Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Hvidt bed

Forfra med det hvide bed

Staudebed renovering-1

Nu skal det være. Det hvide bed, der var det første, der blev anlagt, da hus og have blev overtaget for syv-0tte år siden, trænger alvorligt til en opgradering. Noget er dødt, noget er ved at tage magten og andet vansmægter simpelthen på grund af mangel på det ene og det andet. Harmonien, der var engang, er simpelthen forsvundet. Det skal siges, at bedet aldrig har fået tilført kompost, som de senest anlagte bede, og det giver hårde vilkår for planterne her på grusbakken.

Staudebed renovering-2

Første skridt til fornyelse var at grave det meste op og fordele det i tre grupper. Det der skule på komposten, det der skulle plantes igen hurtigst muligt, og det der havde brug for en rekreationsperiode eller kunne deles. Ved samme lejlighed blev bedets træ, pilebladet pære, Pyrus salicifolius, hårdhændet fældet. Nu har det stået og lignet en pind, siden det blev plantet, så tålmodigheden er sluppet op.

Staudebed renovering-3

En børfuld opgravede stauder blev kørt i skygge og fik et brusebad med vandslangen for at sikre mod udtørring.

Staudebed renovering-4

De stauder, der tydeligt havde lidt under de tørre, næringsfattige forhold i bedet, blev pottet op i frisk, gennemvandet pottemuld tilsat langtidsvirkende gødning. Ren wellness for stauder. Nu får de lov at stå og komme sig et par uger, før de bliver plantet ud igen.

Staudebed renovering-5

Så blev der, med noget besvær, for det kræver faktisk mindst fem arme, lagt siveslange ud i bedet, så det kan vandes lige der, hvor planterne har behov for det, uden det store vandspild. Teltpløkke er rare at have til at holde slangen på plads under monteringen. En knude i den ene ende og en kobling, så vandslangen kan sluttes til, i den anden. Det er da et enkelt vandingsanlæg.

Staudebed renovering-6

Til slut fik bedet et ordentlig læs af den kommunale kompost, og de stærkeste stauder blev gravet ned igen i selskab med et par nyerhvervede. Foreløbig ser det noget tyndbenet ud, men der er jo flere planter i venteposition i drivhuset og mon ikke også det bliver til en tur i havecentret…

Havebuket fra det hvide bed

Havebuket-29

Det trækker op til et nyt projekt. Det hvide bed skal renoveres, men først blev det lige til lidt selvforkælelse i form af en lækker staudebuket af de stauder, der alligevel har godt af at blive klippet lidt tilbage, før de skal graves op. Lupin, stjerneskærm og ustyrlige brudeslør, der var væltet ud over det hele, kom i godt selskab med den et-årige sommerblomst blomsterkørvel.

Lychnis coronria-29

Den hvide haveklinte, Lychnis coronaria, dukker op her og der og alle vegne og får som regel lov at stå, til de har blomstret. Den bliver luget i det hvide bed nu, men kommer med garanti igen af sig selv.

Salvia nemorosa-29

Den hvide udgave af småblomstret salvie, Salvia nemorosa, har allerede blomstret smukt længe. Nu bliver den buketleverandør, og så bliver den snart klippet ned  i håbet om, at den kan nå en omgang mere senere på sommeren.

Hvide dejligheder

Helleborusbedet-26

Luften over påskeklokkerne er pludselig fyldt med små, hvide, dinglende blomsterklokker. Det går bare stærkt i haven lige nu, hvor hver dag byder på nye udspring.

Leucojum aestivum-26

Her er det sommerhvidblomme, Leucojum aestivum, der skruer op for charmen og gør lidt ekstra ud af bedet, hvor påskeklokkerne stort set har haft scenen for sig selv indtil nu.

Narcissus Thalia-26

I “det hvide bed” har ugen også budt på fornyelse, for ikke at sige sæsonpræmiere. Først sprang tulipanerne ud, og nu står også den smukke, hvide narcis, Narcissus ‘Thalia’ i fuldt flor. Jeg tror faktisk, det er min favorit narcis…

Dicentra spectabilis Alba-26

Med til billedet af “det hvide bed” netop nu hører også den hvide løjtnantshjerte, Dicentra spectabilis ‘Alba’ der har foldet de første hjerteblomster ud med lige så stor forbløffelsesværdi som altid. Tænk, at blomster kan være hjerteformede. Det er da godt fundet på.

Tulipan drømme

Tulipa Verona-1

Ansporet af en stor pose lækre tulipanløg og nogle meget levende havedrømme om lyse forårsdage og blomstrende tulipaner, blev det, der egentlig lignede en sofadag, alligevel til en havedag. Tulipa ‘Purissima’ er smukke, slanke hvide tulipaner, der nu er lagt løg af i midten af det hvide bed, hvor de lave Tulipa ‘Verona’ havde scenen for sig selv i dette forår. Glæder mig…

Staudeflytning-1

Og da jeg nu var kommet ud, og vejret egentlig ikke var så ringe endda, fik det hvide bed sig en overhaling, så det kan få lov at være i fred, når tulipanerne blomstrer. En blå bjørnegræs, Festuca glauca, der stod og vansmægtede inde i bedet, byttede plads med den hvidblomstrede spydverbena, Verbena hastata ‘Alba’, der var alt for høj til den placering i kanten af bedet, den har haft indtil nu. En perfekt dag til at ommøblere staudebedene på. Risikoen for udtørring er i hvert fald minimal.

Lamium maculatum-13

De mest hærgede staudetoppe blev klippet ned og græstotter luget væk, men uden at der blev gået alt for grundigt til værks. Jordbunden gemmer på overraskelser i form af selvsåede planter, der måske kan gøre fin fyldest næste år, og så vil det jo være synd at hakke det hele væk. Plettet tvetand, Lamium maculatum, er fx kommet ganske af sig selv fra et andet sted i haven. Den breder sig nu ind under en busk i bedet, hvor den med det sølvfarvede løv er perfekt bunddække, bare den bliver holdt lidt nede.

Helleborus-400

Jeg nåede lige at tænke, at der burde være nogle juleroser eller hvide påskeklokker, Helleborus, i bedet, der ligger lige ved fordøren og derfor helst skal have noget at byde på året rundt. Og sandelig om så ikke der inde midt under den flerårige ærteblomsts klatrestativ står den fineste lille frøplante af påskeklokke. Spændende om den rent faktisk har hvide blomster, men skulle den være lilla, får den nu lov at stå alligevel. Så monokromt er “det hvide bed” alligevel ikke længere.

Borago officinalis Alba-1

En anden selvsået plante i bedet er den smukke, hvidblomstrede hjulkrone, Borago officinalis ‘Alba’, der blomstrer, selv om vi skriver midten af november. En en-årig plante, der blev sået i bedets første år og siden er dukket sporadisk op hvert år. Nu håber jeg på, at de en-årige skærmplanter, der blev sået i foråret, også kan det trick. I hvert fald er der nogle småplanter hist og pist, der godt kunne ligne 🙂

 

 

 

Page 2 of 2

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén