Haveglæder, tips og tricks

Tag: Celosia argentea

Sensommerkrukker med sølvfjerdusk og fjerblomst

Sølvfjerdusk, Celosia argentea, er ikke en udplantningsplante til sensommerkrukkerne, jeg har nogen som helst erfaring med. Det skal der rådes bod på, for nu har jeg fået en stak prøveplanter. Det udløste ikke uventet en større krukkerokade, så sølvfjerdusk med de sælsomme, næsten eventyragtige farver, kunne få nogle andre planter at spille sammen med.

Sensommerkrukker ved gavlen efter en større krukkerokade.

Sølvfjerdusk i to varianter er faktisk de eneste nytilkomne medlemmer af krukkegruppen ved gavlen. De andre planter havde jeg i forvejen, så de har bare byttet plads for at skabe kombinationen af cremefarvet, hvidt, lime og mørkerødt. Den er vist ikke helt almindelig, men jeg er nu ret godt tilpas med den, og den passer fint til bedet foran, hvor den lysegule skabiose, Scabiosa ochroleuca, spiller op til narrestreger lige nu.

Sølvfjerdusk, Celosia Venezuela Twisted Lime

På bænken har den virkelig sælsomme og meget skulpturelle sølvfjerdusk, Celosia Venezuela Twisted Lime, fået lov at slå sig ned. Den har også den der lidt ubestemmelige, eventyrlige farve, der ville klæde en elverpige. Hvid men alligevel ikke hvid, cremefarvet ikke rigtigt, men med et let metallisk skær, og så de der virkelig twistede blomsterstande, det er svært at blive klog på.

Sølvfjerdusk, Celosia argentea Venezuela White.

Den anden sølvfjerdusk, Celosia argeneta Venezuela White, er til gengæld nem at forstå, i hvert fald når det gælder det danske navn. For det er da lige nøjagtig en fjerdusk den blomsterstand. De fås i øvrigt i et hav af virkelig intense farver, men jeg synes nu umiddelbart bedst om den hvide – jeg er nemlig lidt til den kedelige side.

Det er Gartneriet Kjærgaardsminde, der producerer sølvfjerdusk og sælger dem til butikker over hele landet.

Fjerblomst, Scaevola aemula

Og nu vi er ved fjer, så er den smukke, hvide fjerblomst, Scaevola aemula, også blevet et prominent medlem af den nye krukkegruppe. Nogen vil måske huske, at jeg tidligere på året fik nogle bittesmå udplantningsplanter fra webshoppen Odenia. De har udviklet sig supergodt og er nu fuldgyldige krukkeplanter med masser af vækstkraft.

Susanne med det sorte øje, Thunbergia alata SunEyes White halo

Sidst men ikke mindst vil jeg lige nævne Susanne med det sorte øje, Thunbergia alata SunEyes White halo, der i løbet af sommeren fuldstændig har dækket klatrestativet og skabt en blomstersøjle, der bare bliver ved og ved med at diske op med flødefarvede blomster med sort øje. Det er en ny sort, med en ny farve i forhold til den traditionelle Susanne med de orangegule blomster. Den er ret fantastisk, synes jeg, så her i haven har den i hvertfald bestået prøven til et flot 12-tal, og jeg håber, den kommer igen.

En dejlig weekend med spørgelystne havegæster

Thailandsk tulipan, Curcuma alismatifolia

Det har været en helt fantastisk weekend med strålende solskin og haven fyldt med spørgelystne havegæster til Havefestival. Tusind tak for alle besøgene og for al den gode havesnak, det er blevet til undervejs. Som altid er der nogle af havens planter, der påkalder sig mere opmærksomhed end andre og giver anledning til mange spørgsmål. Årets absolutte topscorer i den henseende har været thailandsk tulipan, Curcuma alismatifolia, som jeg har i både denne cremefarvede og en lysende pink version i mine krukker.
Det er en superfin sensommerkrukkeplante, men når det trækker op til kulde, skal den i ly, for vinterhårdfør er den ikke. Man kan næsten se det på den, så eksotisk som den ser ud. Den har ikke noget som helst med tulipaner at gøre, men er beslægtet med gurkemeje.

Sølvfjerdusk, Celosia argentea

I samme krukkegruppe ved fordøren står den lidt sælsomme sølvfjerdusk, Celosia argentea, der også er alletiders til sensommerkrukkerne. Her i en hvid/limegrøn model. Den fås også i pink og rødlilla. Sjove blomster, som man – eller i hvert fald jeg – får lyst til at røre ved. De kan i øvrigt også tørres til evighedsbuketter.

Japansk asters, Aster ageratoides ‘Harry Schmidt’

I et af staudebedene faldt flere spørgelystne havegæster over japansk asters, Aster ageratoides ‘Harry Schmidt’. Det er en skøn sensommerstaude, der blomstrer helt overdådigt lige nu med blomster i en usædvanlig, næsten selvlysende lyslilla nuance. Jeg købte den sidste år i en lille potte i en hollandsk planteskole, og jeg skal da love for, at den er kommet godt fra start her i haven.

Kongebegonie, Beonia rex ‘Escargot’

Tilbage blandt havens krukker, fik de spørgelystne havegæster øje på de mange forskellige sorter af kongebegonie, Begonia rex, der omkransede skyggeterrassen. Sorten Begonia rex ‘Escargot’, med blade der vitterligt ligner sneglehuse, vakte især interesse. Kongebegonie er måske mest kendt som en stueplante, men mine har givet den som krukkeplanter hele sommeren – og det har de gjort godt – og gør det endnu. De trives fint i skygge og får bare en sjat vand engang imellem. Frost tåler de ikke, så de skal reddes i land, før det bliver koldt.

Begonia maculata

Inde i drivhuset er det en anden begonie, der har givet anledning til undren fra de spørgelystne havegæster. Det er Begonia maculata ‘Wightii’ med det danske kælenavn forel begonie, der har de mest usandsynligt prikkede blade og lige nu står med cremefarvede begonie blomster, der glimter som perlemor. I øjeblikket en spektakulær drivhusplante, der skifter kategori til stueplante, når det bliver koldere.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén