Haveglæder, tips og tricks

Tag: Forårskrukker Page 1 of 5

Krukkerne stilles frem for nu er det sommertid

De seneste par uger har jeg gået og hygget mig i drivhuset med at plante forårsblomster i krukker. Men nu er det jo blevet sommertid, og så skal krukkerne stilles frem.

Forårskrukker på plantebænken

Det er selvfølgelig alt for tidligt til, at krukkerne stilles frem, hvis der er plantet sommerblomster i dem. Men der er heldigvis et udvalg af helt skønne forårsblomster, der godt kan klare det omskiftelige og kølige vejr. Og ihh, hvor det pyntede på terrassemiljø og -stemning, at få fyldt plantebænken op med friske forårsplanter. Vi har jo forhåbentlig nogle gode, lune påskedage i vente, hvor terrasselivet for alvor skal sparkes i gang for i år. Der må krydses fingre.

Gyldenlak, Erysimum cheiri ‘Erysimoon’

Blandt forårsbebuderne i krukkehaven er gyldenlak lidt af en stjerne, synes jeg. Erysimum cheiri ‘Erysimoon’ hedder den måneskinsfarvede sort, der lyser dejligt op selv på en regnvejrsdag. Der er en lang række nye, lækre sorter af gyldenlak på banen, der slet ikke har de gyldne farver, der traditionelt kendetegner gyldenlak. Jeg har fået planterne fra Nature to the people, så jeg siger tak for muligheden for at prøve dem af i mine forårskrukker.

Pletter i luften, Muehlenbeckia complexa

Planterne har stået i drivhuset og har fundet sig lidt til rette efter omplantningen. Det er en dejlig dag, den dag krukkerne stilles frem, og foråret – dog ikke ligefrem sommeren – kan tages i brug. Pletter i luften, Muehlenbeckia complexa, er ikke alene men selvfølgelig også en stueplante. Den er også yderst anvendelig som krukkeplante og rigtig god som pauseplante mellem en masse blomstrende krukkeplante. Jeg har adskillige gange haft held med at overvintre pletter i luften i krukkerne, så det er en super anvendelig sag, der er så fin med de bittesmå runde blade på ultratynde stængler.

Akeleje, Aquilegia Spring Magic

Ude i haven myldrer akelejernes kønne blade frem, men i Gartneriet Pedersen står planterne allerede i knop og blomst. Det giver mulighed for at snyde lidt i krukkegrupperne, hvor Aquilegia Spring Magic, her i en rosa og sart påskegul farvekombination, også klarer sig fint i det lunefulde forårsvejr. Hvis det trækker op til nattefrost igen, har jeg et stykke fiberdug i beredskab, jeg kan lægge over dem.

Primula Hethor Merlin Cottage

De sidste forårsblomst, jeg vil nævne i denne omgang, er fra en spændende ny serie af primula, Primula Hethor Merlin Cottage. De adskiller sig fra dem, vi kender, ved at have meget mørke blade, der giver en flot kontrast til de forårsglade blomster. Serien omfatter både rosa, lysegule, pink, ferskenfarvede og hvide blomster, så der er noget for enhver smag. Krukkegruppen på plantebænken er holdt i hvide, sart rosa og måneskinsgule nuancer, så her passede flere af sorterne perfekt ind. Både primulaer og  akelejer bliver plantet ud i haven, når der skal nyt på plantebænken, for vi går jo ikke ind for plantespild her i haven.

Krukkerne stilles frem for nu er det sommertid indeholder reklame for Nature to the people og Gartneriet Pedersen. Planterne kan fås i butikker over hele landet.

 

Første forårsmåned fejret med fine forårsblomster i krukkerne

I sidste weekend fejrede jeg den første forårsmåned ved at peppe krukkegruppen ved fordøren op med fine forårsblomster. Det var tiltrængt og løftede øjeblikkeligt forårsstemningen som ved et trylleslag.

Forårskrukker ved fordøren

Primula er perfekt som genbrugsplante i haven

Den dejlige Primula tid er i fuld gang i haven, hvor der er plantet mange forskellige arter og sorter. Det skyldes ikke mindst, at Primula er perfekt som genbrugsplante, når den har udspillet sin rolle i forårskrukkerne.

Primula Belarina ‘Cream’

Vagtskifte mellem vinterkrukker og forårskrukker

Vinterkrukkerne omkring spejlbassinet har måttet vige pladsen for forårskrukker med friske blomster og rækken af miniaturetræer i krukker, der har stået i venteposition langs husmuren hele vinteren.

Bliv klar til sommertid med små, mobile forårshaver

Det er i morgen, havemøblerne skal sættes frem lige som uret. Bliv klar til sommertid med små mobile forårshaver, der kan flyttes i ly, hvis det fine solskinsvejr forvandler sig til nattefrost. Det hygger og skaber instant forårsstemning i haven.

Dejlige danske forårsplanter letter humøret lidt

Det er forår for fuld skrue og fuglesang derude. Jeg ved ikke med jer, men det kribler i hvert fald i mine fingre efter at komme ud og komme i gang. Og ikke mindst efter at få gjort de hjemlige omgivelser smukke og hyggelige med dejlige danske forårsplanter, når nu det er matriklen, man skal opholde sig mest på i den nærmeste fremtid.

Foråret begynder med primula og perlehyacinter

Primula og perlehyacinter 🙂 Så er vi ligesom i gang. Og i det milde vejr har både primula og perlehyacinter og andre forårsbebudere det næsten bedre ude end inde.

Gartneriet Pedersen

Dagen i går bød på en helt herlig gartnerivandring i selskab med en flok ligesindede plantenørder, der alle blev helt høje af mødet med farverne og duftene i Gartneriet Pedersen, der havde inviteret. Lige nu er væksthusene fyldt med primulaer i alle afskygninger, der er klar til at bebude forår i det ganske, danske land. Det latinske ord Primula betyder faktisk den første, så det er helt oplagt at lægge ud med primula i årets første forårskrukker.

Haven bliver en helt anden, når den lige får et skud forårsvitaminer i form af krukker  med forårsblomster fordelt på strategiske steder, hvor man virkelig får glæde af farvebomberne. Planterne er ikke nær så sarte, som de ser ud til, og klarer sig glimrende ved de temperaturer, vi har i øjeblikket. Det smarte ved at plante dem sammen i en blomsterkasse som her er, at det er nemt at redde hele molevitten i ly for eventuel hård frost.  Med foreløbig har blomsterkassen taget opstilling på havebordet midt på terrassen, hvor den står helt op ad huset under et bredt udhæng og dermed er lidt beskyttet mod vejrgudernes indfald.

Primula ‘Zebra Blue’

Det er svært for ikke at sige umuligt at sætte fingeren på sin primulafavorit i gartneriets enorme udvalg, men en af dem, der er nærmest umulig at stå for, er den nålestribede og porcelænsfarvede Primula ‘Zebra Blue’. Jeg har også svært ved at stå for den helt sart lyseblå sort, så nu blev det dem, der kom i godt selvskab i årets første blomsterkasse.

Lyseblå primula og perlehyacinter klæder og glæder hinanden, så det var til gengæld ikke svært at beslutte sig for, at primulaerne skulle garneres med perlehyacinter, Muscari armeniacum. Gartneriet producerer også et stort udvalg af løgblomster i potter. Ligesom primula bliver de nok primært betragtet som forårsbebudere inden døre, men de er altså også helt geniale til krukkebrug.

Her er det spirende løg af narcisser, der putter sig mellem de lyseblå primulaer, som en garant for lang tids fornøjelse af blomsterkassen. Jeg skiller uden skrupler løgene i potterne fra hinanden, så de kommer til at stå fint og naturligt mellem hinanden i krukken. Det har de ikke det mindste imod. Til slut topper jeg anretningen med mos fra plænen igen for at få det til at se naturligt, hyggeligt og skovbundsagtigt ud. Så er der serveret.

Indlægget er sponseret, men det havde I nok gættet 🙂

Lyserøde blomster og grønne nuancer klæder drivhuset

Det er virkelig mærkeligt. Selv om jeg planter ud og planter ud, er det lige som om trængslen i drivhuset tager til. De forspirede planter står fortsat i kø for at blive plantet ud, men dagens blæsevejr har ikke ligefrem været optimalt til formålet. Og jeg nåede simpelthen ikke længere i sidste weekend.

I stedet har jeg gået og hygget mig lidt med at skabe plads inde i drivhuset ved at flytte nogle af de opmagasinerede krukker med planter med lyserøde blomster ud foran drivhuset. Jeg synes, de hvide strukturer, de lyserøde blomster og grønne nuancer klæder hinanden så fint. I virkeligheden er det en broget forsamling, der har fundet hinanden her. Hvis vi ser bort fra planterne med de lyserøde blomster, er der en krukke med selvsåede fingerbøl, Digitalis officinalis (og muligvis en overvintret rose nedenunder), en ganske særlig krukkebrombær, som jeg kommer tilbage til, og stiklingeformerede zonalepelargonier, der faktisk har overvintret i drivhuset.

Til stjernerne i krukkegruppen med de lyserøde blomster foran drivhuset hører den nærmest evigt dejlige hortensia, Hydrangea Magical Four Seasons fra Gardeners Own, og en krukke med nytilkomne Infinity roser fra Flowers for You by Thoruplund. Infinity roserne, der er forædlet af danske Roses Forever, kan en hel masse. Jeg har flere krukker stående med overvintrede roser fra sidste år, der tydeligvis er klar til at give den gas i år også. Dem skal jeg også nok komme tilbage til. 🙂

Nellikerod og tøffelblomst i lækre farver

Stille og roligt får jeg puslet mig igennem alle havens krukkehjørner, og får dem gjort frodige og klar til en ny sæson. Nu er turen kommet til hyggehjørnet på terrassen, hvor der er læ og formiddagssol. Det perfekte sted til en kop formiddagskaffe, skulle jeg hilse og sige. Her er overvintrede potteroser, pelargonier og prydgræsser nu flyttet sammen med nogle af årstidens lækkerligheder nemlig nellikerod og tøffelblomst i, synes jeg, helt skønne farver

Rød nellikerod, Geum coccineum ‘Mai Tai’

Sidste forår tabte jeg helt mit hjerte til den sart abrikosfarvede sort af rød nellikerod, Geum coccineum ‘Mai Tai’. Det er heldigvis en staude, og den er også så småt ved at blomstre igen nede i haven, men nu har jeg fået fingre i et nyt eksemplar til krukkehjørnet.

Engnellikerod, Geum rivale ‘Two Tone Pearl’

Nellikerod hører i det hele taget til blandt mine favorit stauder med deres tidlige, graciøse blomstring og mange lækre farver. Engnellikerod, Geum rivale ‘Two Tone Pearl’ er en forædlet version af den dejlige vilde engnellikerod, man kan være heldig at finde i fugtige områder på denne årstid. Endnu en staude der har åbenlyse kvaliteter som krukkeplante og efterfølgende genbrugsplante i haven.

Tøffelblomst, Calceolaria Calycantus ‘Red’

Normalt synes jeg, tøffelblomst hører til de temmelig påtrængende sommerblomster, men lige den her, synes jeg er ret fed med de sære fløjlsagtige, mørkerøde blomster, der klæder nellikerodens nuancer, der går igen i rosens nye skud. Ikke noget dårligt naboskab, synes jeg, selv om jeg har det lidt som om, blomsterne holder øje med mig, når jeg går forbi.

Afprøvning af ny krukkemuld tilsat træfibre

Gartnerens krukkemuld

Krukkerierne fortsætter her i haven i det dejlige vejr. En passende anledning til at fløjte en afprøvning i gang, som jeg faktisk har store forventninger til. Pindstrup er på banen med et nyt produkt til os krukkeglade. Gartnerens krukkemuld tilsat træfibre og langtidsvirkende gødning. Ideen med at tilsætte 30 procent træfibre til krukkemulden er at forbedre luft/vand-forhold i krukken til glæde for plantens rødder. Gartnerne taler pænt om produktet, de har brugt i nogle år. Nu får vi andre så også muligheden. Krukkemuld tilsat træfibre føles lækker at arbejde med og er nem at vande op. Ifølge posen rækker den langtidsvirkende gødning i krukkemulden til et halvt år, så nu behøver jeg ikke spekulere på at huske at gøde sommerblomsterne.

Sibirisk valmue, Papaver nudicaule

Den smukke hvide sibirisk valmue, Papaver nudicaule, blev første plante, der fik fødderne i den nye krukkemuld tilsat træfibre.

Marokkansk margerit, Rhodanthemum ‘Sunshuíne Peach’

Jeg fik også lige plantet en lækker plantenyhed. Jeg har før talt varmt for marokkansk margerit, Rhodanthemum. Nu er der kommet en ny sort på markedet med de fineste cremegule blomster, der passer perfekt til plantens grålige løv – og til min krukkegruppe ved fordøren. De skal selvfølgelig også afprøves 🙂

Gyldenlak, Erysimum cheiri

Den kønne gyldenlak, Erysimum cheiri, har stået i krukkegruppen ved fordøren siden begyndelsen af april, og det gør den stadig, selv om den har fået nye kolleger i dag. Den blomstrer stadig nok så ivrigt, som den har gjort hele vejen igennem. De nye sorter af gyldenlak er bestemt et nærmere bekendtskab værd i det tidlige forår, og der er mange spændende farver at vælge imellem, som det ses her.

Dermed er krukkegruppen ved fordøren frisket op med sarte forårsfarver. Jeg har også vovet pelsen og sat en krukke med udplantede ærteblomster, Lathyrus odoratus ud. Nu går jeg og trækker i de små planter, for at de skal komme hurtigt til vejrs i klatrestativet, der foreløbig ser temmelig tomt ud.

Page 1 of 5

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén