Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Begonia elatior

Nedtælling til åben have på Sondrupvej

Næste weekend – den 8.-9. juli – holder Haveselskabet Havefestival med åbne haver over hele landet. Det gælder selvfølgelig også i haven på Sondrupvej 42, 8350 Hundslund, hvor vi holder Havefestival både lørdag og søndag kl. 10-17. Det glæder jeg mig rigtig meget til, for det plejer at være super hyggeligt, når haven fyldes af haveglade besøgende. Og tidspunktet er helt ideelt, for nu er blomsterbedene lige på nippet til at eksplodere. Haven er klar, haveejeren er så klar – nu skal vi bare lige have vejrguderne til at blive klar også. Haven er vandet godt op, tak… Alle er velkomne, og opslaget er må selvfølgelig gerne deles 🙂Jeg glæder mig især til at vise mit nye drivhus frem. Det er lige blevet færdigt for et par uger siden, og det er simpelthen en drøm, der er gået i opfyldelse i en sådan grad, at jeg stadig er lidt bange for at vågne op. Hele æren tilfalder gemalen, der har designet drivhuset, så det passer ind i det skrånende terræn og selv har bygget det helt fra sokkel til tagrygning. Byggeriet har samtidig affødt en omlægning af staudehaven, der af samme grund er fyldt med både stauder og sommerblomster i år. Sommerblomsterne fylder hullerne så fint ud, indtil stauderne er vokset til.Havens mange krukker, der er fordelt i grupper hist og pist, viser sig også fra deres bedste side lige nu, hvor planterne er vokset godt til og endnu ikke er begyndt at blive trætte. Læg lige mærke til den store hortensia. Det er Hydrangea Magical Four Seasons ‘Greenfire’, der er en helt speciel serie af hortensiaer, der skifter farve i løbet af sæsonen. Se her, hvordan den så ud, da den blev plantet. Bagerst til venstre er det Begonia elatior Betulia, der også har udviklet sig helt fantastisk, siden krukken blev tilplantet.Det har udviklet sig til en tradition, at datter Annes staude-pop-up-shop lander i carporten, når der er åben have her på matriklen. Det gør den selvfølgelig også i år, og jeg kan godt garantere, at den bliver mere lækker en nogensinde. Jeg var nemlig med på en kigger, da hun valgte stauder til sortimentet. De store, flotte stauder sælges så længe, lager haves, mod kontant betaling og mobile pay.

Perfekte pelargonier

Der er kommet nye krukkeplanter til i krukkegruppen ved fordøren, der i år er holdt i sart lyserøde og sølvgrå nuancer. En farvekombination, der passer super godt til det grå, pudsede hus, synes jeg. De nytilkomne er to pelargonie specialiteter, der bare passer lige i øjet til den vedtagne farveholdning. Den her hedder Pelargonium ‘Appleblossom’ – af indlysende årsager. Farvespillet svarer præcist til æbletræernes lækre blomstring, der jo desværre er overstået for i år.En anden, meget smuk pelargonie, der passer helt perfekt ind i krukkegruppen. er den tulipanblomstrede pelargonie, Pelargonium ‘Emma’. Den er noget ganske særligt  med de krukkeformede blomster, der vitterligt ligner bittesmå tulipaner. Det er det fynske gartneri 3kanten, der er begyndt at dyrke en hel stribe spændende og anderledes pelargonier, der sælges i butikker i hele Skandinavien.Takket være de nytilkomne planter blev krukkegruppen ved fordøren lige frisket op engang. Planterne i små potter på det lille bord er opgivet, for lige så fine de små krukker er i forårsmånederne, lige så umulige er de at holde med vand nu. Der skal simpelthen mere jordvolumen til, hvis man skal have glæde af planterne mere end en eftermiddag.Men heldigvis er der masser af planter i krukkerne, der kun lige er kommet i gang, og som, jeg forventer, vil ikke alene klare sig men også vokse og udvikle sig smukt hen over sommermånederne. En af dem, jeg har rigtig gode erfaringer med, er den seje elatior begonie, Begonia Betulia, der har det med bare at blive ved og ved uden at kræve nævneværdig opmærksomhed. Den kommer fra Gartneriet 7eren.Senecio candicens ‘Angel Wings’ er en usædvanligt spændende prøveplante, jeg fik fra Gartneriet Pedersen for et par måneder siden. Med lidt held kommer den i produktion til næste år. Foreløbig er den i hvert fald et meget behageligt bekendtskab med de store, fløjlsbløde, lysende sølvfarvede blade, og den vokser og udvikler sig pænt, som jeg jo så godt kan lide, at krukkeplanterne her i haven gør.

Krukkegruppe i pang farver

Krukkerokaden, der begyndte fredag, har bredt sig hele vejen rundt om huset. Det har frisket farveholdningen i krukkeforsamlingen i indkørslen op med pang farver i den røde del af farveskalaen i symfoni med bladplanter med grønne, lime og næsten sorter toner.En af dem der virkelig lyser op, er den meget pink elatiorbegonie, Begonia Betulia, der lige som den mere sart ferskenfarvede ved fordøren, hører til en af sommerens mest solide og konstant blomstrende krukkeplanter ifølge mine erfaringer. Den spiller fint sammen med den lige så pink men noget lettere allemandsstenbræk, Saxifraga Touron ‘Scarlet’, der allerede har blomstret længe i sin krukke.Ny er en af mine absolutte yndlingssommerblomster tvillingeblomst, Diascia barberae, der har de sødeste blomster, der bare bliver ved og ved med at komme. Her blander den sig lige lidt med en af krukkehavens overlevere, den grønbladende hvidkløver, Trifolium repens. Den har stået i sin krukke under åben himmel hele vinteren, så lidt trist ud en overgang, men fik fuld fart på igen, da foråret meldte sig.

Krukkegruppe i sarte farver

Det begyndte med, at jeg fik en helt utroligt sød hortensia forærende… Og så tog det ene det andet, og det endte med, at der måtte en total omgruppering af krukkerne til. Der var nu også en del af de tidligste forårskrukker, der fortjente en afløsning. Hortensia serien, Hydrangea macrophylla You and Me, udmærker sig ved de stjerneformede blomster. You and Me Romance er romantisk lyserød og sart limegrøn. Hvor er den bare fin. Gartneriet 7eren producerer den og sælger til butikkerne.Så gjaldt det jo pludselig om at finde flere planter, der ligesom kunne slå den romantiske tone an på fortrappen. En anden nyerhvervelse, Begonia Betulia, er så absolut oplagt til formålet. Det er en serie af super stærke elatiorbegonier, der er rigtig gode i krukkerne. Jeg ved det, for jeg har haft dem før. De er nærmest ikke til at få til at holde op med at blomstre igen. Fin i forsamlingen er også marokkansk margerit, Rhodanthemum ‘Marrakech’, der ligeledes er et tidligere og super godt bekendtskab. Elegant med det grå løv og de pink blomster der løfter sig over løvet på lange stængler. Og så blomstrer den utroligt længe. På bakken med de små træer på bordet, der jo har stået der længe, er opret kobjælde, Pulsatilla vulgaris, afblomstret. Men det bliver den nu ikke mindre køn af. Frøstandende er simpelthen så fine og fnugagtige, at de får lov at blive stående.Den opdaterede velkomstkomite ved fordøren har hermed skiftet farveskala og er blevet lidt mere sød og sommerlig. Det passer perfekt til dagens dejlige vejr og fuglesang, synes jeg.

Spændende nyt til krukkerne

Kalanchoe Queen Outdoor-3

Almindeligvis er Kalanchöe en langtidsholdbar stueplante. Men nu har et dansk gartneri forædlet sig frem til en række sorter til krukkebrug i sommerhalvåret. Queen Outdoor Kalanchöe kalder gartneriet serien, som bare må prøves af her i haven. Den lyserøde sort har fået ærespladsen ved fordøren sammen med en sart lyserød Begonia med salgsnavnet Betulia. Den var på prøve i havens krukker sidste sommer og præsterede så flot, at der er sikkert genvalg.

Kalanchoe Queen Outdoor-2

Kalanchoë tåler ikke frost, men fra maj og helt frem til frost skulle de kunne blomstre uafbrudt uanfægtet af regn og blæst og med et vandingsbehov, der er langt mindre end de fleste krukkeplanter. Det bliver spændende at få prøvet af. Gartnerens gode råd lyder, at man aldrig må klippe blomsterne af, for de nye blomster udvikler sig over de første. Så er man også fri for nipperiet.

Rosa Carousel Kordana Classic-3

Den sidste plante i trekløveret er en ny potterose, som er svær at stå for med de tofarvede, lidt vintage-agtige blomster. Rosa Caroussel Kordana Classic hedder den. Potteroser betragtes normalt også som stueplanter, men de er faktisk mindst lige så gode som krukkeplanter om sommeren.

 

 

Jule krukke klar

Krukketømning-1

Julemåneden nærmer sig hastigt, så nu skal der snart jules i krukkehaven. Det kræver lige lidt forberedelser. For det første, skal der ryddes op. Udtjente krukkeplanter med tilhørende jord er nu fragtet om i køkkenhaven, hvor hele molevitten bliver fræset ned sammen med et læs kompost. Krukkejord er jo nærmest instant kompost og rigtig god jordforbedring for køkkenhavens sandede jord.

Novemberkrukker-1

Det er dog ikke alle krukkeplanterne, der er færdige med at se godt ud. Overleverne er sat på et dekorativt lager, for en del af dem vil nok kunne gøre fyldest som staffage, når der skal jules. Resten ryger, når frosten rammer haven.

Betulia-45

Overraskende er det, at den røde hybrid af Begonia elatior, der går under navnet Betulia, åbenbart tror, den skal være julebegonie i år. Den blomstrer i hvert fald fortsat lystigt trods novemberkulde og regn.

Genbrugsplanter-24

Når krukkerne er klar til nye planter, kommer den mentale del af forberedelsesarbejdet: En hyggelig rundtur i haven, hvor jeg glæder mig over mine genbrugsplanter, der har startet livet her i haven som jule krukkeplanter men efterfølgende er blevet plantet ud og er blevet en del af havebilledet ikke mindst i vinterhalvåret, hvor det er de stedsegrønne, der giver haven liv, farve og frodighed. Det gælder fx sukkertopgran, Picea glauca ‘Conica’ der stille og roligt vokser sig større år for år. Den forpjuskede sort af ærtecypres, Chaemaecyparis pisifera ‘Squarrosa’, der af uransaglige årsager kaldes blød ene, har på samme måde gjort karriere som krukkeplante inden den blev haveplante.

Hebe-24

Der går som regel også en del hebe til julekrukkerne, der bliver genbrugt i bedene, når julen er forbi. Den her har en del år på bagen men er blevet en rigtig flot, stedegrøn busk. Således boostet er jeg helt klar til at gå på planteindkøb, så haven kan blive decemberfin.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén