Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Havebøger Page 3 of 4

Carporten er forvandlet til pop-up shop med et blomsterhav

I løbet af eftermiddagen er carporten blevet forvandlet til et decideret blomsterhav. Det hænger sammen med, at datter Annes pop-up staudeshop endnu engang er landet på matriklen med et lækkert parti af årstidens stauder. Anledningen er selvfølgelig, at vi i morgen holder åben have i forbindelse med Haveselskabets Havefestival. Alle er velkomne på Sondrupvej 42, 8350 Hundslund, lørdag og søndag 9.-10. juni 2018 kl. 10-17.  Haven er i top-form med masser af blomstrende stauder, sommerblomster og krukker, en bugenende køkkenhave med ditto drivhus, terrasse med nyt hyggehjørne med spejlbassin og så selvfølgelig det hjemmebyggede og nyindrettede hyggedrivhus med planteværksted. Foruden al naturen, der også er plads til på matriklen og den dejlige udsigt over Sondrup bakker til Horsens fjord 🙂Jeg kan godt allerede nu afsløre, at shoppens blomsterhav ser ovenud fristende ud. De mange dejlige planter sælges så længe lager haves mod kontant betaling eller mobile pay.Der vil selvfølgelig også være mulighed for at købe min nye havebog ‘Slip haveglæden løs – fryd, facts og fiduser’ til festivalpris – og om ønsket signeret. Desuden er shoppen i år udvidet med lidt hyggeligt havetilbehør. Vi glæder os rigtig meget til i morgen og håber, at mange kigger ind. Der er selvfølgelig kaffe på kanden og mange muligheder for at sætte sig ned og nyde den. 🙂

 

Kom til Havefestival med åben have i Sondrup næste weekend

Ih, hvor jeg glæder mig til næste weekend, når vi skal holde åben have i forbindelse med Haveselskabets Havefestival. Vi slår havelågen op både lørdag og søndag fra 10-17 her på Sondrupvej 42, 8350 Hundslund. Alle er meget velkomne.
Ud over en sommerhave, der viser fine takter netop nu med masser af spændende planter i blomst, popper datter Annes populære staude pop-up shop i carporten med et parti af sæsonens lækre stauder, der sælges mod kontant betaling eller mobile pay, så længe lager haves. Her kan du ses sidste års butik.
Der er selvfølgelig også mulighed for at købe min bog ‘Slip haveglæden løs – fryd facts og fiduser’ til festivalpris – og om ønsket signeret – lige her, hvor den er blevet til. (Bogen kan også fortsat bestilles hos Forlaget Linnea).
Og så er der kaffe på kanden, og masser af muligheder for at slå sig ned og nyde en kop.
Jeg har ellers gået og været lidt småbekymret for, om der nu er noget at vise frem på dagen, fordi alting pludselig gik så stærkt, da sommervarmen ramte. Men bekymringerne er fejet af banen, for nok er der planter, der er afblomstret, men til gengæld er der masser af andre, der står på spring. Selv nogle af de forspirede sommerblomster, der er plantet ud, er faktisk begyndt at blomstre.Det gælder blandt andet den helt skønne skærmplante blomsterkørvel, Orlaya grandiflora, der både er plantet ud i bedene og som forsøg i en krukke. Jeg er så vild med de kniplingslignende blomsterskærme, at den har jeg svært ved at få nok af. Blomsterkørvel fungerer faktisk fint også som krukkeplante, viser det sig. Den bliver lidt lang og uregerlig i det, men det kan jeg godt lide i en krukkegruppe. Her gruppen ved fordøren, der lige som de øvrige har fået en ansigtsløftning i anledning af den tilstundende Havefestival. Håber vi ses til åben have i Sondrup 🙂

Cirkus afhærdning er i gang og invitation til Åben Have

Mine mange forspirede sommerblomster glæder sig med garanti til at blive plantet ud i haven, så de hver især får lidt mere plads at begå sig på. Med først skal de lige lære at stå på egne ben, så nu har jeg indledt det årlige cirkus afhærdning, hvor planterne flyttes ud midt på dagen og ind igen om aftenen. De står godt på trædestien gennem bedet foran drivhuset, hvor der er nogenlunde læ og fint flimrende lys.Den øvelse fik mig lige til at tænke lidt fremad. Tænk, der er kun en måned til den årlige havefestival, hvor vi holder åben have. Det foregår 9.-10. juni, når sommerblomsterne forhåbentlig for længst er plantet ud og begyndt at få lidt fylde. Desværre er tulipansæsonen utvivlsomt forbi til den tid, men så er der heldigvis meget andet, der blomstrer.Jeg er i hvert fald ret sikker på, at blåregnen på portalen mellem det indre og det ydre haverum står i fuldt flor, som den gjorde på samme tid sidste år. Jeg kan også godt love, at datter Annes populære staude pop-up shop med sæsonens lækreste stauder lander i carporten igen, ligesom der bliver mulighed for at købe min bog, Slip haveglæden løs – fryd, facts og fiduser, lige her, hvor det hele begyndte. Der er flere indtryk fra sidste år på samme tid her. Sæt kryds i kalenderen og kig indenfor i haven, så vi får endnu en skøn weekend med masser af haveglade gæster og god snak. Jeg glæder mig så meget.Sidste år var det hjemmebyggede drivhus en nyskabelse i haven. Det har dog fået nye installationer siden. Blandt andet et plantebord med indbygget varme og en snedig maskemekanisk løsning, så der kan luftes ud på varme dage som i dag. Tagrygningen kan simpelthen løftes 🙂 I det hele taget er der som altid gang i et hav af projekter her i haven. Vi er fx i fuld gang med at renovere terrassen foran huset, hvor det smalle bed har været et problembarn længe. Nu kommer der fliser, spejlbassin og masser af krukker i stedet. Det bliver så godt 😉

Kejserkrone og krinolinenarcis myldrer frem

Det var godt, jeg blev færdig med at klippe stauderne ned, for nu myldrer det bare frem med alverdens løgvækster i bedene. Kejserkrone, vibeæg, prydløg, tulipaner, og hvad ved jeg. Jeg kom nok til at gå en lille smule amok i blomsterløg i efteråret, for det er lige ved at være svært at finde et sted at træde, hvis man skal ind i bedene. Forårslugningen er hermed udskudt lidt, for jeg vil jo nødig lave ulykker. Jeg plejer at snuppe græstotterne samtidig med staudetoppene, man da jeg var på klippeopgaven, var jorden frossen, og ukrudtet ikke lige sådan at få løs.Jeg lagde blandt andet en del løg af kejserkrone, Fritillaria imperialis, i håbet om, at de vil holde mosegrise lidt på afstand med deres lugt. Om det virker, ved jeg ikke, men der er i hvert fald ingen, der har guffet kejserkrone løgene i sig. De skyder til vejrs som kraftfulde raketter i fuld fart. Det kan godt være, det bliver lidt voldsomt, når de blomstrer … eller også bliver det bare vildt flot. Vi får se 🙂Så er der noget mere ynde over den lillebitte krinolinenarcis, Narcissus ‘Julia Jane’, der kun er til at blive glad af at kigge på.
En anden ting der har gjort mig helt vildt glad i dag er en ny anmeldelse af min bog, SLIP HAVEGLÆDEN LØS – fryd, facts og fiduser. Det er min gode bloggerkollega Karen, der har taget bogen lige på kornet på sin blog på dalsgaardiskivholme.com. Tusind tak til Karen 🙂 Karens blog handler om stort og småt fra hverdagen på landet og er ind imellem krydret med lækre madopskrifter og altså boganmeldelser. Altid et besøg værd 🙂
Spørg efter SLIP HAVEGLÆDEN LØS hos din boghandler eller bestil den i netbutikken Saxo.com her eller direkte hos Forlaget Linnea her.

En dag til stueplanter og armchair gardening

Når nu jeg ikke kan komme ud i foråret (fordi det vælter ned med sne), må foråret komme ind til mig. Det er simpelthen sådan en dag, hvor der skal stueplanter og en god havebog til for at bevare de spirende forårsfornemmelser intakte.Forårsfornemmelserne fik ellers en ordentlig vitaminindsprøjtning i går, da jeg besøgte Gartneriet Broløkke, der har en helt vildt lækker plantenyhed at byde på. Sådan et syn kan man da kun blive glad over. Og så er der ikke engang duft med på billedet. Lavandula Elvira Blue Compact er en ny lavendelsort, der er både tæt og frodig og helt overdådigt blomstrende og så oven i købet dufter lige så meget, som rigtige lavendler skal. Den sælges i butikkerne i lilla potter med varemærket Elvira Plants, så den er til at kende.Den nye lavendel fås både i almindelig potteplantestørrelse og som miniplante, der passer perfekt ind i mit plantegalleri, der lige har fået en opfriskning i anledning af påsken. I mangel af vindueskarme er galleriet etableret på et par billedhylder fra Ikea, der lige passer i bredden til miniplanter, små vaser og andet nips.En anden stueplante, der gør godt i en alt for kold tid, er den helt skønne hortensia, Hydrangea Magical Colours Your Home, der blomstrer ikke kun nu men i 150 dage, bare man husker at vande den. Det magiske ved Magical hortensia’erne er, at blomsterstanden skifter farve i takt med at året skrider frem. Lige nu er farverne fine, sarte og forårsagtige, senere kommer der mere knald på, og de runder af med flotte efterårsfarver. Sorten her hedder Revolution Blue, og det er Gartneriet Møllerhøj med varemærket Gardeners Own, der sælger den til butikker overalt i Norden.Jeg er ret pjattet med det farvespil, der er i blomsterstandene lige nu med limegrønne og lyseblå nuancer i skøn forening. De lyser op i stuen, når det nu ikke vil blive forår derude, og man må forfalde til armchair gardening med en rar kop te inden for rækkevidde. En af de ting, man kunne sætte sig til at læse, er Home & Garden havecentrenes nyeste katalog, der er fyldt med lækre planter og sager og oven i købet præsenterer min nye bog, ‘Slip Haveglæden’ løs 🙂Bogen, der er et andet oplagt bud på læsestof til lænestolen, både mens vi venter, og når der siden melder sig behov for fryd, facts og fiduser i havesammenhæng, kan købes i følgende Home & Garden Havecentre: Lilliendal Plantecenter i Rønne, Nykøbing Plantehandel i Nykøbing Mors, Langeskov Planteskole i Langeskov, Steens Planteskole i Nørreballe, Hobby Haven i Hasselager, Esbjerg Planteskole i Esbjerg, Havlykke Planteskole i Juelsminde og Laubjergs Planteskole i Ringkøbing.
Ud over mange gode tilbud er havecentrene garanteret et godt sted at få tanket forårsfornemmelserne op lige nu 😉
Kataloget finder du her og du kan læse mere om bogen og få smagsprøver her.

Min nye havebog Slip haveglæden løs er udkommet

Mange har sikkert som jeg haft den forbløffende oplevelse at lande før tid med et fly fra Ryan Air… Så lyder der pludselig en høj fanfare, der med stor begejstring markerer, at flyet absolut ikke er ankommet for sent. Ingen sammenligning i øvrigt, men jeg har sådan en lyst til at afspille en fanfare. Min nye havebog, Slip haveglæden løs, er nemlig blevet færdig før tid takket være en heltemodig indsats fra såvel Sabine Brandt Studio, der har designet bogen, som fra Narayana Press, der har trykt den. Jeg fik det første eksemplar i hånden i går. Dermed blev en grå mandag forvandlet til en kæmpestor dag for mig.
Den officielle udgivelsesdato var oprindeligt sat til den 24. marts 2018, hvor jeg også havde regnet med at holde åben have og release party. Den ide har vejrguderne desværre slet ikke været med på. Haven er helt flad efter al det sne og umådelig svuppet trods den sandede jord, så vi har besluttet at udskyde arrangementet til bedre tider.
Til gengæld er der selvfølgelig stadig introtilbud på Slip haveglæden løs i Forlaget Linneas webshop frem til 24. marts, men vi begynder at sende bogen ud allerede nu. Du kan læse mere om den og få et smugkig på nogle af siderne på forlagetlinnea.dk
Slip haveglæden løs vil også kunne købes hos landets boghandlere, i en række Home & Garden havecentre, på www.gartnershop.dk og hos saxo.com, så snart den er distribueret – og det er den meget snart 🙂

Det er perfekt vejr til armchair gardening – så god fornøjelse med haveglæden.

 

 

Forårsfarver mellem krukkerne på fortrappen

Kulde, sne og sjap har i nogen grad taget pynten af krukkegrupperne rundt om huset. Nu kan jeg ikke holde det ud længere, selv om der sikkert venter en hel skov af løftede pegefingre. Det er simpelthen nødvendigt at få skabt bare en lille smule forårsstemning i hvert fald på fortrappen, så der er noget at glæde sig over, når man går ind og ud.Væk med de mest kvæstede og frostskadede krukker og frem med dem, der har stået i ly under et lag fiberdug i drivhuset, mens det har været stygt frostvejr. Det er forbavsende, hvor meget lidt forårsfarver mellem krukkerne med stedsegrønne planter løfter stemningen.Jeg ved godt, at der stadig er lidt blåt på vejrudsigten i nogle nattetimer, men omvendt har både primula’er, narcissser og stenbræk altså klaret de seneste ugers hårde frost i det uopvarmede drivhus, så jeg er ikke så bekymret. Bliver det meget koldt, kan jeg jo altid flytte dem ind igen, men de giver i hvert fald meget mere næring til forårsfornemmelserne, når de står her under udhænget helt tæt ved huset, end når de er gemt væk under fiberdugen.

HUSK – at du stadig kan nå at bestille introduktionstilbud min nye bog, Slip haveglæden løs – fryd, facts og fiduser. Det hele er gået lidt hurtigere end forventet, så forlaget begynder at distribuere bogen allerede i den kommende uge 🙂
Der er også dukket et par nye “gamle” bøger op i forlagets webshop. Det er nemlig lykkedes at skaffe et restparti af to kloge havebøger, som jeg selv har haft stor glæde af gennem årene, men som ikke bare kan købes hos Saxo eller boghandleren. Bøgerne er nye og ubrugte men af ældre dato og sælges til en billig penge.
Læs mere på www.forlagetlinnea.dk

 

Første runde forspiring i vindueskarmen er i gang

Noget må der gøres under denne totale mangel på acceptabelt havevejr. Derfor har jeg været lageret af nyindkøbte og overliggende frøposer igennem for at finde de frø frem, der kræver tidlig såning for at nå at blive til noget i den korte danske sommer.

Der var heldigvis en del bid, så jeg alligevel kunne få dækket mit behov for jord under neglene. Blandt fundene er der flere prydgræsser, nye sorter af de højt elskede tobaksblomster og de sjove kraspedia, som jeg ikke har prøvet før, der ifølge posernes anvisninger skal sås allerede nu. Jeg havde taget noget spiremuld ind i forvejen og vandet den op med varmt vand, så frøene ikke skulle få et kuldechok. Så nu er første runde forspiring i vindueskarmen officielt fløjtet i gang. Det hjalp på det dybfrosne forårshumør.Et af årets nye bekendtskaber bliver den smukke, dybrøde tobaksblomst, Nicotiana ‘Baby Bella’. Som alle tobaksblomsterne har den bittesmå frø, der i dette tilfælde ligefrem lå i et lille reagensglas i frøposen for ikke at blive væk. Jeg synes, det er utroligt fascinerende, at så små frø kan blive til meterhøje planter, der blomstrer i månedsvis, som det blandt andet ses her.Der er i øvrigt en ting til, der har givet mit forårshumør et kæmpe boost i dag. Vi har nemlig været til trykstart for min nye bog, Slip haveglæden løs, hos Narayana Press. Det var en stor og dejlig oplevelse at se mange måneders arbejde komme til live, da trykarkene susede gennem den store maskine. Husk at der er introtilbud på bogen på Forlaget Linneas hjemmeside, der kan besøges her.

Slip haveglæden løs: Heldige vindere og introtilbud til alle

I dag er der præcis en måned til min nye havebog ‘Slip haveglæden løs’ udkommer. Det skal selvfølgelig fejres, så det er i dag, de tre vindere af et eksemplar frisk fra trykkeriet udtrækkes. Lodtrækningen er naturligvis foretaget efter alle kunstens regler, og Janni S., Camilla S. og Ingrid U. har fået direkte besked via Messenger. Tillykke til jer – husk at sende mig jeres adresser.Interessen for at deltage i konkurrencen har været overvældende og dejlig. Tusind tak til alle jer, der var med, og ikke mindst for de mange søde kommentarer, der også er faldet af. Her får I lige et par smugkig på nogle af bogens sider. Det er Sabine Brandt Studio, der har æren for bogens lækre design.  Der er meget mere information om bogen og flere smagsprøver fra de 218 sider på Forlaget Linneas hjemmeside – og et godt tilbud som sidegevinst: Forlaget betaler fragten ved forudbestilling frem til udgivelsesdagen 24. marts, og hvis du har lyst til at få et signeret eksemplar af bogen, skriver du det bare i kommentarfeltet i netbutikken. Besøg Forlaget Linnea her.

Slip haveglæden løs og vind min nye havebog

Nu kan jeg endelig løfte en flig af sløret for et projekt, jeg har gået og puslet med i de seneste måneder. Jeg har skrevet en ny og – synes jeg selv – anderledes havebog, der udkommer den 24. marts. Lige nu har jeg travlt med den afsluttende korrektur på min nye havebog, så trykkeriet kan komme i gang med de allersidste trin i den lange proces fra skør ide til færdig bog. Her ser du for- og bagside. Det er så ultra spændende, at sommerfuglene flakser rundt i min mave, så nu er jeg simpelthen nødt til at dele det her på bloggen. I anledning af weekenden, er der mulighed for at vinde tre eksemplarer af bogen frisk fra trykpressen. Konkurrencereglerne finder du på Helt hen i havens Facebookside. (De er meget nemme 🙂 )

Med mindre det trækker op til isvinter, går jeg også og og pønser på at holde åben have med release party for min nye havebog, Slip haveglæden løs, den 24. marts. Det er selvfølgelig meget tidligt på året, og det vil være begrænset, hvad haven har at byde på, men jeg har været i foto arkiverne og tjekke datoen, og der er i hvert fald gang i de tidligste forårsblomster og i særdeleshed i påskeklokkerne på det tidspunkt.Noget, der helt sikkert også er gang i, er forårskrukkerne. Jeg kan bare ikke lade være med at fylde hjørner og kroge med forårsblomster i krukker for at trylle lidt ekstra forårsstemning frem. Sådan her så der fx ud ved fordøren sidste år den 24. marts. Datter Anne, der plejer at åbne sin pop-up staudeshop i carporten, når jeg holder åben have, pønser også på en version med lækre forårsblomster og tidlige stauder. Men meget mere om alt det om et par uger. Håber, vi ses 🙂

Page 3 of 4

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén