Haveglæder, tips og tricks

Tag: Fladkravet kodriver

En ny omgang primulaer

De allertidligste primulaer og dem, der blev plantet først i krukkerne, er ved at miste pusten, men der er ingen grund til panik. De har gjort det godt og flot, og afløsningen har meldt sig. Det gælder for eksempel den fine sort af fladkravet kodriver, Primula elatior ‘Little Queen’, der nok så majestætisk blomstrer løs i haven sin krukkekarriere for et par år siden.

Primula vulgaris Oakleaf serien består af mutationer af den almindelige storblomstret kodriver, der skiller sig helt ud med blade, der ligner egeblade og tofarvede blomster, der minder om stjerner i store skærme. Speciel, men ret svær at stå for, synes jeg. Den har i øvrigt blomstret så fint i en måneds tid nu.

Min yndlingsprimula er nu nok alligevel hulkravet kodriver, Primula veris, som man kan være heldig at finde i de danske skove, hvis man ved, hvor man skal lede. Den er ikke så prætentiøs med sine små nikkende blomster, men så meget desto mere sød. Her i haven stortrives den og bliver faktisk væsentligt større i det, end de eksemplarer, jeg har fundet i naturen.Selv i naturen har de forskellige arter af primulaer det med at krydse sig med hinanden, så planteforædlere har generelt gode muligheder for at skabe smukke og anderledes sorter. Om det så er hulkravet kodriver, har der været forædlere på spil, så man kan få den ikke bare i den glade, gule forårsversion, som findes i botanikbogen men også i varme røde og orange nuancer i en serie, der markedsføres med navnet Primula veris Sunset Shades.

Forår på fad

Så er det serveret: Forår på fad. Når nu det gamle havebord står der alligevel og ser trist ud i det tunge vejr, er det oplagt at shine det lidt op, så forårsstemningen kan indfinde sig. Blomsterne står på et fad, så det er nemt at bringe dem i ly, hvis vejret ikke arter sig. Men de står nu lunt og tørt under husets brede udhæng, så det går nok. Og det virker i hvert fald på mit forårshumør.Det hele kom sig af, at jeg fik nogle prøveplanter af de her helt skønne krinolinenarcisser. Narcissus bulbocodium ‘Spoirot’ er det korrekte, botaniske navn. Jeg er helt forgabt og håber i høj grad, de kommer igennem testen, så de kommer i produktion til næste år. Forgabt er jeg også i den fine, hvide vibeæg, Fritillaria meleagris. Man kan lige ane den ternede struktur, men den er ikke nær så udtalt som på den almindelige – lige så dejlige – rødlilla vibeæg.Primula elatior ‘Veristar Lemon’ minder mig om den vilde fladkravet kodriver, som jeg føler mig utroligt heldig, når jeg finder i skovbunden. Så er det bare forår. Det er det også på terrassen nu – lidt i hvert fald 🙂

 

Så er den skvalderkål barberet…

Primula elatior-8“Du har da vist en hel del, du skal have luget”, lød det henkastet her til morgen. Og der kan nok være lidt om, at staudebedene trænger til deres forårseftersyn, så i gang det gik. Da er det, jeg bliver ekstra glad for at have mange, mindre staudebede, så jeg kan tage dem et af gangen og dermed vide, hvor jeg skal begynde, og hvor jeg skal slutte uden at lade mig stresse. Jeg begyndte i skyggebedet, hvor skvalderkålen fra skoven bagved er ved at snige sig ind på blandt andet den smukke kodriver, Primula elatior.Aegopodium podagraria-8Skvalderkål er som bekendt ikke sådan at spøge med, men hvis det skal trænges lidt tilbage fra mine enemærker, er nu erfaringsmæssigt et godt tidspunkt. Rodsystemerne har travlt med at skyde med nye skud, og det tærer på kræfterne, så længe der ikke er grønne blade til at producere ny energi. Hvis man går til den i flere omgange, kan man efterhånden udmagre rødderne, men det er en langvarig proces, der kræver en stålsat indsats. Det rækker mine ambitioner ikke til. Her i haven arbejder vi mest med fredelig sameksistens, men lige nu gælder det om at markere, hvor grænsen går. Skvalderkål breder sig som bekendt med underjordiske udløbere, men planterne sår sig også, så der er fri jagt på nye, små kimplanter, der jo ikke ligefrem behøver blive til nyt ukrudt.Rodukrudt-8Der er noget terapeutisk ved at gå og lirke skvalderkål – og brændenælde – rødder op af jorden. Stor er glæden og følelsen af sejr, når man får et ekstra langt rodstykke med op i bevidstheden om, at så fik skvalderkålen brug for lidt mere krudt til at komme igen. Rodstykkerne bliver lagt på lit de parade, så de kan tørre helt ud, før de får lov at blive begravet i kompostbunken. Der skal jo nødig blive tale om genopstandelse…

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén