Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Biplante Page 1 of 2

Havens bedste biplanter skaber kaos

Virginsk ærenpris og rød skovangelik

Havens bedste biplanter lige nu må være virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum, og den røde skovangelik, Angelica sylvestris. Førstnævnte skaber i øjeblikket kaos i haven på flere niveauer. Dels fordi den i øvrigt meget velkomne regn har fået de lange skud til at falde ud til alle sider. Dels fordi der ikke er nogen, der kan komme til at rette op på uordenen, fordi blomsterne døgnet rundt er fyldt med bier, der holder et brag af en fest.

Virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum

Bier af alle slags simpelthen elsker virginsk ærenpris, der måske i det hele taget er en af havens absolut bedste biplanter. Der er en nærmest larmende summen omkring planten i dagtimerne, og humlebier i stort antal overnatter i blomsterne – enten fordi de vil komme først om morgenen, eller fordi de har brug for at sove en brandert ud.

Rød skovangelik, Angelica sylvestris

Den røde skovangelik, der er en nær men knapt så voluminøs slægtning til rød kvan, Angelica gigas, blander sig dog i kampen om at være blandt havens bedste biplanter. Den tiltrækker et stort antal insekter af alle mulige slags, så det er noget af en trio, vi har her, med både sommerfuglebusk, virginsk ærenpris og skovangelik. Sikke en buffet 🙂

Skovangelik er en to-årig plante, der sår sig selv fra år til år. Det er mange år siden, det første eksemplar blev plantet ud, men efterhånden har bestanden etableret sig, så der er blomster i de fantastisk dekorative planter hvert år.

Der er jo tale om frøplanter, og derfor falder de ret forskelligt ud. Enkelte falder ligefrem tilbage til den oprindelige knapt så røde form og er også lidt kraftigere i væksten. Men de er nu da også flotte. Planterne er nemme at flytte rundt på, når de fejlplacerer sig og heldigvis for det. Der skal nemlig beregnes en del plads til hver enkelt plante, der ikke bare er høj, men også har en omfangsrig bladroset, der kræver sin plads.

På jagt efter forsvundne stauder under blåkant

Ægte blåkant, Nepeta x faasseniii

Havens umådelig mange eksemplarer af ægte blåkant, Nepeta x faassenii, også kendt som katteurt, har blomstret som en drøm i mange uger til stor fornøjelse for bier og sommerfugle. De gør det for så vidt endnu, men de er begyndt at vise deres imperialistiske tilbøjeligheder og begynder desuden at se lidt slidte ud, som de ligger der med skuddene ud over det hele.

Da jeg samtidig var begyndt at spekulere over, hvor flere tilsyneladende forsvundne stauder mon var blevet af, blev det i dag, hver enkelt blåkant fik en sommerjustering. En varm omgang, kan jeg hilse og sige, for nedklipningen foregik med langskaftede handsker, for det tilfældes skyld, at der skulle være en enkelt bi eller to, der ikke helt forstod, at manøvren er til deres eget bedste. Sagen er jo den, at når man klipper blåkant ned nu, er der rigtig gode chancer for, at planterne kommer igen og giver en ekstra blomstring senere på sommeren.

Den første forsvundne staude, der dukkede op, efter at det store virvar af blåkant var blevet tæmmet, var den smukke, næsten sorte Heuchera, der ikke ser ud til at have lidt skade af det påtrængende naboskab. Den rigtig gode nyhed er, at bedet egentlig ikke kom til at se så afpillet ud efter nedklipningen af blåkant, som jeg havde frygtet. Da alle de yderste, nedliggende stængler var klippet af, dukkede der en pæn, lille blomstrende plante op i midten af hver tue.

Rank potentil, Potentilla recta ‘Sulphurea’

En af de stauder, der havde brug for lidt kunstigt åndedræt efter overvoksning, var den høje staudepotentil med de fine, lysegule blomster, rank potentil, Potentilla recta ‘Sulphurea’. De høje, blomstrende stængler havde lagt sig hen ad jorden som følge af trykket, men nu har de fået en støttepædagog. Dermed er de kommet op i lyset, hvor de hører til.

Fjerkløver, Trifolium rubens

Den sjove fjerkløver, Trifolium rubens, var også blevet ganske overvældet af naboskabet og måtte have en hånd i form af et højere staudestativ, end den havde fået i første omgang. Nu er god ro og orden genoprettet, så de dunbløde blomsterstande, man virkelig får lyst til at røre ved, kan nydes på passende vis.

Skimmia og andre skønheder med alternative forårsfarver

Skimmia japonica ‘Rubella’

Jeg ved godt, at det ikke ligefrem er årstiden, hvor man almindeligvis glæder sig over havens stedsegrønne buske. Men det gør jeg nu alligevel. Faktisk glæder jeg mig over de mange eksemplarer af Skimmia japonica, jeg har, det meste af året, for det er nogle af de planter i haven, der samlet set har allermest at byde på, uanset årstiden. Stedsegrønt løv, røde vinterknopper og lige nu en helt overdådig forårsblomstring med blomster i alternative forårsfarver, der spiller i den creme- og teglfarvede del af farvespektret.

Hver eneste busk står med tusindvis af bittesmå blomster i fine stande og spreder gode forårsdufte omkring sig. Noget også insekterne kan lide, så de er virkelig omsværmede og bidrager utvivlsomt godt til forårsmenuerne blandt sultne bier, og hvad vi ellers har.

Bærmispel, Amelanchier laevis

Den dejlige bærmispel, Amelanchier laevis, jeg før har fremhævet, brillerer også med alternative forårsfarver langt fra de fremherskende lysegrønne og gule nuancer, der er årstidens adelsmærke. Og langt fra tulipanernes mere påtrængende rabalderfarver. Løvet er bronzefarvet i udspring og de yndefulde blomster cremefarvede med rødlige blomsterstængler. En virkelig lækkerbidsken, hvis I spørger mig 🙂

Vibeæg, Fritillaria meleagris

Og nu vi er ved de alternative forårsfarver, må det også være på sin plads at fremhæve vibeæg, Fritillaria meleagris. De nikkende blomsters afdæmpede violette farve genfinder man ikke i mange forårsblomster. Og gør man, er de i hvert tilfælde ikke ternede som vibeægblomsterne. Den er en af stjernerne i min forårshave. Jeg håber sådan, at de næsten sorte tulipaner, Tulipa ‘Queen of the Night’, der her flankerer vibeæg, når at springe ud, mens vibeæggene stadig blomstrer. Jeg har sådan på fornemmelsen, at det vil være et match made in heaven.

Sæson for søde, små, blå løgvækster

Da jeg for et par uger siden plantede krukker til med forårsblomster fra potter, blev der også til et lille eksperiment. Uden helt at vide om nuancerne ville klæde hinanden, plantede jeg forskellige små, blå løgvækster sammen i en lav krukke, der fik ærespladsen i den solbeskinnede hyggekrog på terrassen lige uden for stuevinduerne.

Nu er de fleste af de små, blå løgvækster sprunget ud, og jeg synes, de er rigtig gode sammen. Her er lilla krokus, Crocus ‘Remembrance’, blå russisk skilla, Scilla sibirica, blå balkananemone, Anemone blanda ‘Blue Shades’ og sart lyseblå perlehyacint, Muscari ‘Ocean Magic’, der dog ikke er sprunget ud endnu.

Perlehyacint,Muscari armeniacum

De almindelige perlehyacinter, Muscari armeniacum, der blev parkeret som en del af blomsterbuffeten til søvnige bier ved spejlbassinet for et par uger siden, er til gengæld lige ved at være der, så bierne får snart friske blomster at boltre sig i.

Botanisk krokus, Crocus sieberi ‘Firefly’

I haven er der også godt gang i de blå løgvækster, jeg lagde friske løg af i efteråret. Den sart lyslilla krokus, Crocus sieberi ‘Firefly’ er tydeligvis rigtig glad for dagens solstråler, og den er så lav, at den ikke lader sig gå på af blæsevejret. De står bare der og stråler, som om de smiler til mig 🙂

Forårsstemning med blomsterbuffet omkring spejlbassinet glæder bierne

Når man nu ikke har været så vaks at lægge masser af blomsterløg i krukker i efteråret, er det godt, at man kan snuppe en nem genvej til alligevel at få forårsstemning i krukkegrupperne rundt om i haven. Blomsterløg, der er drevet til at spire i små potter i gartnerierne, kan nemlig sagtens skilles fra hinanden og plantes om til krukker, så det ser fint og naturligt ud.

Perlehyacint, Muscari armeniacum

Jeg prøver at undgå, at det ser ud som om, jeg har plantet to eller tre små potter over i krukken, netop ved at skille potteklumperne ad og plante løgene individuelt. De tåler omplantningen uden problemer og holder i øvrigt dejligt længe under åben himmel, hvor det er hyggeligt at følge med i blomsternes udvikling, der foregår i adstadigt tempo.

Dermed blev der pludselig forårsstemning omkring spejlbassinet på terrassen. De sidste nåletræer blev sat i depot og skiftet ud med nogle overvintrede græsser, og ved hjælp af en passende dosis forårsblomster blev den sidste rest af julestemning jaget på flugt. Spejlbassinet, de har stået ude og fungeret som fuglebad hele vinteren, købte jeg sidste sommer her. Hold nu op, hvor er jeg glad for det 🙂

Balkananemone, Anemone blanda

Det er helt utroligt, så hurtigt de første, søvnige bier opdager, at der er stillet en blomsterbuffet frem. Lynhurtigt er der en ivrig summen omkring blomsterne, der bidrager med endnu et nøk forårsstemning. Jeg pudser glorien og tænker, at det næsten ikke er for min egen skyld, jeg fylder krukkerne med forårsblomster så tidligt. Det er da simpelthen for at give bierne en hjælpende hånd nu, da der er begrænset med føde at finde for dem i naturen.

Den fine, hvide balkananemone, Anemone blanda, er de helt vilde med.

Krinolinenarcis, Narcissus bulbocodium ‘Spoirot’

Men også den søde krinolinenarcis, Narcissus bulbocodium ‘Spoirot’, der har sådan en lækker, lysegul farve, bliver flittigt besøgt. Jeg har lige siddet i en solstråle med en kop kaffe og nydt både lyden og duften af forår, der har været umiskendelig i dag.

Blomsterbedet er et Eldorado for insekter og sommerfugle

Blomsterbedet nede i haven på kanten af skrænten har fået et markant lydspor, nu hvor sommerblomster og stauder nærmest blomstrer om kap. Der er simpelthen en evig summen af et mylder af insekter og lydløse, yndefuldt flagrende sommerfugle. Jeg skal med det samme indrømme, at bedet er blevet og bliver vandet på fornuftig vis om natten, når fordampningen er lav, for at sikre blomstringen. Som nævnt forleden (her), synes jeg, det er vigtigt at huske, at naturen er hårdt presset af den tørre sommer, og insekterne, der er livsvigtige for os alle sammen, har det som bekendt ikke for nemt i forvejen. Blomsterbedet fungerer som en oase, hvor der kan tankes op på den nektar, der er livsnødvendig for insekterne.Den røde skovangelik, Angelica sylvestris, der er knapt så voldsom som sin fætter rød kvan, Angelica gigas, men har de samme lækre, mørkerøde blade og smukke blomsterskærme, virker som en magnet på både bier, humlebier og blomsterfluer. Skærmene får besøg, så snart de stikker den første miniskærm ud af den store blomsterknop, der altid får mig til at tænke på et rumskib fyldt med aliens.Det er spændende at følge, hvordan forskellige insekter har deres præferencer blandt de nektarholdige planter. Humlebierne er for eksempel fuldstændig fjollede med virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum, som de nærmest besætter dag og nat. Om morgenen sidder de stadig i blomsterne og ser ud som om de sover en ordentlig brandert ud.Sommerfuglebuskens, Buddleja davidii, tiltrækningskraft på sommerfugle er legendarisk. Den er lige begyndt at springe ud og har hurtigt fået fint besøg. Foreløbig især af de hvide kålsommerfugle, men enkelte eksemplarer af alle de andre almindelige arter er også dukket op, og jeg er sikker på, at der er flere på vej, når det rygtes, at blomstringen er begyndt.De nyttige svirrefluer, der er kendt for at bekæmpe bladlus, huserer i de fleste af de blomstrende planter, men de er særligt glade for skærmplanter og kan tydeligvis ikke stå for den smukke gulerodsblomst, Daucus carota ‘Dara’.

Også den sjove sommerblomst mexicanerhat, Ratibida columnifera, som jeg har prøvet at så for første gang i år, er svirrefluerne virkelig glade for. Jeg troede egentlig, at det var frø af en orange sort, jeg købte i foråret, men mexicanerhattene har alle mulige gule og orange farver, der lyser op som lysglimt i blomsterbedet.

Mange mørklilla valmuer og en enkelt fyldt

Sidste år såede og udplantede jeg den smukke, mørklilla opiumvalmue, Papaver somniferum ‘Dark Plum’. Det var et rigtig godt bekendtskab, så jeg tog en masse frø for at være sikker på et gensyn. Frøene fik jeg gemt et meget sikkert sted. I hvert fald lykkedes det mig ikke at genfinde dem, da de skulle sås. Men se nu her. Skønhederne har sået sig selv vildt og voldsomt, så det er aligevel blevet til mange glædelige gensyn.Jeg har gået og ventet spændt på, om de selvsåede planter ville få blomster i samme lækre farve, som de autoriserede frø fra frøposen sidste år. Det har de heldigvis klaret fint. Blomsterne er nok lidt mindre, end de var sidste år, men det gør dem ikke mindre charmerende. Bierne og især humlebierne er også bgejstrede over gensynet.I forlængelse af glæden over ‘Dark Plum’ sidste år bestilte jeg i foråret frø hjem af endnu en sort af opiumvalmue, nemlig Papaver somniferum ‘Black Beuty’. Foreløbig har den succes været begræset, for der er faktisk kun kommet en enkelt plante ud af det. Men knoppen ser da lovende ud 🙂

Og blomsten – den er da helt fantastisk. Stærkt fyldt og sikke en farve. Jeg håber, den også vil selvså, men er lidt spændt på, om den sætter frø. Mange stærkt fyldte blomster er ikke så gode til det, fordi de ekstra kronblade i virkelighedden er omdannede støvblade. Foreløbig vil jeg med stor omhu nyde de blomster, den enlige plante byder på.

Blomsterdufte tilegnet bier og havefolk

Kender I det? Man tuller planløst rundt i sin have, og pludselig bliver man ramt af en kaskade af blomsterdufte, man slet ikke havde set komme. Hvor kom de nu lige fra? Så må man på duftsafari med næsen i højeste beredskab. Sådan en duft ramte min næse, da jeg landede i indkørslen i dag.Årstiden har jo masser af duftende buske at byde på, men jeg blev lidt overrasket, da det hurtigt lykkedes mig at snuse mig frem til kilden. Det er nemlig den stedsegrønne laurbærkirsebær, Prunus laurocerasus, der blomstrer for fuld udblæsning og spreder en markant honningduft omkring sig. Laurbærkirsebær regnes normalt ikke for at tilhøre kategorien af blomstrende buske og endnu mindre duftplantesegmentet, men lige nu er den så afgjort begge dele. De fine blomsterstande er dannet af små blomsterstjerner og hæver sig som julelys fra grenene. Det er virkelig fint 🙂 Ja, kæphesten rider videre – HUSK de stedsegrønne, der er så meget værd i haven hele året rundt.

Mindre overraskende er det, når duftbombardementet fra sargentsæble, Malus sargentii, rammer. Det hører til en af årstidens bedste dufttraditioner.Den smukke busk blomstrer helt vildt med de skønneste blomster og de skønneste blomsterdufte, som bierne tydeligvis er helt vilde med. Der bliver summet lystigt omkring busken i disse dage, hvor blomsterne folder sig ud.Den lækre sort af sargentsæble, Malus sargentii ‘Spellbound’, der blev plantet på prøve for nogle år siden, har rosa blomster og mørkt løv i sammenligning med arten, men duften har de til fælles. Og den har for længst bestået prøven og er blevet en skattet busk her i haven. Få historien om den dansk forædlede ‘Spellbound’ her.Det er heldigvis også blevet syrentid, nu vi er inde på blomsterdufte. Man skal lede længe efter en blomstrende busk, der kalder på så mange dufterindringer som syrenen. Her er det den – ja undskyld – syrenfarvede sort, Syringa vulgaris ‘Michel Buchner’, der blomster i al sin skønhed og spreder den dejligste syrenduft omkring morgenmadsterrassen, hvor den blev plantet som “rygstød” for nogle år siden. Det tog lidt tid, men nu har den også bestået og har udviklet sig til en pæn busk trods de udfordrende vækstbetingelser på skrænten.

Pragtlys, Eucomis Leia, udløser krukkerokade

Jeg har fået en ny plante 🙂 Den udløste det sædvanlige akutbehov for en omrokering i en krukkegruppe. Det er ellers længe siden, så det var godt både for krukkegruppen og for undertegnede, der hygger voldsomt, når jeg kan fortabe mig i at få former og farver til at gå op i en tiltænkt helhed.Det er kun den nye plante, der er ny. Resten er ren rokade. Der er jo ingen grund til at skifte planter ud, når de stadig ser godt ud. Jeg er ikke mindst imponeret over den sælsomme, næsten eventyragtige Senecio candicens ‘Angel Wings’ med de store sølvblade.  Den har stået så flot siden engang i april, da den kom på prøve som krukkeplante, som det ses her. Den har bestået testen til mere end et 12’tal. Den rødbladede grønkål, Brassica ‘Redbor’ har gjort det lige så godt, og det nyopståede møde mellem de to hører til de mere vellykkede, synes jeg.Men tilbage til min nye plante. Pragtlys hedder den på dansk, Eucomis ‘Leia’, og på engelsk det meget beskrivende pineapple lily. Blomsterstanden leder virkelig tanken hen på en ananas med de sjove blade på toppen.Bierne er helt tossede med de spændende blomster, der har en super lækker rødlilla nuance. Det er Gartneriet Svend Nielsen, der producerer Eucomis ‘Leia’, og herfra lyder anbefalingen, at de plantes i krukker, for de trives rigtig godt med sensommervejret. Det være hermed gjort 🙂 Planten kan ikke tåle frost, men løgene kan overvintres præcis ligesom Dahlia knolde. Det skal helt sikkert prøves, når den tid kommer. Indtil da har pragtlys fået ærespladsen i den nyetablerede krukkegruppe.Hvis der var en, der ikke var tilfreds med krukkerokaden, så var det fætter frø her, der lige nåede at sende mig et olmt blik, før han hoppede væk. Ikke meget “kom og kys mig” over det… Forhåbentlig bliver han lige så tilfreds med den nye krukkegruppe, som har tydeligvis var med den gamle.

Træpæon som arvestykke

Da min kusine for efterhånden en del år siden skulle flytte fra hus og have, nænnede hun ikke helt at flytte helt fra sin meget specielle træpæon, Paeonia potaninii, så der blev gravet nogle rodklumper op, og jeg var så heldig at en af dem havnede hos mig. Jeg gentog så øvelsen, sidst vi flyttede, så træpæonen er efterhånden temmelig berejst. Det skal siges, at den breder sig – omend i adstadigt tempo – med underjordiske udløbere, så det efterlader ikke ligefrem huller i beplantningen at tage lidt af den med sig.Her i haven har den været længe om at udvikle sig til den virkelig smukke busk, den er nu. Faktisk er den udnævnt til denne uges yndlingsplante, som det fremgår af sidepanelet her på bloggen, for den er simpelthen helt uimodståelig, når de  teglfarvede blomster folder sig ud. Hvad de mangler i størrelse sammenlignet med gængse træpæoners blomster, kompenserer de for med ynde og beskeden elegance. Og så den farve… Desuden har træpæonen et meget smukt løv, der gør, at den er en masse værd for helheden i bedet hele sommerhalvåret.Jeg er i øvrigt ikke den eneste, der er vild med de lækre blomster. Der opstår nærmest tumultagtige tilstande, når bierne kæmper om at komme til nektaren nede under de utallige støvdragere. Træpæon har aldrig strejfet mig som en god biplante, men alt tyder på, at i hvert fald Paeonia potaninii er kvalificeret som sådan.

Page 1 of 2

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén