Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Fritillaria persica

Kejserkrone og vibeæg til familiefest i forårshaven

Kejserkrone, Fritillaria imperialis ‘Lutea’

Umiddelbart vil man ikke skyde på, at kejserkrone og vibeæg er nært beslægtede plantearter. De ligner i hvert fald fra en overfladisk betragtning hinanden meget lidt. Men når man kigger nærmere efter, kan man alligevel godt ane familietrækkene. Både kejserkrone og vibeæg har for eksempel hængende klokkeformede blomster. I år er der rigtig kommet gang i de gule kejserkroner, Fritillaria imperialis ‘Lutea’, der knejser stolt i det store bed midt i haven lige nu.

Kejserkrone, Fritillaria imperialis

Et enkelt orangefarvet eksemplar, der har sneget sig ind i samme bed, hvor den farvemæssigt slet ikke hører til, blomstrer også fint lige nu. Til gengæld står det sørgeligt til med de øvrige orange kejserkroner, der vokser i bedet på kanten længere ude i haven. De har skudt godt nok, men de er allesammen blinde og får ikke nogen blomster i år. Det er altså ikke i orden. Måske er det sidste sommers hårde vejr, der har skylden? Det er ikke godt at sige.

Persisk fritillaria, Fritillaria persica

Lige så galt står det til med en anden slægtning til kejserkrone og vibeæg. Jeg er ret vild med persisk fritillaria, Fritillaria persica, med de helt specielle, næsten sorte blomsterklokker, men de ser heller ikke ud til at ville blomstre i år. Som det ses her, var de super flotte sidste år. Jeg håber, at kejserkronerne til gengæld holder mosegrise på afstand med deres markante lugt, der jo var den oprindelige grund til at de blev plantet. Få historien her.

Vibeæg, Fritillaria meleagris

Til gengæld kan jeg glæde mig over, at den i mine øjne fineste Fritillaria, den lille vibeæg, Fritillaria meleagris, synes at stortrives her i haven. Den blomstrer i stort antal mange forskellige steder lige nu, for hvert år kommer jeg til at plante vibeæg i mine forårskrukker, og de kan heldigvis genbruges i haven. De lækre, ternede blomsterklokker gør vibeæg til en af mine absolutte yndlingsplanter.

Lugeterapi med underlige dufte i næsen

Sikke nu en perfekt dag til lidt lugeterapi og til at få fikset resten af staudebedene, så de er klar til en ny sæson. Fiksningen indebærer nedklipning af de visne toppe, hvilket er på høje tid. Stauderne har tydeligvis trykket på fuld-fart-frem-knappen, så hvis jeg skal nå at luge det græs, der absolut vil vokse inde i stauderne, er det nu. Nu er jeg jo heldigvis så underligt indrettet, at jeg rigtig godt kan lide at luge. Ikke mindst på sådan en forårsdag, så jeg har brugt nogle dejlige timer mellem de myldrende stauder, har klippet løs, fået årets første rigtige lugeterapi og hilst på en stor flok friske mariehøner, der åbenbart holder til nederst i sommerfuglebusken.

Kejserkrone, Fritillaria imperialis

Undervejs blev jeg ramt af en underlig ram duft, som jeg ved nærmere eftertanke har mærket flere steder i haven på det seneste. Selvfølgelig – det er de mange kejserkroner, der er på vej i vejret som raketter, der dufter så markant. De er jo faktisk plantet netop på grund af duften, der efter sigende kan holde mosegrise på afstand.

Kejserkrone, Fritillaria raddeana

Den første kejserkrone er allerede i blomst. Det er ikke en helt almindelig kejserkrone. Fritillaria raddeana hedder arten, hvor det almindeligvis er Fritillaria imperialis, man tænker på, når man tænker på kejserkroner. Fritillaria raddeana er lidt mindre voldsom i det og har en super lækker, sart lysegul farve. Så absolut min yndlings kejserkrone.

Persisk fritillaria, Fritillaria persica

Undervejs i min lugeterapi fik jeg også et glædeligt gensyn med spirende persisk fritillaria, Fritillaria persica. Jeg håber meget, at de vil blomstre igen i år, for de er simpelthen helt fantastiske med deres næsten sorte, perfekt klokkeformede blomster i lange spir. Sådan her så de ud sidste år.

Endnu en omgang tulipaner og fritillaria’er

Vibeæg, Fritillaria meleagris, og kejserkrone Fritillaria imperialis, er ved at være slidt op for i år, men nu er der gang deres fætter, persisk fritillaria, Fritillaria persica, der er en løgvækst i særklasse.De næsten sorte blomsterklokker har den mest fantastiske overflade, der får mig til at tænke på en skjorte i mat, mørkviolet silke jeg havde en gang i mine unge dage.Jeg har flere gange lagt løg af persisk fritillaria uden at få andet end blade ud af det, men i år og sidste år er det lykkedes at få blomstringen med, som meningen er. Desværre er der også i år flere såkaldt blinde løg imellem, der simpelthen ikke danner blomster. Forhåbentlig gør de det næste år, men jeg må indrømme, at jeg tvivler.Det er især den hvidblomstrede sort, Fritillaria persica ‘Ivory Bells’, der har snydt mig. Kun et enkelt løg blomstrer allernådigst.Mens tiden er moden til at klippe hovederne af de første tulipaner, der er afblomstrede, er der heldigvis flere på vej. I dag er denne lille skønhed sprunget ud med sine lysegule blomster over det blågrønne løv. En meget fin farvekombination i mine øjne. Tulipa ‘Honky Tonk’ hedder sorten.

En anden af de senere tulipaner, der først lige er sprunget ud, er Tulipa ‘China Town’ med farvetegninger, der er en kunstmaler værdig. Sorten tilhører gruppen af de såkaldte Viridiflora-tulipaner, der har de grønne, langsgående bånd på kronbladenes yderside til fælles. Den sene blomstring er også et karaktertræk for Viridiflora-tulipanerne, der desværre ikke er af den slags, man skal satse for meget på vil komme igen.

Kejserkrone mod mosegris i ny test

Mystiske plantedødsfald i årets løb har givet næring til mistanken om, at der huserer ubudne mosegrise her på matriklen. Det er ikke lykkedes at fange nogen trods adskillige forsøg, så man kan godt gå og føle sig lidt afmægtig. I årenes løb er der også forsvundet mange tulipanløg fra bedene, men om det er mus, mosegrise eller andre, der har været på spil, er ikke endeligt afsløret. Da det er blevet tid til min yndlingssport i efterårsmånederne, nemlig at lægge blomsterløg, har det givet stof til eftertanke. Så nu sætter jeg gang i et forsøg, der forhåbentlig kan skræmme synderne væk. I hvert fald siges det, at mosegrise ikke kan udstå lugten af kejserkrone, Fritillaria imperialis, så nu har jeg tæppebombet et af de bede, der har været plaget, med kejserkrone løg.Det var unægteligt lidt besværligt at komme til med spaden, for dahliaerne fylder en hel masse, der hvor kejserkronerne skal stå, og de store løg kræver store dybe huller. Cirka 20 cm skal de ned i jorden. Jeg lægger de sære løg, der har hul i ryggen lige som elverpiger, lidt på skrå, i håbet om at der så ikke samler sig vand i hullet, der kan få løget til at rådne, og glæder mig for en gangs skyld over den hurtigt drænende sandjord.Jeg gjorde mig mine indledende erfaringer med kejserkrone i år, men nu får den altså hele armen i bedet på kanten, der bliver vildt til foråret, hvis projektet lykkes. Jeg har nemlig blandet løg af den traditionelle, teglfarvede kejserkrone med den mere røde sort, der hedder Fritillaria ‘Aurora’. Løgene er lagt lidt inde i bedet, for i forkanten er der orangefarvede tulipaner fra sidste år, hvis altså de vælger at komme igen.For lige at fuldende det vilde farveopbud, der er på vej, blev der også blandet løg af den dramatiske sortblomstrede persisk fritillaria, Fritillaria persica, imellem. Nu glæder jeg mig til foråret, når de store, stærke spirer begynder at titte frem.

Farveskift i det rosa bed

Det rosa bed er tilplantet med massevis af stauder med sådan lidt skarpe rosa og røde nuancer, der klæder hinanden og den grønne bag- og undergrund i bedet sommeren igennem. Men lige nu er det faktisk meget lidt rosa. Det er til gengæld ikke spor planlagt, men farvespillet i bronze, messing og dybt rød er nu alligevel ret lækkert, synes jeg. Her er det en forårskåd træpæon, Paeonia suffroticosa, der har foldet bladene ud. Bag den står den smukke allegheny-bærmispel, Amelanchier laevis, der netop er blevet udnævnt til ugens yndlingsplante her i haven, som det fremgår af sidepanelet på bloggen. Hvorfor i alverden de dejlige busk hedder noget så besværligt, fortaber sig i botanikken, men i hvert fald er den absolut anbefalelsesværdig, for det er en af de buske, der byder på flere årlige oplevelser. Smuk lige nu fyldt med en sky af hvide blomster, der spiller fint sammen med de bronzefarvede løv. Bladene bliver snart grønne, og så følger en periode, hvor mat-røde bær fylder kronen, der slår over i fantastiske høstfarver som afrunding på sæsonen. Den her rødbladede japansk løn, Acer palmatum, som jeg med skam at melde har forlist sortsnavnet på, er super god som let baggrund for de rosa stauder senere på sommeren, men også ret lækker i samspil med de mere bløde forårsfarver i bedet. Bladene, der er ved at folde sig ud, ligner små, krogede troldefingre, der er ude på ballade, synes jeg, men jeg har nok bare en lidt for livlig fantasi…Apropos trolderi og fantasi, så er jeg nødt til at fremhæve den her magiske skønhed, der til min store og udelte glæde lige er sprunget ud i det rosa bed. Persisk fritillaria, Fritillaria persica, hedder den. Er den ikke bare smuk, med de mørkt violette – næsten sorte – blomsterklokker. Nært beslægtet med vibeæg, Fritillaria meleagris, og kejserkrone, Fritillaria imperialis, men alligevel helt sin egen på den rigtig gode måde. Jeg lagde løg i efteråret og håbede på at kunne nyde dette syn, for jeg har prøvet før og kun fået blade ud af det. Men i år lykkedes det  heldigvis 🙂 Det bliver forhåbentlig ikke en engangsforestilling.

 

En ganske særlig kejserkrone

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg gik ind til, da jeg i efteråret investerede i nogle løg af Fritillaria raddeana, der må være en meget nær slægtning til kejserkrone, inspireret af billedet på emballagen og ikke mindst af et lille gå-væk-gnaver ikon. At det skulle blive så smukt et bekendtskab, havde jeg slet ikke turdet håbe på. Farven går da lige i hjertet.Jeg har længe gået og holdt øje med de kraftige spirer og lige pludselig gik det bare stærkt. Planterne er ikke nær så høje og voldsomme som den “rigtige” kejserkrone, og de passer super godt til haven her. Eneste anke er, at det kun er to af tre løg, der er kommet. Jeg købte i øvrigt også nogle løg af den gule kejserkrone, Fritillaria imperialis ‘Lutea’ på udsalg, men de er overhovedet ikke dukket op. Enten passer det ikke, at gnavere holder sig fra kejserkrone eller også havde løgene overskredet sidste salgsdato. Jeg hælder mest til den sidste forklaring, for de tyndskallede Fritillaria løg tørrer nemt ud.Jeg investerede ved samme lejlighed i et enkelt løg af Fritillaria persica, som jeg altid har drømt om at have i haven men ikke havde held med den ene gang tidligere, jeg prøvede. Men måske lykkes det denne gang. I hvert fald er der en raket af en spire på vej, der ser ud som om, den kan blive til rigtig meget. Jeg krydser fingre. Der er billede af Fritillaria persica i historien her.

Blomsterløg mod mosegrise 2.0

fritillaria-216Sidste uges tur til Holland og dertil hørende havecenterbesøg gav anledning til lidt ekstra blomsterløg shopping. Det hører sig jo nærmest til, når man er i Holland. Så ja, jeg ved godt, det er i yderste øjeblik, men nu skal de altså i jorden, selv om det er både vådt og koldt. Jeg lod mig friste over evne af lidt flere kejserkrone, Fritillaria imperialis ‘Lutea’, nu jeg havde søsat gå-væk-mosegris eksperimentet. Den gule sort kan godt komme til at passe ind i det gule bed i forårsmånederne, forestiller jeg mig.fritillariapers004

Jeg ved ikke om det er rigtigt, at mosegrise og andre skumle gnavere synes så lidt om kejserkrone løgenes duft, at de holder sig på afstand, men hvis bare de lader være med at guffe dem i sig, er det da også noget. Jeg kom samtidig til at gøre endnu et forsøg med den mystiske, sortblomstrede Fritillaria persica, der i hvert fald oversat fra hollandsk hedder persisk kejserkrone. Jeg har forsøgt før, for jeg synes, blomsterne er helt fantastiske. Det har været en succes så langt, at løgene ikke er blevet spist. De kommer trofast med blade år efter år, men jeg har aldrig set en blomst her i haven. Nu får et enkelt løg lige en ny chance.fritillaria-meleagris-38En anden Fritillaria, nemlig vibeæg, Fritillaris meleagris, er til gengæld en klar succes her på matriklen. Hvert forår har jeg masser af dem i krukkerne, for jeg kan overhovedet ikke stå for de ternede vibeæg blomster. Efter afblomstring bliver de plantet ud i haven, hvor der efterhånden er en stor, trofast og dejlig bestand, der  også får lov at være i fred for gnaverne, der åbenbart er mere til tulipaner.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén