Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Blåstjerne

Søde, sære og seje blomster på en junisøndag

Farvebælg, Baptisia australis ‘Pink Truffles’

Hold nu op, hvor er alting frodigt lige nu. Det er jo næsten ikke til at følge med. I hvert fald ikke med ukrudtet. Samtidig har haven nye blomsteroplevelser at byde på hver dag. Der er både søde, sære og seje blomster, der springer ud, så det gælder om at holde haven under konstant observation. Her er det oven i købet en vaskeægte plantenyhed, der blomstrer. Den strøg så lige ind på listen over yndlingsplanter her i haven. Farvebælg, Baptisia australis ‘Pink Truffles’ er navnet.

Farvebælg hører klart hjemme i kategorien søde blomster. Jeg har en blå i forvejen og har tidligere haft en chokoladebrun, men jeg har aldrig set den i den her lækre lyserøde nuance før. Blomsten kan minde lidt om en lupin – og er da også beslægtet – men den er meget mere let og elegant. Passer perfekt til min have.
Planten er en blandt en hel stribe af virkelig spændende og anderledes plantenyheder fra Gunnar Christensens Planteskole, GC Plant i daglig tale. Planteskolen har indgået et samarbejde med den amerikanske planteskole Walters Gardens, der er kendt for sin omfattende planteforædling. Derfor kan vi nu få nye og helt anderledes planter til vores haver i de danske havecentre. Der er virkelig noget at glæde sig til. Jeg har set prøvemarken, hvor sorterne testes, før de slippes løs i butikkerne, så jeg kan love jer, det er ganske vist 🙂 Læs mere her.

Honninglilje, Nectaroscordum siculum

Blandt de søde, sære og seje blomster, der sætter krydderi på havevandringerne lige nu, er også honninglilje, Nectaroscordum siculum. Den hører ubetinget hjemme i kategorien af sære men også ret dejlige blomster. Jeg lagde en del løg i efteråret, og nu står planterne i fuldt flor med de sjove, løse lidt rodede blomsterstande med stribede, klokkeformede enkeltblomster i bløde farver. Lidt a la prydløg men alligevel ikke.

Blåstjerne, Amsonia elliptica

Blåstjerne, Amsonia elliptica, hører til de seje blomster. Ja, søde og lidt sære er de også, for blåstjerne er ikke nogen helt almindelig staude. Lige nu står den med de smukke blomsterstande fyldt med sart lyseblå stjerneblomster. Det gør den år efter år, selv om den står på min elendige sandjord og dybest set må klare sig selv. Ret sejt gået.

Blåstjerne, amsonia tabernuemontana

Jeg har faktisk to arter af blåstjerne i haven. Jeg har svært ved at se forskel på dem, men de er købt med to forskellige skilte i. Amsonia tabernuemontana er navnet på denne. Jeg er simpelthen faldet for planten i flere omgange ved besøg i den hollandske staudeplanteskole De Hessenhof, der har et urimeligt stort staudeudvalg målrettet plantenørder af værste skuffe. Der vokser den blandt andet i hegn og hække mellem planteskolens forskellige rum og er nærmest blevet til buske. Her går det mere adstadigt, men de kommer begge to trofast igen år efter år og blomstrer lidt mere – og dejligt længe – fra år til år.

Blå lærkespore, lyseblå blåstjerne og lilla blåkant

Der er ikke ret mange blomster, der er rigtig blå, men den blå lærkespore, Corydalis flexuosa ‘Spinners’ er en af dem. Indtil nu har den fint og diskret dækket jorden med sit smukke løv, men nu strækker blomsterstænglerne sig i vejret og de særprægede meget blå blomster står i fuldt flor. Jeg har haft den i mange år, og den kommer trofast igen trods den lidt skyggefulde og ret tørre placering, den har. Det passer den åbenbart godt.

Blåstjerne eller amsonia, Amsonia elliptica, er en anden staude i den blå afdeling, der ikke er så almindelig. Jeg så den i den skønne, hollandske planteskole De Hessenhof, hvor den nærmest havde udviklet sig til en hel busk. Måske kommer det også her, for der bliver mere og mere af den år for år, selv om der foreløbig er et stykke vej til at den kan kaldes buskagtig. Blomsterne, der ligner små, sart lyseblå stjerner, er bare så søde.En staude, jeg holder rigtig meget af, er almindelig blåkant, Nepeta x faassenii. Jeg forstår bare ikke, hvorfor den hedder blåkant, når nu blomsterne så åbenlyst er lyslilla 🙂 Men fred være med det. Jeg har mange af dem, for de er så gode i kanten af bedene, de blomstrer dejligt længe, og de passer til lidt af hvert.I år er der opstået et særligt vellykket partnerskab mellem almindelig blåkant og den rødbladede skovangelik, Angelica sylvestris, der også optræder i stort antal i haven i år. Det er selvsåede planter, der bare stod som små rosetter sidste år, men i år vil de virkelig frem, så jeg forventer en spektakulær blomstring senere på sommeren.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén