Haveglæder, tips og tricks

Tag: Duftforvirring

En finurlig fløjlsblomst

For nogle år siden fik jeg den lækre fløjlsblomst, Tagetes patula ‘Ildkongen’ af Hanne. Siden har jeg været selvforsynende med frø, og Ildkongen er blevet fast inventar i sommerhaven.Det er sådan en blomst, der gør det svært at forstå, at nogen kategorisk kan nægte at kunne lide Tagetes. Jeg synes i hvert fald, at den dyb orange, næsten røde farve og de vitterligt fløjlsagtige blomster er helt fantastiske.Jeg forspirer planterne inde og planter dem ud, når det bliver lunt nok, og så passer de ellers sig selv. De skal ind imellem stauder eller andre sommerblomster, for de bliver ranglede og super charmerende, fordi de væver sig ud og ind i beplantningen på deres egen finurlige måde.Endnu en fløjlsblomst, der får genvalg hvert år, er den lille, lysorange appelsintagetes, Tagetes tenuifolia, som jeg først og fremmest sår for at kunne plante den langs kanten af drivhuset med henblik på duftforvirring af bladlus. Om det har nogen effekt, skal jeg ikke kunne sige, men det ser også ret fint ud, synes jeg, og så dufter de godt.I år fik jeg faktisk produceret så mange planter, at der også var nok til et par krukker.

Politisk ukorrekte blomster

Tagetes patula-7Jeg er med på, at det mange steder ikke er i orden at sige noget pænt om Tagetes. Men hvis vi nu kalder den ved det smukke danske navn, fløjlsblomst, og kigger nærmere efter, så er det måske lidt uretfærdigt. Jeg er i hvert fald temmelig vild med den her model, der så vidt jeg kan finde ud af, er en udspærret fløjlsblomst, Tagetes patula.Tagetes patula-8Jeg fik en frøplante sidste år af Hanne, der også er vild med blomster. Hun havde taget frø gennem mange år, og jeg fulgte eksemplet sidste år, så der er i hvert fald ikke tale om en fin navnesort. Til gengæld er det en superfin plante. Blomsternes farve er fantastisk, og det er nemt at forstå, hvor det danske navn kommer fra. De lange stængler væver sig ind mellem dahlia og purpursolhat til en humørfyldt helhed, man – eller i hvert fald jeg og Hanne – kun kan blive glad af at se på.Tagetes tenuifolia-8Det er også en fast tradition her i haven, at der er fløjlsblomst i drivhuset. Jeg sår og planter den søde, småblomstrede appelsintagetes, Tagetes tenuifolia, i forventning om, at de duftende planter hjælper til med at duftforvirre bladlus, så de ikke så nemt finder vej til drivhusplanterne.Tagetes tenuifolia-7Jeg placerer appelsintagetes langs ydervæggene i drivhuset bag tomaterne, hvor de blomstrer lystigt hele sommeren og ind imellem ser ud som om, de prøver på at komme ud gennem glasset. De er for øvrigt også alletiders som finblomstret fyld i havebuketter.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén