Jeg har gang i en alsidig afprøvning af dels forskellige sorter af buksbom, Buxus microphylla, dels alternativer til buksbom, der skulle kunne nogenlunde det samme, hvis problemerne med den frygtede svampesygdom buksbomkvistdød, Cylindrocladium buxicola, griber om sig. Vi er jo mange, der vil savne buksbom med den kompakte vækst og store tolerance overfor klipning, der gør, at de kan formes, som man lyster, og tilpasses voksesteder efter behov. Her i haven, hvor den vildsomme stil hersker, bruger jeg buksbomkugler til at skabe ro og danne kontrast, så det hele alligevel kommer til at se haveagtigt ud 🙂

Tiden er i høj grad inde til klipning af buksbom, så nu har buksbomkuglerne fået deres årlige rundbarbering ved hjælp af græskantklipperen, der er eminent til den opgave. Jeg må sige, at de to nye sorter fra Nygaards Planteskole, der er med i testen, klarer sig superfint og ikke viser de mindste tegn på sygdomsangreb. Buxus ‘Chicagoland Green’ og Buxus ‘Northern Charm’ hedder de.I det tidlige forår plantede vi en lille hæk for at stramme bedkanten ind mod skovhaven op. Den består ikke af buksbom men af Rhododendron Bloombux, der markedsføres som et alternativ til buksbom, der har det svært. Jeg har gået lidt rundt om mig selv i overvejelser over, om den nu skulle klippes, for den stod og så så fin ud i al sin frodighed. Men nu gælder det jo en afprøvning af dens egenskaber som alternativ til buksbom, så til sidst kom saksen frem til en let studsning alligevel. Hækken har i øvrigt blomstret nok så fint med små, sart lyserøde blomster i maj, så Bloombux lever foreløbigt fint op til sit navn. Læs mere om Bloombux her.Endnu en ny plante, der markedsføres som et alternativ til buksbom, er en sort af lav blåbær, Vaccinium angustifolium Berrybux. Det er også en tæt og kompakt busk, der tåler klipning og kan formes til kugler, kegler og kaniner eller lave hække, ligesom en buksbom. Det smarte er, at planten jo også får lækre blåbær, og bærrene sidder heldigvis inden for den nye vækst, der må klippes af, hvis den skal holde faconen. Foreløbig står Berrybux i en krukke, men den bliver plantet ud i haven til efteråret. Det bliver spændende, hvordan bærrene smager.