Når jeg forspirer sommerblomster, er det typisk med den tanke, at planterne skal plantes ud i havens bede. Men i år er nogle af dem endt som hjemelavede krukkeplanter. Jeg har oven i købet eksperimenteret lidt med at plante forskellige arter sammen i større krukker i håbet om, at de vil vokse fint og naturligt ud og ind mellem hinanden. I den her krukke er der plantet både det lille prydgræs harehale, Lagurus ovatus, den lækre fløjlsblomst, Tagetes ‘Strawberry Blonde’ og den sjove mexikanerhat, Ratibida columnifera, der dog ikke blomstrer endnu, fordi den er blevet knebet en ekstra gang for at få den til at buske sig. Jeg synes, det tegner lovende.Den rødorange Tagetes ‘Strawberry Blonde’ er ny i udplantningssortimentet i år, men man har altså også kunnet købe frø og selv gå i gang. Sikke nu en farve.Harehale går igen i denne krukkegruppe, der også udelukkende byder på hjemmelavede planter, der lige er begyndt at blomstre.En virkelig sælsom plante, som er mest kendt fra blomsterdekorationer, er trommestikker, Craspedia globosa, med kugleforede, gule blomsterstande. Den er også lavet fra frø i år og står flere steder i haven og altså også i en krukke, hvor den ser ud til at have det rigtig fint.Den skønne morgenfrue, der i hvert fald engang var Calendula officinalis ‘Triangle Flashback’ er det måske lidt af en tilsnigelse at henføre til gruppen af hjemmelavede krukkeplanter. Den er ikke møjsommeligt forspiret, priklet og så videre, men dukker helt af sig selv op i stort antal i køkkenhaven, hvor den blev sået for flere år siden. De spontane og i nogen grad fejlplacerede planter blev gravet op og omplantet til en krukke. Selv om de i sagens natur må være hybridplanter, er de stadig lige så smukke som den oprindelige sort.Samme historie går igen, når det gælder den sart lysegule blomsterkarse, Tropaeolum majus ‘Milkmaid’. Det er år og dag siden, jeg købte en pose frø, men de sår sig selv med stor entusiasme, så der var rigeligt med planter til en krukke også.