Kejserkronen, Fritillaria imperialis, er sådan en plante, der deler vandene. Er den for voldsom og anmassende? Eller er den bare et superflot og sprudlende indslag i forårshaven? Jeg har tidligere været mest på den første vogn, men efter et forsøg på at holde mosegrise på afstand ved hjælp af de stærkt lugtende løg, er jeg gradvist blevet mere vild med kejserkronen og har i år eksperimenteret med flere meget anderledes sorter af Fritillaria, som planteslægten hedder.
I sidste weekend fejrede jeg den første forårsmåned ved at peppe krukkegruppen ved fordøren op med fine forårsblomster. Det var tiltrængt og løftede øjeblikkeligt forårsstemningen som ved et trylleslag.
Jeg har taget forskud på skærehavens lyksaligheder med en flok corona-ramte sommerblomster. Det lyder nok lidt kryptisk, men forklaringen er desværre ret enkel.
Den dejlige Primula tid er i fuld gang i haven, hvor der er plantet mange forskellige arter og sorter. Det skyldes ikke mindst, at Primula er perfekt som genbrugsplante, når den har udspillet sin rolle i forårskrukkerne.
Det er forår for fuld skrue og fuglesang derude. Jeg ved ikke med jer, men det kribler i hvert fald i mine fingre efter at komme ud og komme i gang. Og ikke mindst efter at få gjort de hjemlige omgivelser smukke og hyggelige med dejlige danske forårsplanter, når nu det er matriklen, man skal opholde sig mest på i den nærmeste fremtid.
Det milde vintervejr betyder, at der er alle muligheder for at snuppe lidt forskud på foråret under drivhustaget. Forårsbebuderen Primula ‘Elle’ er ikke kun en stueplante. Som vejret arter sig lige nu, er den også alle tiders drivhusplante, ligesom de mange andre Primula, der fås lige nu.
Jeg ved godt, at det ikke ligefrem er årstiden, hvor man almindeligvis glæder sig over havens stedsegrønne buske. Men det gør jeg nu alligevel. Faktisk glæder jeg mig over de mange eksemplarer af Skimmia japonica, jeg har, det meste af året, for det er nogle af de planter i haven, der samlet set har allermest at byde på, uanset årstiden. Stedsegrønt løv, røde vinterknopper og lige nu en helt overdådig forårsblomstring med blomster i alternative forårsfarver, der spiller i den creme- og teglfarvede del af farvespektret.
Hver eneste busk står med tusindvis af bittesmå blomster i fine stande og spreder gode forårsdufte omkring sig. Noget også insekterne kan lide, så de er virkelig omsværmede og bidrager utvivlsomt godt til forårsmenuerne blandt sultne bier, og hvad vi ellers har.
Bærmispel, Amelanchier laevis
Den dejlige bærmispel, Amelanchier laevis, jeg før har fremhævet, brillerer også med alternative forårsfarver langt fra de fremherskende lysegrønne og gule nuancer, der er årstidens adelsmærke. Og langt fra tulipanernes mere påtrængende rabalderfarver. Løvet er bronzefarvet i udspring og de yndefulde blomster cremefarvede med rødlige blomsterstængler. En virkelig lækkerbidsken, hvis I spørger mig 🙂
Vibeæg, Fritillaria meleagris
Og nu vi er ved de alternative forårsfarver, må det også være på sin plads at fremhæve vibeæg, Fritillaria meleagris. De nikkende blomsters afdæmpede violette farve genfinder man ikke i mange forårsblomster. Og gør man, er de i hvert tilfælde ikke ternede som vibeægblomsterne. Den er en af stjernerne i min forårshave. Jeg håber sådan, at de næsten sorte tulipaner, Tulipa ‘Queen of the Night’, der her flankerer vibeæg, når at springe ud, mens vibeæggene stadig blomstrer. Jeg har sådan på fornemmelsen, at det vil være et match made in heaven.
I den seneste måneds tid har det været martsviol, Viola odorata, der har været det fineste blomstrende bunddække i mange af havens bede. Men nu det er blevet påske, er det pinseviol, Viola sororia, der har taget over. Der er desværre ikke noget, der hedder påskeviol 🙂 Jeg har plantet en del af den helt særlige sort, Viola sororia ‘Freckles, der nu breder sig lystigt i bunden af bedene. Den er så sød med de fregnede blomster, synes jeg. En super genbrugsplante, der stammer fra tidligere års forårskrukker.
Pinseviol, Viola sororia
Til gengæld erindrer jeg ikke, at have plantet den “rigtige” blå pinseviol. Noget tyder på, at planterne har smidt om sig med frø, der slår tilbage til deres oprindelse. De kommer rigtig mange steder. Det har jeg det helt fint med, for jeg synes generelt, at violerne er rigtig gode som bunddækkeplanter. Og de er nemme at fjerne, hvis det bliver for meget.
Vibeæg, Fritillaria meleagris
Det gælder for både pinseviol og martsviol, at de efter afblomstring i forårsmånederne, lader bladene vokse og bladstænglerne strække sig. Her er det den søde pink martsviol, som de blomstrende vibeæg, Fritillaria meleagris, bruger som fodpose. Viola odorata Miracle ‘Classy Pink’ hedder sorten, der nu er næsten afblomstret.
Den hvidblomstrede martsviol, Viola odorata ‘Miracle ‘Bride White’ er afblomstret langs trædestien og omkring det lille spejlbassin/fuglebad i det hvide forårsbed. Den er allerede begyndt at gøre lidt mere fyldest som bunddække, end det gjorde under blomstringen. Bassinet, der tidligere har været brugt som bålfad, har fået ny opgave efter sidste sommers tørke, hvor adgang til vand i haven blev nærmest livsvigtigt for fugle, egern, pindsvin, og hvad vi ellers har. Hermed er der også en mulighed for at komme til fadet for de mere generte, der ikke har lyst til at nærme sig det store spejlsbassin på terrassen. Reklame: Bålfadet/fuglebadet/spejlbassinet kan erhverves hos Zinkbakken se her.
Umiddelbart vil man ikke skyde på, at kejserkrone og vibeæg er nært beslægtede plantearter. De ligner i hvert fald fra en overfladisk betragtning hinanden meget lidt. Men når man kigger nærmere efter, kan man alligevel godt ane familietrækkene. Både kejserkrone og vibeæg har for eksempel hængende klokkeformede blomster. I år er der rigtig kommet gang i de gule kejserkroner, Fritillaria imperialis ‘Lutea’, der knejser stolt i det store bed midt i haven lige nu.
Kejserkrone, Fritillaria imperialis
Et enkelt orangefarvet eksemplar, der har sneget sig ind i samme bed, hvor den farvemæssigt slet ikke hører til, blomstrer også fint lige nu. Til gengæld står det sørgeligt til med de øvrige orange kejserkroner, der vokser i bedet på kanten længere ude i haven. De har skudt godt nok, men de er allesammen blinde og får ikke nogen blomster i år. Det er altså ikke i orden. Måske er det sidste sommers hårde vejr, der har skylden? Det er ikke godt at sige.
Persisk fritillaria, Fritillaria persica
Lige så galt står det til med en anden slægtning til kejserkrone og vibeæg. Jeg er ret vild med persisk fritillaria, Fritillaria persica, med de helt specielle, næsten sorte blomsterklokker, men de ser heller ikke ud til at ville blomstre i år. Som det ses her, var de super flotte sidste år. Jeg håber, at kejserkronerne til gengæld holder mosegrise på afstand med deres markante lugt, der jo var den oprindelige grund til at de blev plantet. Få historien her.
Vibeæg, Fritillaria meleagris
Til gengæld kan jeg glæde mig over, at den i mine øjne fineste Fritillaria, den lille vibeæg, Fritillaria meleagris, synes at stortrives her i haven. Den blomstrer i stort antal mange forskellige steder lige nu, for hvert år kommer jeg til at plante vibeæg i mine forårskrukker, og de kan heldigvis genbruges i haven. De lækre, ternede blomsterklokker gør vibeæg til en af mine absolutte yndlingsplanter.
