Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Blomsterkarse Page 1 of 2

Grønne blomster i det gule bed

Det gule bed

Det gule bed, der er tilplantet og -sået med sommerblomster i den gule, hvide og grønne del af farveskalaen er så småt ved at tage form. Planterne lukker godt sammen – omend nogle skal styres lidt for ikke helt at tage magten. Men det overordnede indtryk af bedet er endnu ikke særligt gult. Faktisk er det lige nu snarere et grønt bed, dels fordi en del af de gule blomster ikke er sprunget ud, dels fordi mange af de grønne blomster er i fuld gang og planterne i sig selv vokser grønt og frodigt.

Tobaksblomst, Nicotiana knightiana

Blandt de grønne blomster er tobaksblomst, Nicotiana knightiana, en af de mest ivrige.

Det er super god pauseplante i sådan et sommerblomstbed, for den blomstrer hele sommeren, og selv om den ikke gør meget væsen af sig, er de grønne blomster bare så fine, når man kigger ordentligt efter. Lige nu spiller den nærmest hovedrollen i bedet, men når de gule og hvide blomster kommer til, er den klar til at støtte op om og understrege dem. Alletiders sommerblomst, hvis I spørger mig.

Kongekommen, Amni majus

Lige nu står kongekommen, Amni majus, også diskret med grønne blomster. Men det varer ikke længe, før det er fine, hvide kniplingsskærme, jeg kan glæde mig over.

Stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Xanthos’

De første gule blomster i bedet er så sart gule, at de næsten ikke er gule. Det er stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Xanthos’, der lyser op både om dagen og i skumringen med den fine, måneskinsgule farve. Planterne er faktisk formeret med hjemmehøstede frø, så det er dejligt at se, at blomsterne stadig har den samme lækre farve, som den forædlede sort.

Blomsterkarse, Tropaeolum majus ‘Milkmaid’

Det samme gælder blomsterkarse, Tropaeolum majus ‘Milkmaid’, der efterhånden har så mange generationer af selvsåede eksemplarer bag sig, at det nærmest er snyd at bruge sortsnavnet. Jeg har oplevet enkelte planter slå tilbage til orange, som er artens farve, men langt de fleste er lysegule år efter år. De planter, der nu er begyndt at blomstre i det gule bed, er faktisk gravet op som frøplanter i køkkenhaven, hvor de spirer frem i vildskab. Jeg kommer nok til at fortryde omplantningen, men de passer altså perfekt i farven her. De vokser voldsomt og frodigt lige nu, så det er nødvendigt at være over dem med saksen, hvis ikke de skal kvæle alle naboerne.

Blomstrende stole og bænke på Cph Garden

Nogle gange tager sådan en lazy lørdag med udsigt til skybrud, og hvad ved jeg, en uventet drejning. Som da jeg nu fik besøg af Haveselskabets udsendte, der spurgte, om jeg ville være en af dem, der kom med et bud på blomstrende stole for at markere, at årets største havefest, Cph Garden, løber af stablen fra torsdag i næste uge. Dekorere en stol – eller snarere bænk – ja hvorfor ikke 🙂
Forklaringen på den uventede opgave er, at vartegnet for årets udgave af Cph Garden er en Verner Panton stol dekoreret med blomster. Det er Tine Mouritsen, der står bag en af Cph Gardens inspirationshaver, der har lavet et såkaldt gardenificeret hack på møbelklassikeren for at rykke lidt ved forestillingen om, hvad der kan lade sig gøre i haven. Jeg behøver næppe at sige, at der vil være flere forskellige blomstrende stole i Tines inspirationshave under overskriften Growing Classics.
Det var en udfordring, der her i haven var svær at sidde overhørig, også selv om det ikke var en Verner Panton stol (og gudskelov for det) men en fin lille klassisk bænk i dukkehusstørrelse, der var opgaven.

Det blev så en af de dage, hvor jeg har været rigtig glad for alt det mos, der vokser i den såkaldte græsplæne. Faktisk en af de dage, hvor jeg synes, at der er lige lovligt meget græs i mit mos. Nå, men det kan heldigvis nemt trækkes ud takket være sandjorden her på matriklen. Og så gik jeg ellers i gang med at vikle den lille bænk ind i mos ved hjælp af noget tynd vindseltråd.

Mosbænken blev beklædt med små blade af blomsterkarse, Tropaeolum majus, der ligner hynder til en dekadent designersofa, når man tænker lidt efter. Selvsåede eksemplarer myldrer frem midt i projekt skærehave, så de skal luges under alle omstændigheder. Hurra, to fluer med et smæk.

Her er mit bud på en af de blomstrende stole – eller bænke – der indvarsler Cph Gardens komme på torsdag. Bænken står i en bund af purløgsblomster, og det lille træ er et par grene af sydbøg, Nothofagus antarctica, der har de der fine, bittesmå blade, der matcher størrelsesforholdene i opstillingen.

Jeg har ingen erindring om, hvor den lille stråhat kommer fra, men jeg fandt den i gemmerne. Med et syrenfarvet bånd og en blomst af småbladet buddleja, Buddleja alternifolia, er den med til at slå havefeststemningen an, synes jeg.
Jeg glæder mig så meget til Cph Garden. Måske ses vi endda? Jeg har i hvert fald brug for hjælp til at slippe haveglæden løs fredag klokken 16 i taletelt 1. Se hele programmet for Cph Garden her.

Projekt skærehave er udfordret af biodiversiteten

Skærehave

Det går egentlig rigtig fint med projekt skærehave, men enkelte rækker af sommerblomster er nu alligevel lidt udfordrede. Nu ligger det mig jo fjernt at sige noget ondt om begrebet biodiversitet i haven. Men jeg synes alligevel det er lidt skrapt, når en vinbjergsnegl metodisk guffer halvdelen af række med mørkerøde kornblomster, Centaurea cyanus, i sig og grådigt udvælger sig de pæneste eksemplarer af håret solhat, Rudbeckia hirta. Førstnævnte må vist eftersås, solhatten ser heldigvis ud til at klare skærene og kommer nedefra.

Der er også et meget lidt genert rådyr, der hygger sig i haven i øjeblikket og gør det lidt svært at være velsmagende sommerblomster og stauder. De udplantede solsikker bliver aldrig til solsikker, for der står kun pinde tilbage. Og så har jeg fået grundig hjælp til knibning af den fine fløjlsblomst, Tagetes patula ‘Ildkongen’. Hjælp jeg egentlig hellere ville have klaret mig foruden. Derfor er der nu blevet installeret bambuspinde omviklet med gammel t-shitog dyppet i hjortetakolie. Håbet er, at den meget markante lugt får Bambi og Co. til at gå uden om projekt skærehave.

Blomsterkarse, Tropaeolum majus

Man kan argumentere for, at blomsterkarse, Tropaeolum majus, hører fint og naturligt hjemme i en have med sommerblomster. Men det er altså ikke tilfældet i det omfang, de selvsåede planter myldrer frem. De bliver luget i hundredevis sammen med det forårskåde fuglegræs, der lige i øjeblikket kalder på en ugentlig ukrudtshakning.

Udtynding af jomfru i det grønne

Det er oven i købet ikke bare ukrudtet, der skal luges lige nu. I de rækker, der er sået direkte, er der en del, der som sædvanlig står for tæt, fordi det er svært at dosere de små frø. Så der er ikke andet at gøre end at få luget de overskydende planter væk, selv om det gør lidt ondt. Her er det jomfru i det grønne, Nigella damascena, det går ud over.

Men alt i alt begynder projekt skærehave for alvor at antage den projekterede vifteform, der blev født som streger på et stykke papir, som det ses her. Der er lidt, der skal efterplantes, men det når jeg nok til. Jeg er absolut glad for resultatet indtil nu.

Stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Pink Popsocks’

Så foreløbig vil jeg glæde mig over, at den allerførste blomst er sprunget ud i skærehaven. Et lidt unseligt eksemplar af stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Pink Popsocks’, der er en sjov fyldt version af den traditionelle kavaler. Der kommer forhåbentlig mange flere.

Til slut lige en efterlysning: Jeg mangler adressen på vinderen af to billetter til Cph Garden. Pia Løbner, det er dig der er den heldige. Send din adresse til post@lottebjarke.dk, så kommer billetterne susende med posten.

Perfekt vejr til afhærdning og jagt på gratis planter

Sådan en mild, stille dag, hvor der er trukket et tyndt gardin for solen er det simpelthen perfekt vejr til afhærdning af de forspirede sommerblomster, der står som sild i en tønde i drivhuset. Nøøj, hvor jeg glæder mig, til de kan plantes ud. Jeg tror faktisk, at jeg vover pelsen og planter de mest hårdføre ud i weekenden. Mange af dem trænger virkelig til at komme ud og stå på egne ben. De mange små planter står i praktiske – og pæne – zinkbakker, der er nemme at bære ud, hver gang det er perfekt vejr til afhærdning. De har efterhånden været ud og ind nogle gange i kortere perioder, for at de kan vænne sig til vind og sollys og hvad vi ellers har derude under åben himmel. Zinkbakkerne fås i mange størrelser hos Zinkbakken.

En god del af de forspirede planter er tiltænkt årets skøre skærehaveprojekt. Nu har jeg lige tilset arealet, hvor de første udsåede planter er spiret fint. Men jeg skal love for, at vand og milde temperaturer også har sat gang i uautoriseret fremspiring. Det er selvfølgelig ukrudt i rå mængder – især fuglegræs – der gør jordstykket grønt. Men der er nu også skatte at score i form af gratis, selvsåede planter. Der er for eksempel virkelig gang i blomsterkarse, Tropaeolum majus, der slet ikke er med i skærehaveplanerne. Til gengæld er den lysegule sort, som plejer at være ret stabil, på planen for et andet projekt: Et gult blomsterbed, som det ses her. Så nu har jeg gravet en flok af de selvsåede planter op og plantet dem i potter til senere udplantning.

De selvsåede planter behøver heldigvis hverken plads i drivhuset eller perfekt vejr til afhærdning. De har jo selv valgt at spire derude, så de er vant til mosten og skal nok klare sig. Jeg kunne selvfølgelig have plantet dem direkte om, men så er jeg bange for, at der går kludder i planerne for det gule bed.

Efter opgravningen fik jeg hakket den kommende skærehave for ukrudt. De første rækker af sommerblomster er heldigvis spiret frem, så jeg kan holde styr på, hvad det er, jeg har gang i. Jeg venter lige med at strege resten op igen, til jeg skal plante, for jeg vil ikke udelukke, at det kan blive nødvendigt at løbe endnu en tur med hakkejernet først.

Imperialistiske sommerblomster har besat køkkenhaven

Køkkenhaven har ikke så meget mere at byde på rent kulinarisk for i år, men der er trods alt stadig et par gulerødder og rødbeder tilbage i rækkerne, ligesom der kan høstes af både rød grønkål og palmekål, selv om planterne er mere eller mindre nedliggende. Og porrerne 🙂 De står fine og ranke, parat til at blive høstet løbende i de kommende måneder, når vi trænger til lidt hjemmedyrkede vitaminer. Min køkkenhaveplet er nu under alle omstændigheder, høst eller ej, et dejligt, fredfyldt og frodigt sted på jorden at opholde sig på en farverig oktoberdag – også selvom – eller måske fordi – den ser lidt kaotisk ud.Især en planteart sørger for, at frodigheden varer ved langt ud på efteråret. Det er de temmelig imperialistiske sommerblomster, selvsået blomsterkarse, Tropaeolum majus, der nærmest har besat køkkenhaven bid for bid i takt med at grønsagerne er blevet høstet, så der er opstået ledig plads. Det ser lidt voldsomt men også ret skønt ud, at blomsterkarsen sådan har fået sin anden ungdom og blomstrer lystigt efter at have været næsten tam sidst i tørkeperioden. Jeg nænner ikke at luge den, og da den smider vildt om sig med frø, er jeg sikker på, at den nok skal komme igen for fuld styrke næste år, lige meget om jeg synes eller ikke synes om det. men det synes jeg nu…

Køkkenhavekaos med blomster og grønsager i vild forvirring

Jeg er ret vild med det køkkenhavekaos, der har etableret sig, mens jeg har haft så travlt med at vande og pruste i varmen, at det der med at luge ukrudt har været helt på standby. Køkkenhaven er jo blevet tilgodeset med regelmæssig vanding, så det er absolut det frodigste sted i haven lige nu. Samtidig dyrker jeg en del blomster imellem grønsagerne for at have til vaserne, og de har nærmest taget magten.Men der er trods alt grønsager på vej. For eksempel ser rødbederne ret godt ud trods den ublide rådyrbeskæring, de fik tidligere på sommeren. Jeg tror snart, jeg høster dem, for jeg kan godt lide, at de ikke er alt for store.De blå ærter blev også nippet så grundigt tilbage af rådyrene, at jeg egentlig ikke troede, der ville blive noget som helst at høste. Men der er alligevel nogle ranker, der har klaret den og nu står med fine bælge fyldt med friske, grønne ærter. I den lidt forsømte køkkenhave har rankerne valgt at klatre rundt i de nærmeste planter i stedet for at bruge det stativ, der er stillet til rådighed. Det bidrager også til det frodige køkkenhavekaos.Hvis der er en plante, der kan det der med at tage magten i et ubemærket øjeblik, så er det blomsterkarse, Tropaeolum majus. Det er da ikke til at stå for 🙂 Det sjove er, at det nok er fem år siden jeg såede en pose af den sart lysegule sort ‘Milkmaid’. Den har troligt sået sig selv år efter år og har overtaget den forreste del af køkkenhaven, når løgene er blevet høstet. Indtil nu har den holdt den lysegule farve, men i år er der begyndt at dukke en del orange blomster op, så den har tydeligvis stille og roligt krydset sig tilbage til sit udgangspunkt. Hvis jeg skal bevare min lysegule bestand, må jeg vist hellere se at få luget de orange eksemplarer, før de sætter frø.

Hjemmelavede krukkeplanter begynder at ligne noget

Når jeg forspirer sommerblomster, er det typisk med den tanke, at planterne skal plantes ud i havens bede. Men i år er nogle af dem endt som hjemelavede krukkeplanter. Jeg har oven i købet eksperimenteret lidt med at plante forskellige arter sammen i større krukker i håbet om, at de vil vokse fint og naturligt ud og ind mellem hinanden. I den her krukke er der plantet både det lille prydgræs harehale, Lagurus ovatus, den lækre fløjlsblomst, Tagetes ‘Strawberry Blonde’ og den sjove mexikanerhat, Ratibida columnifera, der dog ikke blomstrer endnu, fordi den er blevet knebet en ekstra gang for at få den til at buske sig. Jeg synes, det tegner lovende.Den rødorange Tagetes ‘Strawberry Blonde’ er ny i udplantningssortimentet i år, men man har altså også kunnet købe frø og selv gå i gang. Sikke nu en farve.Harehale går igen i denne krukkegruppe, der også udelukkende byder på hjemmelavede planter, der lige er begyndt at blomstre.En virkelig sælsom plante, som er mest kendt fra blomsterdekorationer, er trommestikker, Craspedia globosa, med kugleforede, gule blomsterstande. Den er også lavet fra frø i år og står flere steder i haven og altså også i en krukke, hvor den ser ud til at have det rigtig fint.Den skønne morgenfrue, der i hvert fald engang var Calendula officinalis ‘Triangle Flashback’ er det måske lidt af en tilsnigelse at henføre til gruppen af hjemmelavede krukkeplanter. Den er ikke møjsommeligt forspiret, priklet og så videre, men dukker helt af sig selv op i stort antal i køkkenhaven, hvor den blev sået for flere år siden. De spontane og i nogen grad fejlplacerede planter blev gravet op og omplantet til en krukke. Selv om de i sagens natur må være hybridplanter, er de stadig lige så smukke som den oprindelige sort.Samme historie går igen, når det gælder den sart lysegule blomsterkarse, Tropaeolum majus ‘Milkmaid’. Det er år og dag siden, jeg købte en pose frø, men de sår sig selv med stor entusiasme, så der var rigeligt med planter til en krukke også.

To vindere af sneglejagten ved årets Havefestival og en oplevelse

Jeg skylder stadig at takke for de mange dejlige besøg i løbet af Haveselskabets Havefestival sidste weekend, da vi holdt åben have. Det er så spændende at opleve sin egen have gennem andres øjne og dermed pludselig se ting, man slet ikke tænker på i hverdagen. En af de planter, der affødte rigtig mange spørgsmål, var den smukke blomsterkarse, Orlaya grandiflora, der viser sig fra sin allerbedste side netop nu. Den skal  helt sikkert kåres som ugens yndlingsplante. Det er en et-årig sommerblomst, der blev forspiret i vindueskarmen og siden plantet ud i spredt fægtning i staudebedet. En af dem, der kom på besøg i haven, var søde Karen, der har beskrevet sin oplevelse på sin hyggelige blog Dalsgaard i Skivholme. Læs med her.

Det var ikke kun planteinteresserede, der kom forbi. Søndag kom der også regnbyger, og Viggo og Nora kiggede ind sammen med deres forældre, og kastede sig med ildhu ud i sneglejagten i den udskrevne konkurrence om at genfinde de navngivne vinbjergsnegle, Ib, Bo, Pi og Ea.Det er mig en stor glæde at kunne afsløre, at Viggo fandt Pi og Nora fandt Bo. De to snegle er nu flyttet hjemmefra, men sandelig om ikke Ea vendte tilbage til køkkenhaven for anden gang mandag morgen. Siden er jeg draget til Holland for at se på plantenyheder i embeds medfør, men der blev også lige tid til at kigge inden for i Villa Augustus i byen Doordrecht, som jeg følger på Instagram. Et fuldstændig fantastisk sted med hotel indrettet i et gammelt vandtårn og restaurant og butik/marked i den tilhørende pumpehal. Restauranten ligger midt i  den ligeledes helt fantastiske køkkenhave.Her er ikke et strå på tværs, og de økologiske grønsager bestemmer selvfølgelig dagens menu.Både haven, restauranten, butikken og hotelfoyeren er så hyggeligt og stemningsfuldt indrettet, at det var svært ikke at ærgre sig over, at der ikke var tid til bare at slå sig ned. Det må blive en anden gang. Arbejdet kalder jo 🙂 Besøg Villa Augustus hjemmeside her, og se, hvad jeg mener 🙂

Selvsåede planter er lig med gratis planter

Hold nu op hvor det pibler frem. Både med alt det der skal og alt det, der ikke skal. Nu gælder det om at kende sine småplanter, så man ikke kommer til at luge det forkerte. Jeg holder meget af de haveplanter, der kan finde på at så sig selv og dukke op på overraskende steder, hvor jeg slet ikke havde tænkt på, at de passede ind. Så som regel får de lov at stå, andre gange bliver de flyttet, og tager det overhånd med selvsåningen, bliver der luget med hård hånd. Den rødbladede skovangelik, Angelica sylvestris, er en mester i at præstere selvsåede planter både her og der. De er nemme at kende med de flotte sortrøde blade og ret svære at stå for, så der er mange her i haven i år, selv om de fylder godt i landskabet.

Selvsåede eksemplarer af fingerbøl, Digitalis purpurea, dukker også op mange steder, og da der som regel er plads nok til de høje, slanke planter, får også de lov at stå, hvor de selv har valgt at vokse. Jeg har flere gange plantet hvide sorter af fingerbøl, men de selvsåede er næsten altid rosa, som artens blomster.Sidste sommer havde jeg de skønneste violette opiumvalmuer, Papaver somniferum ‘Dark Plum’. Jeg har ikke sået den i år, men jeg er nu ikke i tvivl om, at jeg også har valmuer i år. Det vælter simpelthen frem med småplanter i det bed, hvor de stod.

I køkkenhaven pibler det også – både i rækkerne og mellem dem. En del af det ukontrollerede ukrudt er selvsåede planter af blomsterkarse, Tropaeolum majus, der er virkelig effektiv på det felt. Nogle får lov at stå i kanten af køkkenhaven, men mange må luges, for ellers tager de magten fuldstændig, som det ses herMen det er selvfølgelig oplagt at genbruge nogle af de super fine småplanter enten andre steder i haven eller i en krukke.Så nu har jeg tilplantet den retrolækre jernkasse fra B-Green med små blomsterkarse planter. Den er tiltænkt plantebænken på terrassen, hvor jeg forestiller mig de lysegule blomster kommer til at stå i kaskader ud over kanten 🙂 Det kan kun blive godt.

Et lille strejf af frost med stor effekt

Det var sådan en morgen, hvor græsstråene havde fået hvide kanter og egentlig nok ikke burde betrædes, for de knasede ganske let, da jeg gik en morgenrunde. Jorden i køkkenhaven kunne næsten, men ikke helt bære, og frosten havde pyntet de fine skærme af bronzefennikel, Foeniculum vulgare ‘Rubrum’, så de var blevet endnu finere.Det var også sådan en morgen, hvor man genopdager, at der er stor forskel på, hvor meget frost de forskellige planter kan klare. Selv om de grønne blade for et par dage siden bare lignede grønne blade, har det berømte strejf af frost sat sig sine meget tydelige spor. Sommerblomsten blomsterkarse, Tropaeolum majus, der ellers har besat det meste af køkkenhaven her i efterårsmånederne, kan i hvert fald ikke klare mosten, mens kålplanterne og porrerne jo heldigvis godt kan. Jeg er nu sikker på, at den nok skal komme igen, for nok er den en-årig, men den er til gengæld umådelige effektiv til at selvså, siger erfaringen.I krukkehaven er udskillelsesløbet også i gang. Den flotte kongebegonie, Begonia rex, burde have været taget ind, det indrømmer jeg, men jeg har ikke været hjemme, og nu er den i hvert fald færdig med at være kongelig. Så længe frosten havde sit tage i bladene, så de fine nok ud trods deres nye farver, men da vi nåede til plusgrader, klappede de helt sammen. Der må vist afløsning til.Høststenbræk, Saxifraga cortusifolia, har til gengæld klaret det lille strejf af frost i første omgang men begynder at se ud som om, det ikke er helt sjovt længere. Heldigvis er den jo en staude, der kan gemme sig under jorden til næste år, så jeg må hellere se at få den plantet ud, for det er en af mine nye yndlingsstauder, der meget gerne må være mange af i haven, så der også er blomster at glæde sig over i oktober-november.

Page 1 of 2

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén