Her i haven er der rigtig mange af planterne, der har en særlig historie bag sig af den ene eller den anden grund. Men den her magnolies vej til haven hører nu alligevel til de mere specielle. Jeg så Magnolia ‘Genie’ med de ubeskriveligt lækre, dybt røde, næsten sorte blomster på plantemessen Green is Life i Polen for fem-seks år siden. Og jeg var helt solgt. Det var jeg i øvrigt ikke alene om, for sorten vandt en af messens nyhedspriser. Da den så oven i købet var til salg for små penge i messens plantesalg, var der ingen vej tilbage. Den måtte med hjem. Det kom den, og siden har den stået der og er vokset yderst behersket. Men i år skete miraklet så alligevel. Den første blomst sprang ud, og den er lige så smuk, som jeg huskede den. jeg er ret højt oppe… Der er et par stykker mere på vej, så nu har jeg store forventninger til de kommende års blomsterflor 🙂Den her nellikerod, Geum coccineum ‘Mai Tai’ er også en plante i særklasse for mig. En plantenyhed fra sidste år, som jeg fik lov at prøve. Noget af en succes – den bare blomstrede og blomstrede.Vel at mærke blomstrede med de her helt utroligt fine miniatureroser i delikate farver. Det er ikke svært at se, at nellikerod botanisk set tilhører rosenfamilien.

Den her vortemælk, Euphorbia x martinii tror jeg, den hedder på latin, er også en plante i særklasse. Sådan en, der er rigtig god til at give ro og struktur med gode farver og former, og så, når man lige kigger ordentligt efter, faktisk har en ganske betagende blomsterstand.