Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Blåregn

To slyngplanter kæmper om opmærksomheden

Blåregn, Wisteria sinensis ‘Prolific’

Blåregn, Wisteria sinensis ‘Prolific’, på portalen midt i haven har været havens absolutte blikfang i et par uger. Men ballet er snart forbi, for der er efterhånden ligeså blåt på græsset under portalen som oppe i luften. Men en anden af havens slyngplanter er klar til at snuppe rollen som primadonna. Se nu bare, hvad der foregår øverst i den opstammede kristtorn, Ilex aquifolium, mellem portalen og drivhuset.

Bjergskovranke, clematis montana ‘Grandiflora’

Det er simpelthen bjergskovranke, Clematis montana ‘Grandiflora’, der får kristtornens krone til at blomstre med de fineste, hvide klematis blomster. Slyngplanter kan altså en hel masse, når det handler om at få haverummet til at se ud af noget også i højden

Bjergskovranken er en af mine yndlingsplanter, og det er en årligt tilbagevendende haveglæde, når jeg pludselig en morgen opdager at nu, nu, NU sker miraklet igen: Kristtornen blomstrer med store, meget lidt kristtorn-agtige blomster.
Bjergskovranken blev for 8-10 år siden plantet ved foden af træet og har systematisk infiltreret kronen. Man lægger ikke mærke til den uden for blomstringstiden, og de to planter ser begge ud til at trives med parløbet. Lige nu er bjergskovranken en af havens absolutte stjerner.

Min blåregn har snydt mig og blomstrer i utide

Jeg var helt sikker på, at den blomstrende blåregn, Wisteria sinensis ‘Prolific’, ville være en af havens attraktioner, når vi inden længe holder åben have i forbindelse med Haveselskabets Havefestival. Det er den 9.-10. juni kl. 10-17 og alle er velkomne. Sandsynligheden taler dog ikke for, at blåregn i fuldt flor vil være en af dagens haveoplevelser. Den står nemlig allerede nu i fuldt flor, så det bal er utvivlsomt forbi om tre uger. Heldigvis er der mange andre smukke blomster på vej, datter Anne er i gang med at planlægge årets sortiment i staude pop-up shoppen i carporten, og der  bliver selvfølgelig mulighed for at købe min nye bog, Slip haveglæden løs, lige her, hvor det hele begyndte. (Læs mere om bogen og køb den her 🙂 )Det må være varmen, der i den grad har sat fut i min blåregn, for jeg har tjekket fotoarkivet, og den plejer først at blomstre i begyndelsen af juni. Den er flottere end nogensinde, og den effekt, jeg drømte om, da vi konstruerede portalen mellem de to haverum, er nu en realitet. De lange blomsterklaser hænger nemlig så fint ned fra “loftet” og gør det til ren nydelse at gå under portalen.Jeg synes, farven på blåregn blomsterne er helt fantastisk, og samtidig dufter de, så det er en fryd. Vidste I forresten, at der er to slags blåregn, den almindelige, Wisteria sinensis, som jeg har og så japansk blåregn, Wisteria floribunda. De ligner hinanden meget men kan alligevel nemt skelnes fra hinanden. Wisteria sinensis er nemlig højreslyngende, når den klatrer til vejrs ved at slynge sine kraftige stængler om det, der er i nærheden. Wisteria floribunda er venstreslyngende. Det er da sjovt 🙂

Cirkus afhærdning er i gang og invitation til Åben Have

Mine mange forspirede sommerblomster glæder sig med garanti til at blive plantet ud i haven, så de hver især får lidt mere plads at begå sig på. Med først skal de lige lære at stå på egne ben, så nu har jeg indledt det årlige cirkus afhærdning, hvor planterne flyttes ud midt på dagen og ind igen om aftenen. De står godt på trædestien gennem bedet foran drivhuset, hvor der er nogenlunde læ og fint flimrende lys.Den øvelse fik mig lige til at tænke lidt fremad. Tænk, der er kun en måned til den årlige havefestival, hvor vi holder åben have. Det foregår 9.-10. juni, når sommerblomsterne forhåbentlig for længst er plantet ud og begyndt at få lidt fylde. Desværre er tulipansæsonen utvivlsomt forbi til den tid, men så er der heldigvis meget andet, der blomstrer.Jeg er i hvert fald ret sikker på, at blåregnen på portalen mellem det indre og det ydre haverum står i fuldt flor, som den gjorde på samme tid sidste år. Jeg kan også godt love, at datter Annes populære staude pop-up shop med sæsonens lækreste stauder lander i carporten igen, ligesom der bliver mulighed for at købe min bog, Slip haveglæden løs – fryd, facts og fiduser, lige her, hvor det hele begyndte. Der er flere indtryk fra sidste år på samme tid her. Sæt kryds i kalenderen og kig indenfor i haven, så vi får endnu en skøn weekend med masser af haveglade gæster og god snak. Jeg glæder mig så meget.Sidste år var det hjemmebyggede drivhus en nyskabelse i haven. Det har dog fået nye installationer siden. Blandt andet et plantebord med indbygget varme og en snedig maskemekanisk løsning, så der kan luftes ud på varme dage som i dag. Tagrygningen kan simpelthen løftes 🙂 I det hele taget er der som altid gang i et hav af projekter her i haven. Vi er fx i fuld gang med at renovere terrassen foran huset, hvor det smalle bed har været et problembarn længe. Nu kommer der fliser, spejlbassin og masser af krukker i stedet. Det bliver så godt 😉

Vinterbeskæring af hindbær, ribs og blåregn

Det har været en perfekt dag til at få indhenet en af efterårets undladelsessynder. Så nu skulle det være. De to bede med efterårshindbær, Rubus idaeus ‘Autumn Bliss’, er for længst færdige med at bære for i år, og de skal jo klippes ned til grunden efter høst i modsætning til sommerhindbær, hvor det kun er de skud, der har båret bær, der skal klippes ned. Det er de hermed blevet – det var bare ikke lige efter høst 🙂 I den indhegnede frugthave har det været rigtig godt at få etableret et stativ/opbindingssystem, der holder de lange skud opret, så bærrene ikke bliver snaskede af at ligge hen ad jorden.Der bliver en ordentlig bunke haveaffald ud af sådan en omgang vinterbeskæring. Haveaffald i den sjældne kategori, der ikke ryger i kompostbunken men køres væk eller brændes af for ikke at risikere spredning af skumle hindbærplantesygdomme til de nye skud, der faktisk allerede ligger på lur i jordoverfladen.Da beskæresaksen nu var kommet op af skuffen, fik ribsbuskene også lige en vinterbeskæring. De så ærlig talt lidt kaotiske ud efter årets formidable bæring, der tyngede adskillige grene til jorden. Væk med dem helt ved grunden, så buskene kan bruge deres kræfter på at sætte bær på skud, der vokser den rigtige vej. Den viltre blåregn, Wisteria sinensis, der vokser på portalen mellem to haverum, er faktisk blevet studset i august, men det kan godt være svært at se.

Nu fik den en omgang mere, for skuddene skal helst ikke være mere end 10-15 cm, hvis de skal bære fine, frithængende blomsterklaser. Desuden pyntede det, at få skabt lidt orden i den kaotiske fuglerede af skud, der havde etableret sig på toppen af portalen.

Opdaterede plantelister

Mit “fodboldmål” mellem to af havens rum har været til grin i årevis, men nu begynder det endelig at ligne det, der var tanken. En frodig portal, der leder fra det ene rum til det næste. Lige nu blomstrer blåregn, Wisteria sinensis ‘Prolific’ nærmest amok, og det ser bare så dejligt ud. Jeg var lige nødt til at tjekke plantelisterne for de enkelte bede for at finde frem til sortsnavnet. Jeg er en nød til at huske sortsnavne, så når jeg planter nyt, opdaterer jeg listerne – mest for min egen skyld – men alle er velkomne til at kigge med i listerne, der ligger under Planterne i menuerne øverst på bloggen. Nogen har efterspurgt billeder på plantelisterne, men så bliver de meterlange og helt uoverskuelige. Til gengæld er langt de fleste planter på et eller andet tidspunkt omtalt på bloggen, så hvis man taster plantenavnet i søgefeltet i sidepanelet til højre, dukker der tit et foto op. Jeg har lige opdateret plantelisterne efter bedste evne oven på sammenlægning af bede, flytning af planter osv. Der er en nyskabelse i den menu, der hedder Bogreolen. Her er der en ny undermenu med titlen nyt i bogreolen, hvor de seneste anskaffelser omtales kort. Lige nu bader jeg øjnene i Claus Dalbys nye, smukke moppedreng af en bog med titlen Nordiske haver.I sidepanelet kåres hver uge ugens yndlingsplante, der er en topaktuel plante, der tiltrækker sig særlig opmærksomhed og nærer haveglæden lige en ekstra tand. I denne uge er den fantastiske vinterært, Pisum sativum ‘Winterkefe’ udnævnt til ugens plante. Det er også i sidepanelet, man kan tilmelde sig nyhedsbrevet fra helthenihaven.dk Det foregår helt enkelt ved, at man skriver sin e-mail adresse i Følg-med feltet. Så går det helt automatisk. Og der er selvfølgelig ikke andre, der kan se de indtastede e-mail adresser. Jeg er super glad og taknemmelig for alle, der har lyst til at følge med i årets gang her i haven på kanten af naturen i de skønne Sondrup Bakker i Østjylland.

Jeg kan heller ikke lige dy mig for at henlede opmærksomheden for nye læsere på mærkaten øverst i sidepanelet. Jeg er nemlig så stolt, rørt og beæret over at være nomineret til en CPH Garden Award i kategorien Årets Haveblogger for helthenihaven.dk. Det er læserene, der afgør, hvem blandt fem nominerede, der i sidste ende får prisen. Man deltager i afstemningen på Haveselskabets hjemmeside, der findes her. Hvem, der løber med priserne i fem kategorier afsløres, når Haveselskabets store haveudstilling, CPH Garden, løber af stablen 21.-25. juni 2017 i Valbyparken.

Sære strukturer i haven

stensaetning-1Nu da bladene er faldet af træerne, og sommerens frodige vildskab har trukket sig lidt tilbage, træder havens spøjse, spændende og mystiske strukturer frem og kalder på tankespind og fantasigalop under en stille havevandring. Det gælder både de helt naturlige og de menneskeskabte strukturer. I den sidste kategori er dette mystiske bygningsværk af sten bag køkkenhaven ved indgangen til den vilde del af haven. En slags kar med en piedestal i midten. Ingen ved for alvor, hvad det har været tænkt som, men der har været mange fantasifulde gæt, og flere er selvfølgelig velkomne. Rygterne vil vide, at der engang for længe siden har boet en særling på egnen – måske ligefrem her på grunden – der elskede at skabe de stenkonstruktioner, der stadig findes  i skovene her omkring. En dejlig mystisk historie…skovhaven-18Eventyrstemningen fortsætter i skovhaven, som man kan kigge ud i inde fra det bagerste hjørne af stuen. Der blev ryddet grundigt op i et tæt kraft af kristtjørn, da vi rykkede ind i haven for at skabe lys i stuen, men forsøg på at etablere spændende skovbundsvækster er kikset. Der er simpelthen for mørkt og for tørt under kronerne af de gigantiske ædelcypresser, der sammen med fyr dominerer den lille skovhave helt med deres markante, buede stammer med store klumpfødder. Det eneste, der vil gro i skovbunden er vedbend, Hedera helix, der omsider er ved at skabe et grønt tæppe i skovbunden.wisteria-sinensis-36Blandt naturens små mirakler er det også nemt at få øje på blåregn, Wisteria sinensis, nu, da de lysende gule efterårsblade er dalet til jorden. Det er vildt fascinerende, som stænglerne kan tage kvælertag på hinanden og deres klatrestativ, så der nærmest opstår fletninger. Det er ikke svært at tro på, at blåregn kan kvase et nedløbsrør, når man mærker efter, hvor stålsat snoningen er.hegn-36Hegnet langs kanten af afgrunden er konstrueret af egegrene fra skovhaven, der er bundet sammen med ståltråd a la de kastanjehegn, man kan købe sig til. Nu, da stauderne er blevet gennemsigtige, er det næsten som om det svæver langs kanten og passer på, at ingen eller intet falder ned, og når eftermiddagssolen står lavt, tegner det fantastiske skyggebilleder på græsset.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén