I dag har jeg fejret, at vi endelig er kommet på den rigtige side af vintersolhverv. Nu går det den rigtige vej mod lysere tider igen. Dagen blev markeret med at så vinterærter som nabo til vinterløg og hvidløg i det nedlagte aspargesbed. Vinterærter, Pisum ‘Winterkefe’ er en hårdnakket sort af ærter, der kan klare sig gennem vinteren uden at lide overlast og dermed er klar til at spire længe før de ærter, der bliver forårssået. Jeg har haft vinterærter flere år i træk med stor succes, så det har udviklet sig til en tradition. Det er rendyrket nydelse at så her midt om vinteren og mærke følelsen af at have taget hul på det nye, jomfruelige haveår.I år har vinterærter og vinterløg fået plads i det nedlagte aspargesbed, så et af køkkenhavens klatrestativer har holdt flyttedag. Vinterærter er høje ærter, der har brug for noget at klatre op ad. De får de smukkeste blomster, der ligner mini-Lathyrus, og lækre ærter af den slags, der kan spises med bælg og det hele. Det gode ved at have vintersorterne incl. hvidløg samlet i et bed er, at de ikke kommer til at stå i vejen for forårsklargøringen af køkkenhavens store bed.Vinterløgene, der blev sat i oktober, har i øvrigt allerede stukket optimistiske grønne spirer op gennem jordoverfladen. Også dem har jeg haft succes med de senere år, så jeg er ikke så bekymret for, om de klarer vinteren. Det plejer at gå fint, og nu står de oven i købet pænt på række, så de er nemme at dække med fiberdug, hvis det skulle gå hen og blive fimbulvinter. Læs mere om vinterløg her.Der er ellers ikke blevet ryddet op i køkkenhaven efter sæsonen, for endnu kan der høstes lidt forskelligt. Noget tyder dog på, at det ikke varer længe, for der har været sultne gæster, formentlig rådyr, der har taget for sig af retterne. Det ser ud til, at grønkål er deres livret. Det skal de nu ikke høre noget for. Det er jo kun jul en gang om året.