Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Frøstande Page 1 of 2

Krydderurter fra det eksotiske hjørne til julemaden

Der er ikke så meget grin ved det spiselige staudebed lige nu, selv om den dæmpede farveholdning i rødbrun og grågrøn egentlig er lidt lækker. Men toppene af de forskellige krydderurter og stauder får helt generelt lov at stå, til det bliver forår her i haven.Der er jo stadig frø til småfuglene i mange af dem, og de beskytter også planterne lidt mod den værste frost, når blade og så videre falder på jorden og så småt begynder at kompostere og vende tilbage til jorden. Og så er de simpelthen dekorative. Ikke mindst hestemynte, Monarda didyma, har de fineste vinterstandere.

Samtidig, et andet sted i haven, er der fortsat smagfyldte krydderurter at høste af til julemaden. I “det eksotiske hjørne”, hvor en gammel mur luner og giver læ på den sydvendte skrænt, kan der i hvert fald plukkes al den rosmarin, Rosmarinus officinalis, vi kan nå at guffe os igennem. Og det selv om vi er flere i familien, der er ret pjattede med rosmarin. Jeg var bekymret for planten midt på sommeren, da der var ørkentilstande i den ende af haven, og jeg blev nødt til at opgive at holde planterne med vand, men rosmarinen klarede skærene uden at kny, mens en del naboplanter måtte give op.En anden succeshistorie fra “det eksotiske hjørne” handler ikke om krydderurter – men så alligevel. Den lille laurbær busk, Laurus nobilis, leverer laurbærblade til flæskestegen og andet godt, så den bruges jo nærmest som en krydderurt. Busken blev flyttet fra det gamle drivhus, da det nye skulle bygges. Der havde den stået i årevis og været voldsomt plaget af skjoldlus og dertil hørende sodskimmel.

Men busken tåler åbenbart forholdene under åben himmel væsentligt bedre end sine plageånder, så selv om den ikke ligefrem har vokset sig stor her i det kolde nord, har den det fint og er leveringsdygtig i de flotteste laurbærblade til julemaden.

Vindheks i godt selskab på efterårsbakke

Årstiden byder på planter med sære strukturer, som for eksempel sølvtråd, Calocephalus brownii, bedre kendt som vindheks. Og haven er fyldt med smukke og eventyragtige frugter, bær og frøstande, som fortjener at blive nydt og beundret på lidt nærmere hold. Så nu har jeg samlet en lille hyggebakke, der står og pynter i drivhuset, hvor der stadig er rart at sidde med et uldtæppe om benene. Det var egentlig den søde miniudgave af vindheks, der inspirerede mig til at gå i gang. Det er altså en besynderlig, næsten overnaturlig skabning med det gitteragtige, sølvfarvede løv, der næsten ikke ligner en plante. Jeg bruger den meget i årstidens krukkegrupper, hvor den anderledes struktur og farve skaber et fint blikfang. Og så holder den utroligt længe. Det er Elvira Plants, der står bag de fine mini’er – se mere på Instagram på @elviraplants 🙂Ellers har jeg været rundt i haven og finde mos og agern til bakken og hos naboen og stjæle kastanjer. Det lille mispel træ, Mespilus germanica, står lige nu fuld af de sære mispler, der af indlysende grunde går under populærnavnet aberøv. Læs mere om mispel her.Sommerens dejlige flor af opiumvalmue, Papaver somniferum ‘Dark Plum’ er kun tilbage i erindringen, men heldigvis minder de dekorative frøstande mig flittigt om, hvor smukt det var. Der er rystet tusinder af frø ud af kapslerne, både i bedet og til senere udsåning, så den kommende generation skulle være sikret.

Selvsåede stauder ude af kontrol og ondsindet ukrudt

Jeg holder rigtig meget af den hvide krydderstaude anisisop, Agastache anisata ‘Alba’, der står og troner midt i det hvid-gule centrale bed og er så smuk, duftende og blomstrende i månedsvis. Normalt får frøstandene lov at stå at pynte hele vinteren, men det kommer desværre ikke til at ske i år. Jeg har nemlig lige opdaget, at planten har smidt helt vildt om sig med frø, der er blevet til en hel underskov af selvsåede stauder i bedet. Der er oven i købet et blomstrende eksemplar, der er blå, som arten, og ikke hvid som sorten, der hører hjemme i dette bed. Et friskt, grønt, duftende bunddække er selvfølgelig ikke så ringe, men med en stak nye stauder, der skal plantes i det fine plantevejr, er det simpelthen nødvendigt at få skabt lidt ledig jord – og det er jo heller ikke meningen at anisisopen skal erobre hele bedet.Der blev altså gjort kort proces med både frøstande og selvsåede stauder, selvom det gjorde lidt ondt i mit planteelskerhjerte.Til gengæld blev det glad igen, da der kunne plantes nye spændende stauder i den nu ledige jord.Nu jeg er ved uønsket plantevækst, vil jeg lige gentage sidste års advarsel mod bynke-ambrosia, Ambrosia artemisifolia, der er en voldsomt allergifremkaldende plante, der er på Miljøstyrelsens dødsliste. Dermed er den faktisk forbudt, men den sniger sig ind i haverne med fuglefrø og kan blive til rigtig mange, hvis den selv får lov at sætte frø. Lug den med handsker på og smid planten i skraldespanden, så der ikke er risiko for yderligere spredning. I år opdagede jeg to planter på det ryddede areal ved siden af det nye drivhus – de dukker op de underligste steder, så hold øje. Læs mere om bynke-ambrosia her.

Inspirerende besøg i den private have hos Piet Oudolf

Her i haven har den hollandske havedesigner Piet Oudolf noget nær gurustatus. Så da jeg opdagede, at han holdt åben have i sin private have, samtidig med, at jeg var i Holland i sidste uge, var det simpelthen nødvendigt at få presset et besøg ind i programmet. Det blev en kæmpe oplevelse, som vil stå og flimre på nethinden længe.Piet Oudolf har skabt den naturlige havestil, hvor græsser og stauder – gerne af den høje slags – væves sammen til fantastiske tæpper. Det ser vildt og vildt lækkert ud, når planterne får lov at folde sig ud i (nøje planlagt) fri dressur med veltrimmede hække i kontrast, der rammer hele herligheden ind.De mange mange græsser giver helheden den skønne, uhøjtidelige lethed, der er Piet Oudolf s varemærke. Kigget til majsmarken på den anden side af hækken er også en dejlig detalje, der er værd at lægge mærke til.Bemærkelsesværdigt er det også at opleve, hvordan staudernes frøstande er tænkt ind i helheden, hvor de bidrager smukt med spændende farver og strukturer i sensommerhaven. En virkning der må vare ved langt hen på vinteren.Græssernes fnuglette aks – her i selskab med smalbladet kattehale, Lythrum virgatum – giver haven et næsten eventyragtigt præg, synes jeg.Efter det besøg er der ingen tvivl om, at der mangler nogle stauder i min egen have. Den her guldbaldrian, Patrinia scabiosifolia, for eksempel. Sikke nu en farve.Og den her vernonia, Vernonia crinita. En to meter høj lækkerbidsken 🙂Jeg bliver helt sikkert også nødt til at have nogle flere asters, for de er da bare guld værd i sensommerhaven og helt geniale sammen med prydgræsser. Godt det er blevet plantetid 🙂

Haven er en frøfabrik med stort sortiment af gratis frø

For de tidligste sommerblomster er blomstringen et overstået kapitel, men det betyder ikke, at de ikke længere har noget at byde på. Nu dukker de fine og opfindsomme frøstande op i havebilledet, og hvad endnu bedre er, de er fulde af gratis frø, der kan høstes og blive til nye blomster næste år. Haven er simpelthen en effektiv frøfabrik. Den to-årige judaspenge, Lunaria annua, er det adskillige år siden, jeg såede en pose autoriserede frø af, men lige siden er den spontant dukket op hist og pist efter selvsåning, så i virkeligheden behøver man ikke gøre de store anstalter for at sikre, at den kommer igen.Meeen nu er der altså noget særligt over at smutte de flade frø ud af de silkepapirsagtige mønter, og det giver jo også mulighed for selv at bestemme, hvor de skal vokse, så den chance kunne min indre frøsamler ikke stå for. Jeg tror nu, jeg så dem med det samme – i hvert fald nogle af dem – for hvis de når at spire i år, er der blomster til næste år.Blomsterkørvel, Orlaya grandiflora, er en af de tidligste sommerblomster. Eventyrlig dejlig med sine storblomstrede skærme og stadig dekorativ som frøstand. Men frøstanden er fyldt med spiredygtige gratis frø, så nu er pynten taget af i hvert fald nogle af planterne. Erfaringen siger, at de også selvsår, når man er heldig, så en del får lov at blive stående. Blomsterkørvel er en af mine absolutte yndlingsblomster, så dem kan jeg ikke få for mange af.Svovlgul kosmos, Cosmos sulphureus, giver stadig masser af lysglimt i blomsterbedet med lysende gule og orange blomster, men de er samtidig begyndt at sætte frø i de blomster, der blomstrede først. De er simpelthen perfekt modne til høst lige nu, så også her er høsten af gratis frø i fuld gang. Et greb om den modne frøstand, så har man hånden fuld af frø 🙂 Det er dejligt at være frøsamler.Frøhøsten strækker sig i sagens natur over en lang periode, men nu er den i hvert fald i gang. Jeg tørrer frøene i flade skåle inden døre et par uger, før de kommer i papirposer og ryger i frølageret i det mørke og kølige anneks.

Prydløg og prærielilje blomstrer i det hvide bed

En af de løgvækster, jeg lægger løg af hvert eneste efterår, er det smukke, hvide prydløg, Allium stipitatum ‘Mount Everest’. Jeg går og glæder mig til blomstringen, lige fra den første spids af den store spire dukker frem – den vil jeg bare ikke undvære.De perfekt kugleformede blomsterstande, der er sammensat af hundredevis af små stjerneblomster er bare så smukke. I lyset af hvor mange løg, jeg har lagt i årenes løb, burde der være masser af blomstrende prydløg, men de er ikke så gode til at komme igen, så for en sikkerheds skyld bliver der lagt nye løg hvert år her i haven.En ny løgvækst, der er på prøve i år, er prærielilje, Camassia leichtlinii. Den har bestået! For det er da en ualmindelig smuk blomst. Jeg har prøvet både en blå og en hvid sort af prærielilje, og de har så absolut hver deres charme. Lidt sjovt er det, at mens den blå sort allerede er ved at være afblomstret, er den hvide kun lige begyndt. Den hvide sort hedder Camassia ‘Sacajawea’.Blomstringen er til gengæld helt forbi for den statelige kejserkrone, Fritillaria imperialis. Men det er lige som om, den bare bliver mere og mere statelig i takt med at frøstandene udvikler sig og leder tankerne hen på et grønt scepter 🙂

Løgblomster uden for sæsonen

De smukke, smukke hvide prydløg, Allium ‘Mount Everest’, er nogle af forårets absolutte yndlingsplanter her i haven. Minderne har man jo lov at ha’, og frøstandene er da også dekorative på deres egne afdæmpede måde, så de får selvfølgelig lov at blive stående, så længe de kan.Men har man som jeg virkelig hang til prydløgenes elegante blomsterbolde, er her en plantenyhed, der er værd at lægge mærke til. Allium ‘Millennium’ hedder sorten, der arter sig mere som en staude end som en løgvækst. Jeg fik et par prøveplanter sidste år, der har overvintret fint og oven i købet fandt sig i en flytning i det tidlige forår. De nye, smalle blade skyder tidligt frem som en tue, og i modsætning til de fleste prydløg, holder bladene sig pæne hele sommeren.Blomsterne er lige begyndt at springe ud og har simpelthen den skøneste, lyslilla farve. Blomstringen varer dejligt længe – hvordan blomsterboldene ser ud i fuldt flor, kan ses her. (Jeg har ladet mig fortælle, at de pt kan fås i Plantorama).En anden løgplante, der blomstrer netop nu, står i køkkenhaven. Det er et helt almindeligt kepaløg, Allium cepa, der selvfølgelig ikke burde blomstre, men altså gør det alligevel. At dømme efter placeringen er det formentlig et løg, der er blevet glemt i farten sidste år, der nu giver køkkenhaven lidt ekstra insektappel. Så det får også lov at blive stående 🙂

Fantasifulde frøstande

Selv om det selvfølgelig er lidt trist, når forårsbomsterne begynder at blomstre af, er det nu ikke svært at finde smilet frem, når de gør så meget ud af deres frøstande, som opret kobjælde, Pulsatilla vulgaris. De er faktisk lige så fine nu, som dengang de blomstrede, bare på en anden måde.Også den tidlige cremefarvede kejserkrone, Fritillaria raddeana, har fundet de fantasifulde frøstande frem, der løfter sig helt skulpturelt over bedet mellem deres blomstrende afløsere. Tænk nu, hvis de kan så sig selv. Det ville være fantastisk, for det var kærlighed ved første blik, da de for første gang blomstrede her i haven tidligere på foråret. Dem vil jeg gerne have flere af.Deres slægtning vibeæg, Fritillaria meleagris, er i hvert tilfælde god til at så sig selv, så bestanden vokser på behagelig vis stille og roligt, for frøkapslerne får selvfølgelig lov at stå, til de er modne. Det er sjovt, så blomsterstænglerne strækker sig efter afblomstring og bliver flere gange højere end dengang, de ternede blomster nikkede øverst.Nu vi er ved fine og fantasifulde frøstande, så hører den her med, selv om den jo ok hører til de mindre velkomne i de fleste haver. Mælkebøttens fnuglette frøstand med hundredevis af frø udstyret med egen faldskærm er simpelthen smart konstrueret og sikrer, som enhver haveejer vil vide, en utrolig effektiv spredning af planten. Træls måske, men det er svært at komme uden om, at den er smuk i dette stadie.

Krukkegruppe i sarte farver

Det begyndte med, at jeg fik en helt utroligt sød hortensia forærende… Og så tog det ene det andet, og det endte med, at der måtte en total omgruppering af krukkerne til. Der var nu også en del af de tidligste forårskrukker, der fortjente en afløsning. Hortensia serien, Hydrangea macrophylla You and Me, udmærker sig ved de stjerneformede blomster. You and Me Romance er romantisk lyserød og sart limegrøn. Hvor er den bare fin. Gartneriet 7eren producerer den og sælger til butikkerne.Så gjaldt det jo pludselig om at finde flere planter, der ligesom kunne slå den romantiske tone an på fortrappen. En anden nyerhvervelse, Begonia Betulia, er så absolut oplagt til formålet. Det er en serie af super stærke elatiorbegonier, der er rigtig gode i krukkerne. Jeg ved det, for jeg har haft dem før. De er nærmest ikke til at få til at holde op med at blomstre igen. Fin i forsamlingen er også marokkansk margerit, Rhodanthemum ‘Marrakech’, der ligeledes er et tidligere og super godt bekendtskab. Elegant med det grå løv og de pink blomster der løfter sig over løvet på lange stængler. Og så blomstrer den utroligt længe. På bakken med de små træer på bordet, der jo har stået der længe, er opret kobjælde, Pulsatilla vulgaris, afblomstret. Men det bliver den nu ikke mindre køn af. Frøstandende er simpelthen så fine og fnugagtige, at de får lov at blive stående.Den opdaterede velkomstkomite ved fordøren har hermed skiftet farveskala og er blevet lidt mere sød og sommerlig. Det passer perfekt til dagens dejlige vejr og fuglesang, synes jeg.

Tid til forårsdrømme

Tulipa Pink Surprise-2Vejret er blevet efterårsagtigt, så nu er det helt legalt at gå amok i forårsdrømme. Den bedste næring, drømmene kan få, er at lægge tulipanløg. Jeg synes jo i princippet, at tulipanløg er noget, man bør have glæde af i årevis, men erfaringen viser, at det ikke nødvendigvis er realiteten, når man vælger de nye, smukke, stærkt forædlede sorter. Men det er en god undskyldning for at lægge nye løg hvert år og dermed også for at få prøvet nogle nye sorter af.

Tulipa Belica-46-1Almindeligvis får løgene en chance for at komme igen, men sorten Tulipa ’Belica’ må jeg indrømme, at jeg ikke gav den chance. De var lige lovligt voldsomme i forhold til havens stil, men fine i buketter, så jeg trak dem, efterhånden som de sprang ud, så løgene ikke fik krudt til at komme igen.

Angelica gigas-28Det krævede lige en oprydning i bedet under den gamle ene for at få plads til at lægge nye løg. Den fantastiske røde kvan, Angelica gigas, der har været så flot hele sommeren måtte lade livet. Men de frø, der ikke allerede var høstet, blev rystet ud over staudebedene på kanten af afgrunden. Der vil de gøre sig fantastisk, hvis frøene vælger at spire.

Tulipa Pink Surprise-1Nu er det sorten Tulipa ’Pink Surprise’, der bliver prøvet af. Løgene er blevet lagt i spredt fægtning ind igennem bedet efter princippet læggedybde tre gange løgets højde. Det bliver spændende at se, om det er en sort, der skal indlemmes i samlingen af favoritter her i haven i modsætning til ’Belica’.

Page 1 of 2

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén