Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Geranium phaeum

Bølgekronet storkenæb på havevandring

Bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum

For nogle år siden plantede jeg tre eksemplarer af bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum, i mit skyggebed i håbet om, at de ville tage kampen op med skvalderkålen, der huserer en del i det område. Nu har jeg nok i omegnen af hundrede planter både her og der og alle vegne. Hold nu op, hvor de sår sig selv. Det er nærmest som om, de er taget på havevandring.

Det er nu helt fint med mig, for jeg synes, de dybt violette blomster med tilbagebøjede kronblade er så fine. Det vil være en overdrivelse at sige, at bølgekronet storkenæb har fået overtaget på skvalderkålen. Jeg tror snarere, vi taler fredelig sameksistens med undertegnede som lejlighedsvis lejesoldat i storkenæbbens bataljon.

Bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum ‘Album’

Et helt andet sted i haven vokser den hvide sort af bølgekronet storkenæb. Sjovt nok arter den sig helt anderledes og har slet ikke den tendens til at så sig og vandre rundt i haven. I stedet bliver den, hvor den blev plantet, og har med årene udviklet sig til en stor, flot plante, der blomstrer dejligt længe.

Storrodet storkenæb, Geranium macrorrhizum

En anden art af storkenæb, der er taget på havevandring, er storrodet storkenæb, Geranium macrorrhizum. Den er overhovedet ikke plantet i det her bed, men har som det fremgår travlt med at kolonisere det. Til gengæld er der ikke meget af den tilbage der, hvor den egentlig hører til.

Men det gør nu heller ikke noget. Den er så fin med sine små hvide blomster og røde støvdragere. Og så dækker den faktisk bunden betydeligt bedre end bølgekronet storkenæb. Jeg tror i virkeligheden, den gør en væsentlig større indsats i kampen mod skvalderkålen end sin fætter, der bare haft betydelig bedre presse 🙂

Kampen om skyggebedet står mellem storkenæb og skvalderkål

For nogle år siden plantede jeg bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum i skyggebedet, fordi det forlyder, at den tætte og kraftigtvoksende staude til højre i billedet er i stand til at holde skvalderkål i skak. Sagen er nemlig den, at skvalderkålens domæne begynder lige på den anden side af hegnet, og det er ikke helt gået op for det imperialistiske ukrudt, at der eksisterer en grænse mellem haven og skvalderkål-land. Egentlig har jeg ikke været særligt imponeret over bølgekronet storkenæb indtil nu, men i år er der pludselig begyndt at ske noget.Der skal selvfølgelig stadig fjernes skvalderkål, men selvsåede planter af bølgekronet storkenæb er begyndt at dukke op og tage kampen op med skvalderkålen. De store blade dækker jorden godt, så der kommer i hvert tilfælde ikke skvalderkål op under dem. Jeg synes, den har sådan nogle fine blomster med en fantastisk farve og fikst tilbagebøjede kronblade. Nu er det så spørgsmålet, om der opstår et nyt, selvskabt ukrudtsproblem, fordi stauden breder sig for meget. Jeg satser på en god balance. Foreløbig ser det rart og frodigt ud.En anden plante, der flittigt sår sig selv i det skyggefulde hjørne af haven er miliegræs, Millium effusum ‘Aureum’. Den passer perfekt til den skovagtige stemning, jeg stræber efter i skyggebedet, og lyser dejligt op med sit smukke, limegrønne løv.Når jeg ser på skjoldblad, Darmera peltata ‘Nana’ i skyggebedet får jeg ikke bare associationer til skov men til urskov eller eventyrskov. De kæmpe store, parasollignende blade ser både eksotiske og lidt magiske ud, og her får hverken bølgekronet storkenæb eller skvalderkål lov at komme for tæt på, så der opstår risiko for udkonkurrering.

Skønheder i skyggebedet

Skyggebedet har taget hul på en ny sæson efter en lang og dejlig periode med masser af løgvækster. Den er nu ikke mindre dejlig end den første 🙂 Det er faktisk først nu, skyggebedet for alvor bliver til skyggebed, for det er først nu, egetræerne er sprunget helt ud og skaber tyst og flimrende skovstemning under løvtaget.Stjernen i bedet lige nu er den sart lyserøde azalea, Rhododendron ‘Irene Koster’. Blomsterne ser helt eksotiske ud og lyser virkelig op under egens krone. Og så spreder de en fuldstændig fantastisk duft, der kilder næsen behageligt i hele det hjørne af haven.Den støvet røde japansk primula, Primula japonica, står også i fuldt flor. Et dejligt bekendtskab, der tydeligvis trives fint med de skyggefulde forhold, der samtidig betyder, at jorden i skyggebedet er lige knapt så udsat for udtørring som resten af haven.Der er en del skvalderkål på fremmarch i skyggebedet lige nu, men jeg har simpelthen ikke vovet mig ind i bedet for at luge. Jeg har nemlig plantet forskellige stauder med kæmpe store blade i håbet om at skabe lidt ekstra junglestemning, og jeg har været bange for at komme til at træde i dem. Nu er de heldigvis dukket op af jorden, så det er til at komme til uden at lave ulykker. Jeg er ret spændt på effekten, når de vokser til. Her er det skjoldblad, Darmera peltata ‘Nana’, der er stærkt på vej. Den er bare så flot med de store, runde parasolblade, der ligner noget fra Hobitten.Bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum, holder også til i skyggebedet, hvor den lige nu blomstrer med sine særprægede mørkt lilla blomster. Nogen synes, den er svær at styre, men i skygge og på sandjord er det absolut ikke noget problem, kan jeg konstatere, så jeg nøjes med at synes, at blomsterne er så smukke på deres helt personlige måde.

Husk at du kan vinde billetter til sommerens store haveudstilling, CPH Garden. Se hvordan her.

Storkenæb som bunddække

Geranium macrorrhizum Album-15

Nogle arter af storkenæb, Geranium, kan mere, end deres blide blomster, der lige er sprunget ud, lader skinne igennem. Faktisk er de temmelig effektive bunddækkeplanter, der kan skygge rigtig meget ukrudt væk, fordi deres tætte bladtuer lukker fuldstændig af for lyset. En af dem, der gør det rigtig godt her i haven, er storrodet storkenæb, Geranium macrorrhizum ’Album’, der danner et tæt bunddække i halvskyggen under en opstammet kristtorn sammen med påskeklokker i massevis.

Geranium macrorrhizum Album-6

Lige nu blomstrer bunddækket med sarte hvide blomster med blegrøde støvdragere, der sammen med de ligeledes blegrøde blomsterknopper giver et fint farvespil. Det hele begyndte med en enkelt lille plante i en 10 cm potte for vel fire-fem år siden, så man må sige, at den har formået at blive til noget.

Geranium phaeum-16

I det skyggefulde skovbed på den anden side af græsbæltet blev kollegaen bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum, sidste år sat ind i kampen mod den stærkt ekspansive skvalderkål. Jeg tror nu ikke, at den ligefrem kan kvæle skvalderkål – så skal der i hvert fald lidt mere fart på – men med lejlighedsvis hjælp fra hakkejernet, kan den nu nok holde skvalderkålen nogenlunde stangen og ser i hvert fald ikke ud til at blive kvalt selv. De dybt violette blomster med tilbagebøjede kronblade er i øvrigt ret fantastiske, så det kan i sig selv være en grund til at plante den.

Geranium phaeum Album-5

Bølgekronet storkenæb findes også i en snehvid version, Geranium phaeum ‘Album’,  som også kom til haven sidste år. Den er foreløbig ikke blevet til alverden men har også hårde – især tørre – vilkår at vokse under. Alligevel blomstrer den lidt men fint sammen med de vilde planter under piletræet lige nu.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén