Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Drivhuskonstruktion

Cirkus afhærdning er i gang og invitation til Åben Have

Mine mange forspirede sommerblomster glæder sig med garanti til at blive plantet ud i haven, så de hver især får lidt mere plads at begå sig på. Med først skal de lige lære at stå på egne ben, så nu har jeg indledt det årlige cirkus afhærdning, hvor planterne flyttes ud midt på dagen og ind igen om aftenen. De står godt på trædestien gennem bedet foran drivhuset, hvor der er nogenlunde læ og fint flimrende lys.Den øvelse fik mig lige til at tænke lidt fremad. Tænk, der er kun en måned til den årlige havefestival, hvor vi holder åben have. Det foregår 9.-10. juni, når sommerblomsterne forhåbentlig for længst er plantet ud og begyndt at få lidt fylde. Desværre er tulipansæsonen utvivlsomt forbi til den tid, men så er der heldigvis meget andet, der blomstrer.Jeg er i hvert fald ret sikker på, at blåregnen på portalen mellem det indre og det ydre haverum står i fuldt flor, som den gjorde på samme tid sidste år. Jeg kan også godt love, at datter Annes populære staude pop-up shop med sæsonens lækreste stauder lander i carporten igen, ligesom der bliver mulighed for at købe min bog, Slip haveglæden løs – fryd, facts og fiduser, lige her, hvor det hele begyndte. Der er flere indtryk fra sidste år på samme tid her. Sæt kryds i kalenderen og kig indenfor i haven, så vi får endnu en skøn weekend med masser af haveglade gæster og god snak. Jeg glæder mig så meget.Sidste år var det hjemmebyggede drivhus en nyskabelse i haven. Det har dog fået nye installationer siden. Blandt andet et plantebord med indbygget varme og en snedig maskemekanisk løsning, så der kan luftes ud på varme dage som i dag. Tagrygningen kan simpelthen løftes 🙂 I det hele taget er der som altid gang i et hav af projekter her i haven. Vi er fx i fuld gang med at renovere terrassen foran huset, hvor det smalle bed har været et problembarn længe. Nu kommer der fliser, spejlbassin og masser af krukker i stedet. Det bliver så godt 😉

Nedtælling til åben have på Sondrupvej

Næste weekend – den 8.-9. juli – holder Haveselskabet Havefestival med åbne haver over hele landet. Det gælder selvfølgelig også i haven på Sondrupvej 42, 8350 Hundslund, hvor vi holder Havefestival både lørdag og søndag kl. 10-17. Det glæder jeg mig rigtig meget til, for det plejer at være super hyggeligt, når haven fyldes af haveglade besøgende. Og tidspunktet er helt ideelt, for nu er blomsterbedene lige på nippet til at eksplodere. Haven er klar, haveejeren er så klar – nu skal vi bare lige have vejrguderne til at blive klar også. Haven er vandet godt op, tak… Alle er velkomne, og opslaget er må selvfølgelig gerne deles 🙂Jeg glæder mig især til at vise mit nye drivhus frem. Det er lige blevet færdigt for et par uger siden, og det er simpelthen en drøm, der er gået i opfyldelse i en sådan grad, at jeg stadig er lidt bange for at vågne op. Hele æren tilfalder gemalen, der har designet drivhuset, så det passer ind i det skrånende terræn og selv har bygget det helt fra sokkel til tagrygning. Byggeriet har samtidig affødt en omlægning af staudehaven, der af samme grund er fyldt med både stauder og sommerblomster i år. Sommerblomsterne fylder hullerne så fint ud, indtil stauderne er vokset til.Havens mange krukker, der er fordelt i grupper hist og pist, viser sig også fra deres bedste side lige nu, hvor planterne er vokset godt til og endnu ikke er begyndt at blive trætte. Læg lige mærke til den store hortensia. Det er Hydrangea Magical Four Seasons ‘Greenfire’, der er en helt speciel serie af hortensiaer, der skifter farve i løbet af sæsonen. Se her, hvordan den så ud, da den blev plantet. Bagerst til venstre er det Begonia elatior Betulia, der også har udviklet sig helt fantastisk, siden krukken blev tilplantet.Det har udviklet sig til en tradition, at datter Annes staude-pop-up-shop lander i carporten, når der er åben have her på matriklen. Det gør den selvfølgelig også i år, og jeg kan godt garantere, at den bliver mere lækker en nogensinde. Jeg var nemlig med på en kigger, da hun valgte stauder til sortimentet. De store, flotte stauder sælges så længe, lager haves, mod kontant betaling og mobile pay.

Nyt drivhus på vej 8.0

Dagen i dag har jeg ventet længe på. Ja, jeg vidste ikke lige, at i dag ville blive dagen, men det gjorde den 🙂 🙂 🙂 Det nye drivhus er så godt som færdigt, og der blev fra formiddagen givet flyt-ind-tilladelse fra min handyman, der har stået for alt design og byggeri, så det passer ind i det skrånende terræn. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er vildt imponeret over og vildt glad for resultatet. Den besøgende datter og jeg gik straks i gang med at tømme den overfyldte carport for opmagasineret inventar og diverse og indrette og selvfølgelig afprøve drivhuset. Det virker præcist efter hensigten.Drivhuset, der er beregnet til planteværksted og hygge (tomater med videre har deres eget drivhus i køkkenhaven), er indrettet med to zoner. Den hyggelige del med trægulv, den praktiske med flisegulv, der er nemt at feje. Der ser vældig ordentligt ud lige nu … det varer med garanti ikke længe.Endelig kom mit højt elskede arbejdsbord nemlig på plads, så der igen kan pottes, prikles osv i lyse, behagelige rammer. Der mangler nogle store planter i det nye drivhus. De skal nok komme, så der bliver fint og frodigt.Indflytningen blev også anledning til at få ryddet op i de utroligt mange nyttige ting, man (eller i hvert fald jeg) går og gemmer på men aldrig får brug for. Nu er det nogenlunde kommet på plads i dertil indrettede reoler, så det igen er til at finde. Den fine brændeovn har jeg fået af en god ven. Den er ikke sluttet til endnu, for skorstensfejeren skal lige tages i ed først. Vender han tommelfingeren ned, må vi i gang på DBA, men den er bare så skøn og passer perfekt til omgivelserne, så der krydses fingre.Nu ligger det er så, det nye drivhus og ser så fint ud midt i haven. Der mangler bare en dør og en hæve-sænke konstruktion til rygningen, så der kan luftes ud. Min drivhusdrøm er gået i opfyldelse. Det er næsten ikke til at forstå … bare jeg ikke pludselig vågner.

Nyt drivhus på vej 7.0

Det store drivhusprojekt er gået ind i en ny og helt afgørende fase efter rejsegildet for 14 dage siden. Der er nemlig kommet glas hjem, så det er nu, det bliver til et rigtigt drivhus. Det er fuldstændig fantastisk.Det er min handyman, der har stået for alt design og konstruktion fra den første gang mørtel blev blandet til nu, hvor glasset bliver sat i. Der er kælet for alle detaljer og regnet snedige løsninger ud på stribe. Det bliver helt vildt lækkert. Glasset bliver lagt imellem to gummilister og skruet fast med glaslister af træ. Og hele konstruktionen er blevet grundigt blæsevejrssikret med afstivning af galvaniseret stål. Let, elegant og solidt.Status lige nu er, at der er sat glas i hele taget og den ene langside, og nu tilvirkes der glaslister til resten af huset. Hold da op, hvor det nærmer sig. Der er nærmest sket mirakler i denne weekend, hvor byggeriet har rykket sig med syvmilestøvler.Jeg kunne så ikke lige dy mig for at afprøve stemningen under glastaget. Og hvad kunne være mere naturligt end at benytte lejligheden til at nærstudere Lars Lunds fine nye bog, der har titlen Kom videre med dit drivhus. En bog til dem, der vil andet og mere end dyrke tomater i kapillærkasser i deres drivhus. Den målgruppe hører jeg til 🙂 Læs mere om bogen her. Det virker godt, drivhuset. Nu skal der drømmes drivhusdrømme – mulighederne står jo nærmest i kø.  Ih, hvor jeg altså glæder mig til at flytte ind.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén