Prunus laurocerasus-37

Grønneste – det er der vist ikke noget, der hedder – men det er alligevel det ord, der falder mig ind, når jeg på min haverunde lige så stille går og glæder mig over de store laurbærkirsebær buske. De er så fint forårsgrønne uanset årstiden og skærmer super godt af ud mod vejen. Der står nogle kæmpe store eksemplarer i den vilde del af haven. Nogle må have plantet dem for år tilbage med for længst glemte haveplaner i tankerne, men de klarer sig imponerende godt som skovplanter under fyrre- og fuglekirsebærtræerne.Prunus laurocerasus-38

Lige nu er der faktisk gået forår i dem, der står lunt og beskyttet mellem træerne. Knopperne er allerede begyndt at bryde.

Prunus laurocerasus-203

Ind imellem er det nødvendigt at beskære buskene lidt, så “skovstien” stadig er fremkommelig. Det fik mig sidste efterår til at tænke på, at man måske selv kan lave  nye planter som supplement til de gamle. Det skulle prøves, så efter beskæringen blev topskuddene til stiklinger, der blev stukket i pottemuld i en urtepotte. Potten har stået i det kolde drivhus hele vinteren, men det ser faktisk ud til, at missionen lykkedes. I hvert fald er stiklingernes amputerede blade (for at begrænse fordampningen) stadig saftspændte, og knopperne er begyndt at svulme.

Prunus laurocerasus-25

For et par år siden blev der plantet en række nye buske langs indkørslen som afskærmning mod vejen. De måtte næsten ned at ligge efter det seneste snevejr, men har da heldigvist rejst sig igen. Laurbærkirsebær, der hedder Prunus laurocerasus på latin, kan virkelig en masse. Stedsegrøn er næsten et for kedeligt ord til at beskrive den. Jeg tror, jeg vil kalde den eviggrøn i stedet. Det lyder lidt gladere…