Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Hvidkløver

Inspirationsdag med plantepremiere

Hvidkløver, Trifolium repens

Den forgangne uge har budt på en både hyggelig og spændende inspirationsdag i Gartneriet Råhøj – ovenikøbet med indlagt plantepremiere. Det var nemlig første gang, gartneriet viste en ny sort af hvidkløver, Trifolium repens, med smukke farvede blade frem.

Read More

Terrasserenovering fra kaos til zen på jysk

Nu er projekt terrasserenovering ved at være gennemført. Det kaotiske bed, der var en plage at kigge ud på inde fra stuen en stor del af året, er nedlagt, og der er lagt fliser i stedet, som årstidernes skiftende krukker kan indtage. Og så har jeg investeret i et spejlbassin/kæmpe fuglebad, som jeg længe har ønsket mig. Jeg har eksperimenteret med lidt zen på jysk ved hjælp af krukker med grønne planter. De små træer – mirabel, røn, ask, ahorn og tjørn – blev for adskillige år siden gravet op rundt omkring i den vilde del af haven og med vilje plantet i for små potter og oven i købet sultet, for at de skulle udvikle sig til miniature træer. Nu kommer de omsider til ære og værdighed.Jeg har været yderligere på rov i haven med en spade for at finde velegnede planter til min jyske zen stemning. Bregner er oplagte, og dem er der masser af i krattet, og jeg var også nødt til at snuppe en hosta til formålet. Det bliver fint, når den folder sine store blade ud.Den fine hvidkløver, Trifolium repens, er faktisk fra sidste år, men den har overvintret i krukken uden problemer og har fuld fart på igen.I forbindelse med den fuldførte terrasserenovering er der også flyttet lidt rundt på havemøblementet, for den læfyldte hyggekrog på terrassen er i forvejen en yndlingssiddeplads, og så er det i underkanten med bare en stol 🙂 Der er lagt en stor sten i spejlbassinet, der også er tiltænkt som spa til småfuglene, og de skal jo nødig risikere at drukne.
(Der er mange, der spørger, så her kommer lige en servicemeddelelse 🙂 Jeg har købt spejlbassinet her).

Saxifraga Autumn Grace fortsætter charmeoffensiv

Jeg ved godt, jeg har nævnt det før, men jeg bliver lige nødt til at gøre det igen: Høststenbræk, Saxifraga cortusifolia, er simpelthen en gave til efterårshaven. Her er det sorten Saxifraga Autumn Grace ‘Miharu’, der for alvor ruller sig ud med det fineste blomsterflor, selv om der var rim på udsatte steder her til morgen.Planten, der er fra sidste år, har overvintret ude i krukken. Den gik under jorden, da det blev vinter, så det var noget af en overraskelse, da den begyndte at skyde igen i foråret og lige nøjagtig undgik at ryge på komposten, da jeg heldigvis opdagede, at der var noget, der rørte på sig i krukken. Nu ved jeg det til næste forår, så jeg ikke risikerer at komme til at kassere den lækre plante, der her er kommet i godt selskab med den smukke, rødbladede hvidkløver, Trifolium repens ‘Isabella’, som jeg i øvrigt ligeledes har gode erfaringer med at overvintre. Saxifraga Autumn Grace har jeg også haft stort held med at plante ud i haven, hvor den også står og blomstrer her på den yderste kant af havesæsonen 2017.

Den rare familien Pumpkin flytter ind

Det er blevet til lidt af en tradition her i familien, at datter Anne kommer hjem i efterårsferien for at være med til at fremstille glade græskarhoveder med lækkert plantehår. Så nu har vi været i gang igen, og det er blevet til en hel familien Pumpkin, der er flyttet ind på terrassen, hvor de kan nydes inde fra stuen. Vi synes nemlig, at græskarhoveder godt må være lidt venligtsindede og hyggelige, for vi er heldigvis ikke plaget af genfærd, der skal skræmmes væk, her på matriklen. Sæsonens gode krukkeplanter, som fx prydpeber, hvidkløver med farvet løv og vindheks, er græskarhovedernes hår. Planterne er plantet i potter, der er sat ned i de udhulede hoveder. Så rådner græskarrene ikke så hurtigt, og planterne kan genbruges, når de alligevel rådner. Se her, hvordan sidste års familie så ud 🙂Vi har gennem årene fundet ud af, at det gode lugeredskab, cirkelhakken, i den mindste model, er perfekt til udhuling af græskar.Når der skal bruges pæne, runde huller, snupper vi en genvej og bruger en skruemaskine udstyret med et fladbor. Så går det som en leg – og det er det jo forresten også 🙂

 

 

Nye partnerskaber i krukkehaven

Nogen gange opstår der uventede partnerskaber mellem planter, der bare er skabt for hinanden. Jeg synes, det gælder den helt fantastiske akeleje, Aquilegia ‘Winky’, og den skønne Skimmia, der står i fuldt flor efter en lang vinter som krukkeplante. Egentlig var skimmia’en sat i lidt eksil med henblik på udplantning i et bed, der lige skal ryddes op i først, men nu er den kommet til ære og værdighed igen.Et andet godt partnerskab er opstået mellem den karamelfarvede Heuchera og den orange stedmoderblomst, Viola x wittrockiana. Der er kommet forårsgang i den lækre Heuchera, der også er en af de planter, der har overvintret i sin krukke. Nyvæksten er så fin med bladenes kombination af røde og sart orange farvetoner.En tredje overlever, der passer ind i den samme farveskala lige nu, er en krukke med potteroser, Rosa Infinity fra Roses Forever, der blev tilplantet sidste sommer, som det fremgår her. Da roserne med forårets komme begyndte at skyde igen, blev de klippet lidt tilbage, og nu står de og ligner nogen, der er klar til at give en omgang til. Dejligt 🙂Alt i alt gav opdagelsen af de nye partnerskaber anledning til en opfriskning af hyggekrogen på terrassen med det, Claus Dalby vist kalder Kenzo farver. Forskellige bladplanter med spændende løvfarver som Trifolium, Heuchera og endda rød grønkål er med til at understrege farveholdningen.

Lang sæson for vibeæg

Det er snart længe siden, jeg snød og plantede vibeæg, Fritillaria meleagris, fra potter om i krukker. De første er ved at være færdige nu, men til gengæld er der virkelig gang i tidligere års “snydeplanter” ude i haven. Efter afblomstring bliver løgene plantet ud, og da jeg jo er meget glad for vibeæg, betyder det, at de efterhånden dukker op mange steder i haven, med deres fine, småternede blomster. Vibeæg er super gode genbrugsplanter.

Da krukkerne med vibeæg og samtidig en række Primula, der havde set bedre dage, blev fjernet fra krukkegruppen ved fordøren, måtte den lige have en overhaling og suppleres med nye planter. De små træer, jeg er ved at teste, har det fortsat fint, og den lækre, næsten sortbladede hvidkløver, Trifolium repens ‘Dark Debbie’ vokser ihærdigt og hænger nu smukt ud over bakkens kant.De har nu fået selskab af et par smukke, hvide opret kobjælde, Pulsatilla vulgaris.Inspireret af farverne i vibeæg – de støvet rødlilla, grågrønne og hvide nuancer – har jeg valgt at fortsætte med den farveholdning i hele krukkegruppen ved fordøren. Jeg synes, den klæder det pudsede hus og den grånede teaktræsbænk.Ny i gruppen er den her helt fantastiske plante, der er en prøveplante, jeg har fået lov at teste i år. Senecio candicens ‘Angel Wings’ hedder sorten, der har fløjlsbløde, næsten hvide blade. Jeg er enormt spændt på, hvordan den vokser til hen over sommeren og håber, den bliver super flot, så den kommer i produktion for alvor næste år. Den vil da være et kærkomment supplement til sortimentet af udplantningsplanter.Ny er også endnu en sort af den lækre, dobbelte akeleje med oprette blomster, Aquilegia ‘Winky’. Denne gang i en farvekombination af vinrødt, limegrønt og cremefarvet. Wow, siger jeg bare.

Blomster på køkkenhavebordet

Så er der kommet gang i køkkenhaven. Efterladenskaber fra sidste år er ryddet op, og den efterårsfræsede jord, der fik et godt tilskud Champost, er blevet revet igennem. Hvidløg, vinterløg og vinterærter er der fuld fart på, og nu har jeg også sået radiser og spinat, der jo godt kan klare årstidens lave temperaturer.Dermed er der for alvor fløjtet til sæsonstart i køkkenhaven, der ligger som et lidt afsondret haverum med dejligt læ og masser af sollys, ro og fred. Med andre ord et af mine foretrukne opholdssteder på en solbeskinnet forårsdag. Så der skal selvfølgelig være blomster på køkkenhavebordet 🙂Den lille zinkbalje er fyldt med dejlige forårsblomster og så den helt skønne hvidkløver, Trifolium repens ‘ Dark Debbie’, der binder det hele lidt sammen med sine smukke ranker med næsten sorter kløverblade. Der er Gartneriet Råhøj, der har stået for forædling og udvikling af den lækre kløver, så det er oven i købet et helt igennem dansk produkt, der sælges i butikker i hele landet.En anden favoritplante i krukken er den syrenfarvede kugleprimula, Primula denticulata, med fine blomsterkugler, der nærmest svæver over de øvrige planter i zinkbaljen.

Uundværlige bladplanter til krukkerne

Måneskinskrukker-7

Jeg er vild med at gå og flytte rundt på krukkerne, til kombinationen af farver og former lever op til mine forventninger. Da den seneste krukkeforsamling med overvejende hvide blomster tog form i weekenden, slog det mig, hvor vigtige bladplanter er i den sammenhæng.

Bladplanterne er simpelthen det kit, der binder helheden sammen. I gruppen af måneskinskrukker fungerer kombinationen af bladplanter med sølvgråt og limegrønt løv til ug, synes jeg. Forrest er det en fantastisk sort af sød kartoffel med lysende limegrønne, hjerteformede blade. Ipomoea batata ’Sweet Heart Light Green’ hedder den. Lige bag den grå evighedsblomst, Helichrysum petiolare, med lette, sølvgrå ranker af små, ovale blade. Den går man aldrig fejl af, så forbruget er stort her i haven.

 

Trifolium Dark Debbie-2

I krukkerækken på kanten af terrassen er farveholdningen mørkerød og dyb violet. Jeg synes det er for hidsigt, når den røde vingetobak, Nicotiana alata, og den violette hornviol, Viola cornuta, står lige ved siden af hinanden. Men når den mørkløvede hvidkløver, Trifolium repens ’Dark Debbie’ kommer imellem, er virkningen fluks en helt anden.

Salvia officinalis Icterina-1

Gule blomster kan være svære at passe ind i en sammenhæng, men bladplanter med gulgrønt og limefarvet løv gør tricket. Her er det en gulløvet salvie, Salvia officinalis ’Icterina’, der bløder helheden op. At den så også er en velsmagende krydderurt gør ikke terrassearrangementet ringere.

Nu går det løs med krukkerne

Maj1514-7

Nu kan jeg ikke styre mig længere. En del af krukkeberedskabet i drivhuset er kommet ud under åben himmel, hvor de hører til. Dermed har flisegangen om til terrassen omsider fået kant igen.

Viola Wittrockiana-1

Når eftermiddagssolen skinner gennem stedermoderblomsterne, Viola wittrockiana, er farvespillet helt skønt.

Euphorbia amygdaloides-1

Jeg kan godt lide at mixe farveglade blomster med mere enkle som her den limegrønne Euphorbia amygdaloides.

Trifolium repens Dark Debbie-6

I krukkesammenhæng holder jeg også meget af de nye, dansk forædlede hvidkløver sorter som fx Trifolium repens ‘Dark Debbie’, der har næsten sorte blade med en fin grøn kant.

Dejlig dansk planteforædling

Hydrangea macrophylla Purple Romance-1

Danske gartnerier er langt fremme i skoene, når det gælder forædling af nye, lækre planter til hus og have. Det afslørede en rundtur på dagens salgsmesse, Handelspladsen for potteplanter, arrangeret af gartnernes brancheorganisation, hvor gartnerierne præsenterede deres planter for indkøbere fra nær og fjern. Gartneriet Schroll forædler og producerer hortensia, Hydrangea macrophylla og havde flere nyskabelser med på messen. ‘Purple Romance’ er ret svær at stå for.

Pelargonium Petit Sweet Pink-1

Gartneriet Tingdal har også egen forædling. Her gælder det de såkaldte Tip Top pelargonier, Pelargonium grandiflorum Tip Top. De minder om engelske pelargonier i blomsten, men blomsterne er mindre, og der er flere af dem, så de er lettere, sødere og mere elegante set med mine øjne. Gartneren fortæller, at de er fine som stueplanter nu og så senere kan plantes ud i krukkerne, hvor kuldepåvirkning (ikke frost) bevirker, at der dannes nye knopper. Det lyder da smart.

Trifolium Dark Debbie-1

Gartneriet Råhøj står bag de mange sorter af hvidkløver, Trifolium repens, med fantastiske bladfarver og -tegninger, der er dukket op de senere år. Her i haven er de blevet helt uundværlige i krukkerne, og seneste skud på stammen, sorten ‘Dark Debbie’ med næsten sorte blade med en fin, grøn kant, kommer jeg da vist heller ikke uden om, når de dukker op i butikkerne dette forår.

Rosa Our last summer-1

Roses Forever er en dansk rosenforædler, der i udgangspunktet forædlede potteroser men efterhånden har bredt sig til alle former for roser. Haverosen, Rosa ‘Our last summer’, er et iøjnefaldende resultat af forædlingen, der har indbragt forædleren stribevis af internationale priser. Rosen er ikke alene smuk, den har også en helt fantastisk dejlig duft.

 

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén