Haveglæder, tips og tricks

Tag: Impatiens walleriana

Kommende plantenyheder og gammel magi

Midt i juni var jeg afsted til de såkaldte FlowerTrials i Tyskland og Holland, hvor en lang række af verdens førende forædlere af især sommerblomster viser deres sortiment og seneste landvindinger frem. Der er voldsomt meget at se på, men en af årets mere markante nyheder må være en ny serie af flittiglise, Impatiens walleriana Imara. Umiddelbart ligner den måske nok en hvilken som helst anden flittiglise, men som nogle måske har bemærket, har det været småt med flittiglise i butikkerne de senere år, selv om det tidligere var en af de allermest solgte sommerblomster på verdensplan. Det hænger sammen med, at en grum plantesygdom, falsk meldug, bredte sig med lynets hast i alverdens flittigliser og simpelthen tog livet af dem. Det smarte ved Imara serien, der omfatter en række farver, er, at de er tolerante overfor sygdommen og dermed varsler en renæssance for den populære sommerblomst, der ellers tåler det meste. Jeg fik en plante med hjem fra Syngenta Flowers, der står bag forædlingen, og den bare vokser og vokser, som det fremgår. De kommer for alvor i butikkerne næste forår.En anden plantenyhed, der er på vej fra forædlernes laboratorier til gartnerierne og derfra til haverne, er denne smukke sag. Det er faktisk en Begonia – ‘Garden Dreams’ hedder sorten, der egner sig perfekt til sommerens krukker og er helt utrolig med sine stærkt fyldte blomster. Jeg har været heldig at få et eksemplar fra LindFlora, der repræsenterer Beekenkamp, der præsenterede sorten på FlowerTrials, og den gør det også til et flot 12tal her i haven.

Jeg bliver også lige nødt til at vise, hvordan det går med den magiske hortensia, Hydrangea Magical Four Seasons ‘Coral’, der blev plantet i den store betonkrukke på trappen op mod huset sidste år. Den er nok så smukt i gang med sin anden sæson, selv om den blev overladt til sig selv i den ikke-flytbare krukke hele vinteren.  Magical Four Seasons hortensia’erne, der produceres af Gartneriet Møllerhøj, er kendetegnet ved, at blomsterstandene holder helt utroligt længe og skifter farve i takt med årstidernes skiften. De tre pink dejligheder har nu dannet en gruppe på trappen, hvor lyset flimrer under træerne, og solen ikke er alt for barsk – og hvor vandkandeføreren tit passerer forbi 🙂

Tyvstart til sommerblomsterne

April1525-3

 

Der er ved at være trængsel i det gamle drivhus, for når først sommerblomsterne dukker op i butikkerne, har jeg svært ved at styre mig. Der er dog lidt fornuft bag den lidt for tidlige tilplantning af krukkerne med diverse sommerblomster. Lige nu står planterne og råber lidt til sig selv og hinanden i de store krukker. Men når det bliver varmt nok til at flytte dem ud på deres bestemmelsessteder, fylder de forhåbentlig krukkerne godt og grundigt. Og så er der det med arbejdsfordelingen 🙂

Impatiens Ny Guinea-14

På vej er fx den her paletbalsamin, Impatiens Ny Guinea, også kendt som flittighans, som har en helt fantastisk lys syrenfarvet nuance.

Impatiens waleriana-14

En nær slægtning er flittiglise, Impatiens walleriana, her i en dobbeltblomstret, lyserød model. Ualmindelig sød er den, og forhåbentlig undgår den at blive angrebet af den svampesygdom, der de senere år har hærget flittiglise.

Petunia x hybrida-1

Den sorte petunia, Petunia x hybrida, er også allerede plantet i sin krukke i krukkemuld tilsat langtidsvirkende gødning, så den har noget at leve af mens den vokser sig stor, flot og fyldt med mystiske, næsten sorte blomster.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén