Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Det spiselige staudebed

Krydderurter fra det eksotiske hjørne til julemaden

Der er ikke så meget grin ved det spiselige staudebed lige nu, selv om den dæmpede farveholdning i rødbrun og grågrøn egentlig er lidt lækker. Men toppene af de forskellige krydderurter og stauder får helt generelt lov at stå, til det bliver forår her i haven.Der er jo stadig frø til småfuglene i mange af dem, og de beskytter også planterne lidt mod den værste frost, når blade og så videre falder på jorden og så småt begynder at kompostere og vende tilbage til jorden. Og så er de simpelthen dekorative. Ikke mindst hestemynte, Monarda didyma, har de fineste vinterstandere.

Samtidig, et andet sted i haven, er der fortsat smagfyldte krydderurter at høste af til julemaden. I “det eksotiske hjørne”, hvor en gammel mur luner og giver læ på den sydvendte skrænt, kan der i hvert fald plukkes al den rosmarin, Rosmarinus officinalis, vi kan nå at guffe os igennem. Og det selv om vi er flere i familien, der er ret pjattede med rosmarin. Jeg var bekymret for planten midt på sommeren, da der var ørkentilstande i den ende af haven, og jeg blev nødt til at opgive at holde planterne med vand, men rosmarinen klarede skærene uden at kny, mens en del naboplanter måtte give op.En anden succeshistorie fra “det eksotiske hjørne” handler ikke om krydderurter – men så alligevel. Den lille laurbær busk, Laurus nobilis, leverer laurbærblade til flæskestegen og andet godt, så den bruges jo nærmest som en krydderurt. Busken blev flyttet fra det gamle drivhus, da det nye skulle bygges. Der havde den stået i årevis og været voldsomt plaget af skjoldlus og dertil hørende sodskimmel.

Men busken tåler åbenbart forholdene under åben himmel væsentligt bedre end sine plageånder, så selv om den ikke ligefrem har vokset sig stor her i det kolde nord, har den det fint og er leveringsdygtig i de flotteste laurbærblade til julemaden.

Japansk bladmynte gæster det spiselige staudebed

Krisen er afblæst i det spiselige staudebed, der ellers startede sæsonen i en ret sørgelig forfatning. Forårets kulde ramte de forskellige sorter af salvie og flere sorter af timian hårdt, så der var opstået nogle kedelige huller i beplantningen. Nu er hullerne heldigvis lappet med nye planter, der hurtigt har fået godt fat, og bedet ser dejligt og frodigt ud igen. Vi skal jo nødig gå ned på salvie til saltimbocca’en og timian til de kommende tomattærter.Det er lidt snyd, men i år er der plantet japansk bladmynte, Perilla frutescens,mellem krydderstauderne i bedet. Snyd fordi japansk bladmynte er en enårig plante. Men den er mega flot med det dybtrøde løv og gør sig supergodt i det spiselige staudebed, der jo er designet til både at være dekorativt og nyttigt. Japansk bladmynte smager som en mellemting mellem mynte og basilikum og hører hjemme i sushi-køkkenet. For et par år siden havde jeg den i drivhuset, hvor den blev kæmpestor i løbet af sommeren. Jeg forventer, at den får lidt mere rimelige dimensioner under åben himmel, men nu må vi se 🙂En sød krydderstaude lige nu er rosenmynte, Calamintha grandiflora, der står i fuldt flor med de fineste, pink blomster, der pynter i salaten eller på en dessert.Pibeløg, Allium fistolosum, er også en herlig krydderstaude, der blomstrer nu med kuglerunde blomsterskærme, som bierne er helt tossede med. Pibeløgenes kraftige, hule stængler – som man kan pibe i – bruges ligesom purløg, forårsløg eller porre.

Sensommer i det spiselige staudebed

Nu er det to år siden, jeg fik ideen til det spiselige staudebed og fik det etableret i løbet af sommerferien. Siden har det udviklet sig til den smukke helhed, jeg drømte om. Et staudebed, hvor alle planterne på den ene eller den anden måde kan spises men samtidig er gode naboplanter, så bedet er dejligt at sidde ved siden både for øjnene og for næsen. Nu er sommerens friskhed afløst af sensommerens ro, men jeg synes nu stadig, at stolene ved siden af det spiselige staudebed er et rart sted at slå sig ned. Og sommerfuglene er helt vilde med de blomster, bedet stadig har at byde på. Det giver lige en ekstra dimension.Lige nu er der masser af blikfang i sød fennikel, Foeniculum vulgare var. Dulche, der står med et vel af fine gule blomsterskærme højt til vejrs over bedet. Sød fennikel danner ikke den lækre knold af opsvulmede bladskeder, som knoldfennikel, men alle dele af planten er spiselige og lakridsagtige, og så er den så lækker at se på oven i købet.Sød fennikel og den lilla hestemynte, Monarda didyma ‘Blaustrumpf”, har et ret godt og harmonisk naboskab, synes jeg. Også selv om vi vel her er ude i kontrastfarver. Der må godt være lidt knald på i sensommeren, synes jeg. Også hestemynte er omsværmet af sommerfugle og insekter, og blomsterne er meget aromatiske til fx urtete eller blomstersmør.Anisisop, Agastache anisata, blomstrer også videre, som den har gjort det længe. Det er endnu en af de planter, sommerfuglene er vilde med, så der er gang i den i det hjørne af haven, hvor der oven i købet står en sommerfuglebusk, Buddleja davidii, i bedet lige over for. Ind imellem bliver man nærmest fløjet ned. Anisisop er også en af de lækre dessertkrydderurter, der med sin anisagtige smag klæder både is, drinks og kager. Se fx her hvad datter Anne fik ud af den, da hun tryllede desserter sidste sommer.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén