En dejlig weekend med spørgelystne havegæster

Thailandsk tulipan, Curcuma alismatifolia

Det har været en helt fantastisk weekend med strålende solskin og haven fyldt med spørgelystne havegæster til Havefestival. Tusind tak for alle besøgene og for al den gode havesnak, det er blevet til undervejs. Som altid er der nogle af havens planter, der påkalder sig mere opmærksomhed end andre og giver anledning til mange spørgsmål. Årets absolutte topscorer i den henseende har været thailandsk tulipan, Curcuma alismatifolia, som jeg har i både denne cremefarvede og en lysende pink version i mine krukker.
Det er en superfin sensommerkrukkeplante, men når det trækker op til kulde, skal den i ly, for vinterhårdfør er den ikke. Man kan næsten se det på den, så eksotisk som den ser ud. Den har ikke noget som helst med tulipaner at gøre, men er beslægtet med gurkemeje.

Sølvfjerdusk, Celosia argentea

I samme krukkegruppe ved fordøren står den lidt sælsomme sølvfjerdusk, Celosia argentea, der også er alletiders til sensommerkrukkerne. Her i en hvid/limegrøn model. Den fås også i pink og rødlilla. Sjove blomster, som man – eller i hvert fald jeg – får lyst til at røre ved. De kan i øvrigt også tørres til evighedsbuketter.

Japansk asters, Aster ageratoides ‘Harry Schmidt’

I et af staudebedene faldt flere spørgelystne havegæster over japansk asters, Aster ageratoides ‘Harry Schmidt’. Det er en skøn sensommerstaude, der blomstrer helt overdådigt lige nu med blomster i en usædvanlig, næsten selvlysende lyslilla nuance. Jeg købte den sidste år i en lille potte i en hollandsk planteskole, og jeg skal da love for, at den er kommet godt fra start her i haven.

Kongebegonie, Beonia rex ‘Escargot’

Tilbage blandt havens krukker, fik de spørgelystne havegæster øje på de mange forskellige sorter af kongebegonie, Begonia rex, der omkransede skyggeterrassen. Sorten Begonia rex ‘Escargot’, med blade der vitterligt ligner sneglehuse, vakte især interesse. Kongebegonie er måske mest kendt som en stueplante, men mine har givet den som krukkeplanter hele sommeren – og det har de gjort godt – og gør det endnu. De trives fint i skygge og får bare en sjat vand engang imellem. Frost tåler de ikke, så de skal reddes i land, før det bliver koldt.

Begonia maculata

Inde i drivhuset er det en anden begonie, der har givet anledning til undren fra de spørgelystne havegæster. Det er Begonia maculata ‘Wightii’ med det danske kælenavn forel begonie, der har de mest usandsynligt prikkede blade og lige nu står med cremefarvede begonie blomster, der glimter som perlemor. I øjeblikket en spektakulær drivhusplante, der skifter kategori til stueplante, når det bliver koldere.

Et lille strejf af frost med stor effekt

Det var sådan en morgen, hvor græsstråene havde fået hvide kanter og egentlig nok ikke burde betrædes, for de knasede ganske let, da jeg gik en morgenrunde. Jorden i køkkenhaven kunne næsten, men ikke helt bære, og frosten havde pyntet de fine skærme af bronzefennikel, Foeniculum vulgare ‘Rubrum’, så de var blevet endnu finere.Det var også sådan en morgen, hvor man genopdager, at der er stor forskel på, hvor meget frost de forskellige planter kan klare. Selv om de grønne blade for et par dage siden bare lignede grønne blade, har det berømte strejf af frost sat sig sine meget tydelige spor. Sommerblomsten blomsterkarse, Tropaeolum majus, der ellers har besat det meste af køkkenhaven her i efterårsmånederne, kan i hvert fald ikke klare mosten, mens kålplanterne og porrerne jo heldigvis godt kan. Jeg er nu sikker på, at den nok skal komme igen, for nok er den en-årig, men den er til gengæld umådelige effektiv til at selvså, siger erfaringen.I krukkehaven er udskillelsesløbet også i gang. Den flotte kongebegonie, Begonia rex, burde have været taget ind, det indrømmer jeg, men jeg har ikke været hjemme, og nu er den i hvert fald færdig med at være kongelig. Så længe frosten havde sit tage i bladene, så de fine nok ud trods deres nye farver, men da vi nåede til plusgrader, klappede de helt sammen. Der må vist afløsning til.Høststenbræk, Saxifraga cortusifolia, har til gengæld klaret det lille strejf af frost i første omgang men begynder at se ud som om, det ikke er helt sjovt længere. Heldigvis er den jo en staude, der kan gemme sig under jorden til næste år, så jeg må hellere se at få den plantet ud, for det er en af mine nye yndlingsstauder, der meget gerne må være mange af i haven, så der også er blomster at glæde sig over i oktober-november.

Det grå guld i krukkehaven

Planter med smukt, sølvgråt løv kan en hel masse både i haven og i krukkerne. Her kan man virkelig tale om det grå guld. De kølige grå nuancer er eminente til at skabe ro og balance i en krukkegruppe eller sammenplantning, hvor man ellers boltrer sig med masser af blomster. De passer til hvad som helst, og så ser det næsten ud som om, de lyser, når mørket falder på.

Øverst fra venstre er det sølvnyresnerle, Dichondra argentea, der får så lange ranker i sommerens løb, at den skal have klippet pandehår engang imellem. Dernæst en nyinvestering, en kongebegonia, Begonia rex, med helt eventyrlige, sneglehusagtige farvetegninger på bladene. Så følger den filigranagtige malurt, Artemisia absinthium, der dufter dejligt og i øvrigt har klaret vinteren i krukken. Og endelig den helt fabelagtige Senecio candiscens ‘Angel Wings’, der er en prøveplante, der tegner til at bestå med glans. Den er da i særklasse.På den ene side af bænken foran huset går de sølvgrå bladplanter fint i spænd med hvide blomster og grønt løv.Den strittende, hvidblomstrede plante i baggrunden er faktisk også en bladplante. Eller, det vil sige, det var den sidste år. Det er en sølv salvie, Salvia argentea, der første år danner en stor smuk roset af store, behårede sølvgrå blade. Den har overvintret i krukken, og andet år finder den så på det her… Fine blomster, men en lidt uhensigtsmæssig vækstform og tendens til at kæntre.På den anden side af bænken spiller de sølvgrå bladplanter sammen med bløde, lyserøde nuancer i en anden klassisk farcesymfoni.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén