Dagen byder på lidt mere tobaksblomst spam. Fordi: Det er simpelthen helt utroligt, hvad de præsterer i år, ikke mindst i det nyrenoverede eksotiske hjørne, hvor især narcistobak simpelthen styrer det hele. Her har udviklingen fra frø til umådeholden fryd virkelig taget fart. Prøv først lige at tjekke, hvordan der så ud i mit planteeksperimentarium i det eksotiske hjørne den 28. juni lige her.
Det eksotiske hjørne
Da jeg midt i december besøgte det julepyntede Tivoli, landede indtrykket af hundredevis af duftende hyacinter i en helt fantastisk, purpurfarvet nuance behageligt og intenst i både øjne og næse. Nu får jeg den samme oplevelse omend i mindre skala, hver gang jeg går ud af døren 🙂
Hyacint, Hyacinthus orientalis ‘Purple Sensation’
Når jeg i øjeblikket går ud af fordøren, bliver jeg ramt midt mellem øjnene, lige der hvor næsen sidder, af en sød og lækker duft, jeg kommer til at smile over hver gang. Det er duftende ærteblomster på et klatrestativ, der forsøder luften på eleganteste vis. Mod sædvane kom jeg til at købe et brev blandede frø i år, for de var mest tiltænkt skærehaven. Lathyrus Opal mix hedder blandingen, der indeholder den cremefarvede Lathyrus ‘Mrs. Collier’, den sart lyserøde Lathyrus ‘Anniversary’ og den tofarvede hvide og lyserøde Lathyrus ‘Painted Lady’. Heldigvis blev der planter nok ud af forspiringen til, at der også blev til en krukke med duftende ærteblomster ved fordøren. Men nu er der så det ved det, at farvemixet er helt forkert i forhold til de blå nuancer, der ellers prægede krukkegruppen. Og da de duftende ærteblomster på ingen måde bliver flyttet, må der en krukkerokade til.
Jeg havde egentlig ikke forestillet mig – eller måske fortrængt – at der var udsigt til blomster i den søde, lyserøde del af farvespektret. Men sådan bliver det så i årets sommerkrukker: Sødt og lyserødt tilsat grønt og sølvfarvet lige her, hvor ærteblomsternes duft kan nydes både ved passage og ved pauser på bænken.
Der var heldigvis masser af planter i de andre krukkegrupper, der kunne kapres som naboer til de duftende ærteblomster, så ud over lidt slæberi har der ikke været omkostninger ved dagens krukkerokade. Den fantastiske sølvbladede sag i midten er en overvintret Senecio candicans ‘Angel Wings’, der næsten ikke er til at få øjnene – eller for den sags skyld fingrene – fra.
En plante, der matcher temaet sødt og lyserødt perfekt, er den her mikrorose, som jeg simpelthen ikke kan forstå, jeg ikke har set i butikkerne. Jeg er helt vild med den, og den kan mere end de fleste krukkeplanter. Jeg fik den første på en messe i januar 2017 og den næste året efter på standen hos Kientzler, en tysk planteforædler. Den gang var de bittesmå planter i en lillebitte potte, som jeg passede godt på det første stykke tid. Men de voksede fint og stabilt, de har overvintret i krukkerne under åben himmel, og se nu her, hvor fint de blomstrer med mikroroser, der ikke er meget mere end en centimeter i diameter men alligevel fyldte. Jeg er fan 🙂
Da træsterrassen her blev til for nogle år siden, blev der plantet en pibeved – også kendt som uægte jasmin – Philadelphus coronaria, som rygstød. Det kan forekomme lidt underligt at plante en busk lige midt i udsigten, men der var mening med galskaben. Sagen er nemlig den, at morgensolen rammer netop der, og det er rart at kunne sidde uforstyrret og i læ på sin morgenmadsterrasse. Vi har jo siddepladser nok, hvor det er udsigten, der kan nydes.
Jeg synes også, der giver mening at plante en dejlig, smuk og solid busk, der oven i købet dufter, netop der, hvor man gerne vil sidde og nyde sin morgente.
Den blomstrende busk har vist aldrig været flottere, end den er i år. Den har heller aldrig været større. Faktisk er den nærmest ved at opsluge terrassen, så jeg bliver nok nødt til at regulere lidt i den, når den overdådige blomstring er ovre. Det tåler busken heldigvis fint.
Det går i øvrigt også super godt for den spændende solsikkebusk, Helianthus SunBelievable ‘Brown Eyed Girl’ i krukkerne. Den har kurs mod en god planteanmeldelse senere på sommeren. Den vokser fint og frodigt og sætter hele tiden nye, glade blomster. De afblomstrede blomster klipper jeg af, og det øger tydeligvis plantens incitament til at danne endnu flere blomster. Jeg er spændt på, hvor stor den bliver.
Jeg har i øvrigt endnu en pibevedbusk i haven. Philadelphus x virginalis hedder hybriden med de smukke, let fyldte blomster, der dufter himmelsk.
Af samme grund er busken plantet lige uden for terrassemuren, så duften kan bølge ind over terrassen. Også den har fået rigtig godt fat og har udviklet sig til en smuk og blomsterrig busk, der lige nu spreder den dejligste midsommerstemning omkring huset.
Jeg ønsker jer alle en super skøn Skt. Hansaften i det fantastiske midsommervejr 🙂
Jeg ved godt, at det ikke ligefrem er årstiden, hvor man almindeligvis glæder sig over havens stedsegrønne buske. Men det gør jeg nu alligevel. Faktisk glæder jeg mig over de mange eksemplarer af Skimmia japonica, jeg har, det meste af året, for det er nogle af de planter i haven, der samlet set har allermest at byde på, uanset årstiden. Stedsegrønt løv, røde vinterknopper og lige nu en helt overdådig forårsblomstring med blomster i alternative forårsfarver, der spiller i den creme- og teglfarvede del af farvespektret.
Hver eneste busk står med tusindvis af bittesmå blomster i fine stande og spreder gode forårsdufte omkring sig. Noget også insekterne kan lide, så de er virkelig omsværmede og bidrager utvivlsomt godt til forårsmenuerne blandt sultne bier, og hvad vi ellers har.
Den dejlige bærmispel, Amelanchier laevis, jeg før har fremhævet, brillerer også med alternative forårsfarver langt fra de fremherskende lysegrønne og gule nuancer, der er årstidens adelsmærke. Og langt fra tulipanernes mere påtrængende rabalderfarver. Løvet er bronzefarvet i udspring og de yndefulde blomster cremefarvede med rødlige blomsterstængler. En virkelig lækkerbidsken, hvis I spørger mig 🙂
Og nu vi er ved de alternative forårsfarver, må det også være på sin plads at fremhæve vibeæg, Fritillaria meleagris. De nikkende blomsters afdæmpede violette farve genfinder man ikke i mange forårsblomster. Og gør man, er de i hvert tilfælde ikke ternede som vibeægblomsterne. Den er en af stjernerne i min forårshave. Jeg håber sådan, at de næsten sorte tulipaner, Tulipa ‘Queen of the Night’, der her flankerer vibeæg, når at springe ud, mens vibeæggene stadig blomstrer. Jeg har sådan på fornemmelsen, at det vil være et match made in heaven.
Haven bliver grønnere for hver dag, der går, og samtidig mere og mere møbleret. Både med havemøbler og med krukker med forårsblomster, der kan sætte lidt ekstra fart i forårsstemningen. Nu har krukkerne også fundet vej til havens mellemste etage, hvor der er ved at være tradition for, at der står en række krukker på kanten af træterrassen sammen med havelænestolene, hvor vi ofte havner, når arbejdsdagen slutter. Lige nu er det blandt andet gode, gammeldags gyldenlak, der fylder krukkerne, men de er nu ikke helt lige som dem, bedstemor havde.
De nye sorter af gyldenlak, Erysimum cheiri, har simpelthen de mest fantastiske farver. I krukkerækken her er der hele tre forskellige, nemlig en lækker mørkerød og denne glødende orangerøde, der spiller i mange farvetoner.
Serien med den moderne gyldenlak omfatter også denne violette sort, der ligesom de øvrige dufter sødt som bolsjer og virkelig dejligt.
Og selv om man ikke er til de vilde farver, er der også en sort at falde for. Den her hvide og ganske sart lysegule gyldenlak er da helt skøn.
Gyldenlak var tidligere en populær forårsblomst, der var fast inventar i bedstemors have. Typisk med blomster i en skønsom blanding af gyldne nuancer. I de senere år har man ikke set så meget til den – dels – måske – på grund af farverne, der ikke var så oplagte, dengang alt skulle være pastelfarvet – og nok dels fordi den er en to-årig plante, der kræver lidt tålmodighed. Den skal sås det ene år og blomstrer først det næste. Men nu har Gartneriet Rostgaard altså klaret besværet og løst tålmodighedsproblemet, så vi kan få gyldenlak, der allerede er i blomst. Det er bare dejligt. Gartneriet sælger til butikker i hele landet.
Jeg har altid været fascineret af kødædende planter og husker tydeligt suset, da jeg som barn på en botaniseringstur med min læremester Thorkild fandt den vildtvoksende soldug, Drosera rotundifolia, i en mose. Det var stort 🙂
Nu har jeg etableret min egen lille mose i drivhuset med græsser og en flok kødædende planter, så nu forventer jeg at få kvalificeret hjælp i kampen mod sørgemyg, vandfluer, og hvad vi ellers har, når der er fugtig jord til stede.
Grrr. Der er simpelthen noget tegneserie over den her fluefanger, Dinaea, der smækker kæberne sammen, når et insekt rammer de fimrehår, der sidder nederst på bladene. Så er det goodbye insekt, for planten går fluks i gang med at fordøje det og ad den vej skaffe sig et tilskud af næringsstoffer. Ret drabeligt og bestemt ikke en plante for veganere.
Fluetrompet, Sarracenia, er en anden slægt af kødædende planter. En mystisk konstruktion, der også kalder uhyggelige, fantasifulde historier frem. Godt de ikke er større. Fluetrompet er faktisk vinterhårdfør ned til -15 grader, men det kræver, at man har et sumpet område i haven. Og det har jeg jo desværre ikke. Hmm jeg må se, om jeg kan regne noget ud. Det er Gartneriet Lammehave, der har specialiseret sig i at producere kødædende planter. De sælges i butikker over hele landet.
Sådan ser min nyanlagte minimose ud i sin helhed. De kødædende planter er suppleret med japansk star, Carex brunnea ‘Sophia’ og bagerst er det det smukke prydgræs med det drabelige navn blodgræs. Imperata cylindrica ‘Red Baron’ hedder sorten. Navnet blodgræs kommer af ublodige årsager nemlig græssets fantastiske røde høstfarve.
Hele molevitten er plantet i terra cotta urtepotter, der er placeret på et smukt, rundt zinkfad med høj kant. Det har den fordel, at der kan stå vand i zinkfadet, så den moseagtige vandforsyning til planterne er stabil. Zinkfadet, der kan bruges til alverdens ting, kan købes her. Og piiist, det er på tilbud netop nu.
Nu jeg er gået i gang med insektbekæmpelsen i drivhuset, så har jeg også udstyret det med et par rosengeranier også kendt som duftgeranier – også kendt som myggebalsam planten eller ørepineplanten. Kært barn har mange navne. På latin hedder den Pelargonium graveolens. Det smarte ved disse typer af rosengeranie, der vel at mærke fås med et væld af forskellige dufte, er, at den særlige, lidt skarpe, lidt citrusagtige duft, skulle kunne holde myg på afstand. Det er virkelig genialt, hvis det virker efter hensigten. Jeg hader myg! Foreløbig bliver de prøvet af i drivhuset, hvor det virker uovertruffent – omend nok især fordi, myggene ikke er vågnet op til dåd endnu. Vi må se, hvad der sker, når de gør. Planterne stammer fra Hawaii Gartneriet, der sælger dem til butikker over hele landet.
Violer er, som de fleste vil vide, almindeligvis blå, ligesom roser er røde. Men det er ikke hele sandheden. Den her martsviol, Viola odorata Miracle ‘Classy Pink’ er jo for eksempel ikke spor blå. Den står og blomstrer i fine, bunddækkende tuer og spreder, som martsviol jo gør, den lækreste duft i luftrummet omkring sig.
Den snehvide martsviol,Viola odorata Miracle ‘Bride White’ er en anden undtagelse fra reglen. Begge de to har startet karrieren her i haven som krukkeplanter, der er blevet plantet ud til genbrug. Det går, som det fremgår, super godt. Det er da et dejligt bunddække.
Derfor er der selvfølgelig også plantet violer i forårskrukkerne i år, så bestanden i haven vil vokse yderligere. De øvrige planter i forårskrukken er i øvrigt også gode genbrugsplanter, siger min erfaring.
Nu vi er ved krukkerne, så er der flere violer at komme efter netop nu. Her er det den helt skønne pinseviol, Viola sororia ‘Rubra’ der blomstrer med sine – for violer – store, smukke blomster i en lækker farve. Pinseviol kommer som navnet mere end antyder noget senere end martsviol, så selv om jeg kan se de skyder i haven, er der endnu et stykke tid, til de blomstrer.
Det glæder jeg mig ellers til, for jeg har genbrugt en masse af den her pinseviol, Viola sororia ‘Freckles’. Den er helt i særklasse med fine, fregnede blomster, der ser ud som om de er blevet ramt af sprøjt fra en malerpensel.
Den”rigtige” martsviol, Viola odorata, kommer heldigvis af sig selv, og den er jo heller ikke så ringe.
Weekendens vejrudsigt varsler, at tiden er inde til at slippe haveglæden løs for alvor. Så nu kan jeg ikke dy mig for at minde dig om min havebog, Slip haveglæden løs – fryd, facts og fiduser. Hvis du mangler tips til, hvordan du kommer i gang, hvad du kan plante hvor og hvorfor. Eller hvis du har brug for staldtips til havearbejdet, så er bogen et godt sted at lede. Den er også en oplagt gaveide 🙂 Bogen kan bestilles hos boghandleren eller direkte hos forlaget på www.forlagetlinnea.dk, hvor der også er smagsprøver fra de mere end 200 sider og på de mere end 400 billeder at få. Der er forårstilbud netop nu: Skriv rabatkuponkoden Forår i feltet, så sparer du fragten.
Sikke nu en perfekt dag til lidt lugeterapi og til at få fikset resten af staudebedene, så de er klar til en ny sæson. Fiksningen indebærer nedklipning af de visne toppe, hvilket er på høje tid. Stauderne har tydeligvis trykket på fuld-fart-frem-knappen, så hvis jeg skal nå at luge det græs, der absolut vil vokse inde i stauderne, er det nu. Nu er jeg jo heldigvis så underligt indrettet, at jeg rigtig godt kan lide at luge. Ikke mindst på sådan en forårsdag, så jeg har brugt nogle dejlige timer mellem de myldrende stauder, har klippet løs, fået årets første rigtige lugeterapi og hilst på en stor flok friske mariehøner, der åbenbart holder til nederst i sommerfuglebusken.
Undervejs blev jeg ramt af en underlig ram duft, som jeg ved nærmere eftertanke har mærket flere steder i haven på det seneste. Selvfølgelig – det er de mange kejserkroner, der er på vej i vejret som raketter, der dufter så markant. De er jo faktisk plantet netop på grund af duften, der efter sigende kan holde mosegrise på afstand.
Den første kejserkrone er allerede i blomst. Det er ikke en helt almindelig kejserkrone. Fritillaria raddeana hedder arten, hvor det almindeligvis er Fritillaria imperialis, man tænker på, når man tænker på kejserkroner. Fritillaria raddeana er lidt mindre voldsom i det og har en super lækker, sart lysegul farve. Så absolut min yndlings kejserkrone.
Undervejs i min lugeterapi fik jeg også et glædeligt gensyn med spirende persisk fritillaria, Fritillaria persica. Jeg håber meget, at de vil blomstre igen i år, for de er simpelthen helt fantastiske med deres næsten sorte, perfekt klokkeformede blomster i lange spir. Sådan her så de ud sidste år.
Historie om den lille, fine våriris, Iris reticulata Katharine Hodgkin er en af dem, der gentager sig hvert år. Den begynder med, at jeg er ved at gå i panik, fordi jeg ikke kan finde spirerne af de små forårsbebudere, som ellers altid plejer at være blandt de første løgblomster i haven. Gisp – måske er de gået til i den alt for tørre (respektive alt for våde) sommer. Åh, nej!
Men det er de bare ikke. Faktisk hører Katharine Hodgkin til blandt havens mest trofaste løgvækster, og nu er de ved at vågne efter vinterens skønhedssøvn. Der går bare utrolig kort tid fra det første spirespir viser sig, til blomsten springer ud, når vejret er mildt og godt som nu. Jeg så den første spiretip for et par dage siden, og nu myldrer de frem, mens den første er sprunget rigtigt ud. Det var dejligt 🙂
En anden forårsbebuder, der er populær her i haven lige nu, er den botaniske krokus, Crocus sieberi ‘Firefly’. Det er en lillebitte sag på ikke engang 10 cm, men de sart lyslilla blomster lyser vældigt op, når de får boret sig frem mellem alle de visne blade i bunden af bedene.
I genboens erantis/vintergække skov på den anden side af vejen, slår de tusindvis af erantis, Eranthis hyemalis, sig virkelig løs nu. Solstrålerne får blomsterne til at åbne sig helt, og hvad jeg ikke har tænkt på før, men opdagede, da jeg var nede mellem blomsterne for at fotografere, så fylder de glade, gule blomster luften omkring sig med den skønneste, honningagtige blomsterduft. Der må helt sikkert være noget at hente for de første forvirrede bier, som jeg også har set tumle rundt i det fine forårsvejr.
Powered by WordPress & Theme by Anders Norén