Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Fuglebad Page 1 of 2

Pinseviol og martsviol som fint bunddække

Pinseviol, Viola sororia ‘Freckles’

I den seneste måneds tid har det været martsviol, Viola odorata, der har været det fineste blomstrende bunddække i mange af havens bede. Men nu det er blevet påske, er det pinseviol, Viola sororia, der har taget over. Der er desværre ikke noget, der hedder påskeviol 🙂 Jeg har plantet en del af den helt særlige sort, Viola sororia ‘Freckles, der nu breder sig lystigt i bunden af bedene. Den er så sød med de fregnede blomster, synes jeg. En super genbrugsplante, der stammer fra tidligere års forårskrukker.

Pinseviol, Viola sororia

Til gengæld erindrer jeg ikke, at have plantet den “rigtige” blå pinseviol. Noget tyder på, at planterne har smidt om sig med frø, der slår tilbage til deres oprindelse. De kommer rigtig mange steder. Det har jeg det helt fint med, for jeg synes generelt, at violerne er rigtig gode som bunddækkeplanter. Og de er nemme at fjerne, hvis det bliver for meget.

Vibeæg, Fritillaria meleagris

Det gælder for både pinseviol og martsviol, at de efter afblomstring i forårsmånederne, lader bladene vokse og bladstænglerne strække sig. Her er det den søde pink martsviol, som de blomstrende vibeæg, Fritillaria meleagris, bruger som fodpose. Viola odorata Miracle ‘Classy Pink’ hedder sorten, der nu er næsten afblomstret.

Den hvidblomstrede martsviol, Viola odorata ‘Miracle ‘Bride White’ er afblomstret langs trædestien og omkring det lille spejlbassin/fuglebad i det hvide forårsbed. Den er allerede begyndt at gøre lidt mere fyldest som bunddække, end det gjorde under blomstringen.
Bassinet, der tidligere har været brugt som bålfad, har fået ny opgave efter sidste sommers tørke, hvor adgang til vand i haven blev nærmest livsvigtigt for fugle, egern, pindsvin, og hvad vi ellers har. Hermed er der også en mulighed for at komme til fadet for de mere generte, der ikke har lyst til at nærme sig det store spejlsbassin på terrassen.
Reklame: Bålfadet/fuglebadet/spejlbassinet kan erhverves hos Zinkbakken se her.

Forårsstemning med blomsterbuffet omkring spejlbassinet glæder bierne

Når man nu ikke har været så vaks at lægge masser af blomsterløg i krukker i efteråret, er det godt, at man kan snuppe en nem genvej til alligevel at få forårsstemning i krukkegrupperne rundt om i haven. Blomsterløg, der er drevet til at spire i små potter i gartnerierne, kan nemlig sagtens skilles fra hinanden og plantes om til krukker, så det ser fint og naturligt ud.

Perlehyacint, Muscari armeniacum

Jeg prøver at undgå, at det ser ud som om, jeg har plantet to eller tre små potter over i krukken, netop ved at skille potteklumperne ad og plante løgene individuelt. De tåler omplantningen uden problemer og holder i øvrigt dejligt længe under åben himmel, hvor det er hyggeligt at følge med i blomsternes udvikling, der foregår i adstadigt tempo.

Dermed blev der pludselig forårsstemning omkring spejlbassinet på terrassen. De sidste nåletræer blev sat i depot og skiftet ud med nogle overvintrede græsser, og ved hjælp af en passende dosis forårsblomster blev den sidste rest af julestemning jaget på flugt. Spejlbassinet, de har stået ude og fungeret som fuglebad hele vinteren, købte jeg sidste sommer her. Hold nu op, hvor er jeg glad for det 🙂

Balkananemone, Anemone blanda

Det er helt utroligt, så hurtigt de første, søvnige bier opdager, at der er stillet en blomsterbuffet frem. Lynhurtigt er der en ivrig summen omkring blomsterne, der bidrager med endnu et nøk forårsstemning. Jeg pudser glorien og tænker, at det næsten ikke er for min egen skyld, jeg fylder krukkerne med forårsblomster så tidligt. Det er da simpelthen for at give bierne en hjælpende hånd nu, da der er begrænset med føde at finde for dem i naturen.

Den fine, hvide balkananemone, Anemone blanda, er de helt vilde med.

Krinolinenarcis, Narcissus bulbocodium ‘Spoirot’

Men også den søde krinolinenarcis, Narcissus bulbocodium ‘Spoirot’, der har sådan en lækker, lysegul farve, bliver flittigt besøgt. Jeg har lige siddet i en solstråle med en kop kaffe og nydt både lyden og duften af forår, der har været umiskendelig i dag.

Akvarievarmer sikrer varmt bad og vand at drikke til havens fugle

Det er utroligt så hurtigt, haven kan ændre sig på denne årstid. Sidste uge var den glaseret af frost, i går var den forvandlet til et smukt vinterlandskab af et drys sne, og i dag er den bare våd og grå igen.

Spejlbassin

I dag er det med andre ord ikke svært for havens småfugle at finde vand til vinterbadning og livsvigtig drikke. Men det har det været, og det bliver det helt sikkert igen, for vi når næppe frem til forår uden mere frost. Derfor får fuglene tilbudt et lille spa ophold her i haven, når frosten bider.

Fuglebad

Spejlbassinet, som jeg er så glad for, får lov at stå ude hele vinteren, for det fungerer så fint som fuglebad og tiltrækker sammen med flittig fodring en stor mangfoldighed af småfugle og såmænd også egern og andre tørstige sjæle. Derfor er spejlbassinet blevet udstyret med en ekstra feature i form af en våge, så fuglene ikke går forgæves, når det fryser. Som det fremgår af sporene, er det en ret populær installation 🙂 Man kan i parentes bemærket købe fine fuglebade/spejlbassiner i mange størrelser her.

Dompap

Faktisk så det nærmest ud som om, fuglene sad parat, da vågen i første omgang blev etableret. Her den smukke dompap, der trænger til et bad.

Akvarievarmer

Vågen holdes isfri ved hjælp af en lille akvarievarmer, der er nedsænket i spejlbassinet. Den kan selvfølgelig ikke holde det helt isfrit, men det går fint med at holde vågen åben.

Faktisk kom vi lige en postgang for sent i gang med at etablere vågen, men det var ikke noget problem at hakke hul i isen, og da først spejlbassinet var udstyret med akvarievarmer, opstod vores fugle spa helt af sig selv. Nu, hvor det er tøvejr, er der selvfølgelig slukket for varmen – fuglene skal jo ikke blive alt for forkælede – men der skal nok blive skruet op igen, næste gang det fryser, for adgang til vand er mindst lige så vigtigt, for at fuglene kommer igennem de kolde perioder, som fodring. En lille akvarievarmer kan fås mange steder, blandt andet i netbutikken her.

Udsigt til grøn julestemning omkring spejlbassinet

De små løvtræer og bregner, jeg har gravet op rundt om på grunden og plantet i krukker, har hele sommeren skabt frodig, fuglevenlig skovstemning omkring spejlbassinet på terrassen. Men nu har de tabt bladene og ser autentiske men knapt så spændende ud. Derfor er de røget i depot, til det bliver forår. Det blev så anledning til de indledende jul-i-haven øvelser, for der skal selvfølgelig være hyggelig, grøn julestemning at nyde, både når vi er ude, og når vi nøjes med at kigge ud inde fra den lune stue.Jeg har fået nyt legetøj, der gjorde det ikke så lidt nemmere at bevare julestemningen under etableringen end normalt. Jeg plejer at fnyse en del over uhåndterlige lyskæder, der aldrig vil, som jeg vil. Derfor var det lidt af en aha-oplevelse, da jeg ved et tilfælde faldt over denne smarte model i webshoppen her forleden. Lyskæden er tynd som ståltråd, pærerne bittesmå LED-pærer, og så skal den ikke i en stikkontakt med dertilhørende bøvl men kører på batterier, der ligger i et vandtæt etui lige til at gemme under juletræet. Jeg ved ikke, om det er en nyhed, men det er det i hvert fald for mig. En go’ en.Nå ja, og mindre begejstret blev jeg ikke, da mørket faldt på, og de små pærer lyste fint og funklende op i det tiltagende mørke. Nu er det ikke kun himlen og planterne men også julelysene, der spejler sig i bassinet og bidrager til at skabe grøn julestemning på terrassen. En god investering, der endda ikke var ret stor 🙂Apropos investering, så er årets bedste haveinvestering her på matriklen så absolut det flotte spejlbassin i cortenstål fra Zinkbakken. Det fungerer også som et meget velbesøgt fuglebad de luxe. Mange har hen ad vejen spurgt til, hvor jeg har fundet det, så nu vil jeg da lige viderebringe det glade budskab, at webshoppen er røget med på Black Friday bølgen med kanontilbud på netop spejlbassiner, bålfade og  andet godt. Så hvis der står sådan et på ønskesedlen, er det absolut værd at kigge indenfor i webshoppen her.

Græskarlanterner og dansende flammer hygger i mørket

De seneste aftner med mildt og stille oktobervejr har kaldt på efterårshygge i haven. Det bliver efterhånden tidligt mørkt, men det kan man jo heldigvis pynte på med enkle midler. Det er højsæson for græskarlanterner, og et lille bål forlænger terrassetiden, hvis man lige tager et par lune tæpper til hjælp. Senere er det fint at kigge ud på inde fra stuen.

Jeg fik et par eftermiddagstimer i går til at gå med at kreere årets græskarlanterner. Det krævede nærmest hammer og mejsel at udhule det smukke, grågrønne græskar. Det vil jeg godt advare imod. Men det lykkedes da til sidst, og vist endda uden at jeg har pådraget mig varige men. Hullerne var til gengæld nemme at lave ved hjælp af et fladbor i boremaskinen.

Bålfadet er også ganske nyt. Jeg har været så glad for mit spejlbassin hen over sommeren, at det forekom som et naturligt supplement til hyggehjørnet på terrassen. Det er simpelthen en lidt mindre model af sejlbassinet fremstillet solidt og lokalt af cortenstål, der ruster så smukt. Det bliver jeg også superglad for, kan jeg allerede mærke. Jeg reklamerer gerne lidt for at både bålfad og spejlbassin kan købes her.

 

Fra grøn zen til efterårsglød omkring spejlbassinet

Man kan blive i helt Homer’sk humør, når den rosenfingrede dagning indhyller det dorsk fremvraltende hornkvæg på bakken og får hyggehjørnet ved spejlbassinet til at lyse op i bløde farver en kort men intens morgenstund.Farvepaletten, der jo ellers har været grønt i grønt for at skabe afslappende zen stemning hele sommeren, er fuldstændig forvandlet. Efterårets gule, orange og røde nuancer har meldt sig og vendt helt op og ned på helhedsindtrykket – og på stemingen. Festligt, fyrigt og farverigt. Her bliver da sagt farvel til sommeren med manér 🙂Det er ikke så tit, man tænker på stauder, når man er på jagt efter planter med flotte høstfarver til haven. Men der er faktisk mange stauder, der godt kan være med til at give efterårshaven glød. Hosta er så absolut en af dem.De små løvtræer, der er plantet i krukker omkring spejlbassinet, er også hoppet i efterårsdragten, hvis de da ikke allerede har smidt bladene. Den lille røn, Sorbus aucuparia, er den absolut mest spektakulære lige nu med blade i samme farve som morgenrøden. De små træer er alle selvsåede eksemplarer, der er gravet op rundt omkring på grunden og plantet i lidt for små krukker, så de ikke vokser alt for hurtigt.Spejlbassinet har været årets absolut bedste haveinvestering, mener både jeg og alle de småfugle, der har fået både drikkevandsforsyning og badeanstalt ud af den. Jeg nyder synet på daglig basis og er ikke mindre glad for den ansigtsløftning, det har givet hyggehjørnet på terrassen, nu, end jeg var midt på sommeren.
Der plejer at være nogle, der spørger, så jeg vil lige nævne, at jeg købte spejlbassinet  her.

Fuglebade og spejlbassin redder liv i sommervarmen

Haven er tør som i knastør, og endnu værre står det til i naturen, hvor der jo aldrig kommer en vandkande forbi. Det gør livet besværligt for både dyr, fugle og insekter, så jeg synes, det er vigtigt at give dyrelivet en håndsrækning i haven med tilbud om drikke- og badevand i fuglebade og spejlbassin og med at holde liv i trods alt noget af beplantningen, så insekterne har noget at summe i. Jeg bliver mere og mere glad for mit nye spejlbassin, der ikke bare hygger på terrassen men også bliver brugt som en oase af et væld af småfugle, der folder sig ud i de vildeste badescener og af havens mange, frække egern. Jeg fylder bassinet op og lader nedfaldne blade med videre flyde ud, når jeg vander krukkerne omkring det, så vandet holder sig fint og friskt. Jeg købte spejlbassinet i netbutikken her 🙂

Men det gælder også om at tænke på ham her, der jo ikke rigtig kan komme til vandet i spejlbassinet og helt sikkert også er tørstig i sommervarmen.Derfor har jeg placeret fuglebade på strategiske steder i haven, hvor jeg ved, pindsvinet færdes. Jeg tror, fuglebadet her er blevet lokaliseret, i hvert fald er den lille pyntefugl, der ikke sidder ret godt fast, tit væltet af efter natten.Apropos tørken, så vil jeg da lige nævne, at der selvfølgelig også er et kapitel med tips til fornuftig vanding og tørketålende planter i min bog SLIP HAVEGLÆDEN LØS – fryd, facts og fiduser. Bestil bogen hos boghandleren eller direkte på Forlaget Linneas hjemmeside her. Billedet er et af bogens mere end 400 fotos.

Fra spejlbassin til badebassin for fugle og dyr

Nu er det godt tre uger siden, drømmen om et spejlbassin/fuglebad på terrassen gik i opfyldelse, og det glæder jeg mig over på daglig basis. Med til drømmen hørte en forestilling om et Disney-agtigt dyreliv omkring bassinet. Det gik mildt sagt meget trægt i begyndelsen, men nu skal jeg lige love for, at havens fugle og dyr har opdaget, at der er vand til både at drikke af og bade i i spejlbassinet. Det har faktisk fået virkelig høj underholdningsværdi med programmer, der langt overgår dem i fjernsynet. Det smukke spejlbassin i cortenstål, der ruster så fint og naturligt, er en meter i diameter. Jeg bestilte det i netbutikken her der i øvrigt har mange modeller, og fik det leveret dagen efter, så der var ikke langt fra drøm til virkelighed, da jeg først fik taget mig sammen 🙂

Solsortene var de første, der knækkede koden. I begyndelsen sad de i plantekrukkerne, når de trængte til en tår vand, men nu klarer de den fra kanten og er også begyndt at udfolde sig i de vildeste badescener. Prøv bare at klikke på det røde link, hvor der står BUSH0515 allersidst i indlægget. Så skal I se Angrybird 🙂
Småfulene har fulgt trop, så der er et livligt fugleliv omkring bassinet her i tørken.

Havens mange egern efterlignede solsorten i begyndelsen og placerede sig i krukkerne, når de trængte til vand. Men nu har de også fundet ud af, at der kan drikkes fra kanten, og snupper sig gerne en tår i farten, når de alligevel drøner forbi.

Jeg har lagt nogle sten i bassinet, fordi jeg tænkte at fuglene nok gerne vil have fast grund under fødderne og lavt vand til deres baderitual. Det har dog de ikke interesseret sig for før her til morgen, da der pludselig stod en solsort og muntrede sig på stenene, så dem skal de også nok tage i besiddelse.
Det renoverede terrassehjørne med spejlbassinet er en af de nyskabelser, der er kommet til, siden vi holdt åben have sidste år i juli. I år har vi åben have i forbindelse med Haveselskabets Havefestival i næste weekend, 9.-10. juni kl. 10-17 begge dage. Alle er velkomne. Jeg håber, vi ses (der er også pop-up staudeshop og salg af min havebog ‘Slip haveglæden løs – fryd facts og fiduser’ til festivalpris).
Og må jeg så præsentere Angrybird i badebassinet 🙂 BUSH0515

Terrasserenovering fra kaos til zen på jysk

Nu er projekt terrasserenovering ved at være gennemført. Det kaotiske bed, der var en plage at kigge ud på inde fra stuen en stor del af året, er nedlagt, og der er lagt fliser i stedet, som årstidernes skiftende krukker kan indtage. Og så har jeg investeret i et spejlbassin/kæmpe fuglebad, som jeg længe har ønsket mig. Jeg har eksperimenteret med lidt zen på jysk ved hjælp af krukker med grønne planter. De små træer – mirabel, røn, ask, ahorn og tjørn – blev for adskillige år siden gravet op rundt omkring i den vilde del af haven og med vilje plantet i for små potter og oven i købet sultet, for at de skulle udvikle sig til miniature træer. Nu kommer de omsider til ære og værdighed.Jeg har været yderligere på rov i haven med en spade for at finde velegnede planter til min jyske zen stemning. Bregner er oplagte, og dem er der masser af i krattet, og jeg var også nødt til at snuppe en hosta til formålet. Det bliver fint, når den folder sine store blade ud.Den fine hvidkløver, Trifolium repens, er faktisk fra sidste år, men den har overvintret i krukken uden problemer og har fuld fart på igen.I forbindelse med den fuldførte terrasserenovering er der også flyttet lidt rundt på havemøblementet, for den læfyldte hyggekrog på terrassen er i forvejen en yndlingssiddeplads, og så er det i underkanten med bare en stol 🙂 Der er lagt en stor sten i spejlbassinet, der også er tiltænkt som spa til småfuglene, og de skal jo nødig risikere at drukne.
(Der er mange, der spørger, så her kommer lige en servicemeddelelse 🙂 Jeg har købt spejlbassinet her).

Varmt bad og friske bær til forkælede fugle

Der er gang i den omkring foderhuset, når dagens ration af fuglefrø bliver serveret. Det må nu også være en kold og træls omgang at være sådan en lille fugl, når både naturens fuglemad og fuglebad er kommet i den store dybfryser.Dagens menu er nu ikke den eneste grund til, at småfuglene holder sig til. Haven har nemlig også et lille luksustilbud til de forkælede fugle. Det er jo endnu sværere for fuglene at finde vand end at finde føde, når det er frostvejr. Men her venter der altid et fuglebad med vand uden drivis.Hemmeligheden er en lille elektrisk akvarievarmer, der lige nøjagtigt kan holde fuglebadet frostfrit. En meget populær installation, der samtidig sikrer, at vi ikke har snavsede fugle i haven 🙂Først i november reddede jeg nogle grene med kristtornbær fra de grovædende solsorte, der truede med at ribbe grenene længe før jul. En ide, der kom fra en læser. Og en rigtig god ide, skal siges, for se nu lige, hvor flot grenene står med bær endnu her tre måneder senere.Den oprindelige ide var at sikre, at der var røde bær til julens dekorationer. Men der var altså rigeligt, så nu synes jeg, at solsortene alligevel skal have fornøjelse af bærrene. Derfor er de sat ud på terrassen til fri afbenyttelse.

Page 1 of 2

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén