Haveglæder, tips og tricks

Tag: Batat

Forsøg med dyrkning af sødkartofler i drivhuset 2.0

Vi er nået til den årstid, hvor det gælder om at holde styr på luftfugtigheden i drivhuset, hvis festen ikke skal ende alt for brat med gråskimmel og revnede tomater. I mit tilfælde vil det være en fornuftig disposition at lægge bare en lille dæmper på frodigheden i drivhuset (!), så der bliver lidt mere luft mellem planterne.Derfor har jeg vedtaget, at det er i dag, mit forsøg med dyrkning af sødkartofler, Ipomoea batatas, i drivhuset skal gøres op. Planterne, som jeg fik fra Gartneriet Viumlund sidst i maj, har vokset med forbløffende hastighed. De ser nærmest ud som om, de prøver at komme ud gennem glasset, og rankerne er kravlet hele vejen rundt langs drivhusets sokkel. Nogle af dem er mere end 10 meter lange. Den enorme bladmasse bidrager massivt til at holde luftfugtigheden høj, så nu må den ud.Samtidig opdagede jeg, at der kravlede en del af de her fætre rundt på sødkartoffelplanternes fine, hjerteformede blade.Ja, det vil sige, efter for mange af den slags visitter, er bladene knapt så fine og larvernes mange efterladenskaber er ærlig talt også til den klamme side. Endnu en grund til at få gjort forsøget op. Gad vide, hvad det er for en sødkartoffelelskende sommerfugl, der har været forbi.Tadaaa 🙂 Det lykkedes. Det kan faktisk lade sig gøre at producere fuldgyldige sødkartofler i drivhuset – hvis der vel at mærke er plads nok, og man er klar til at holde de vildtvoksende ranker lidt i ave hen over sommeren. Planterne har ikke fået nogen særlig pleje, men er bare blevet vandet med sivevanding af vandingscomputeren samtidig med tomatplanter med videre. Gødning er der i øvrigt heller ikke tilført i løbet af sommeren, så man må sige, at den Champost, drivhusjorden fik i det tidlige forår var alle pengene værd.Jeg har også plantet nogle sødkartofler på friland. De har haft det hårdt under tørken men er faktisk begyndt at vokse lidt igen, nu hvor de har fået vand. Derfor får de lov at vokse videre lidt endnu, før den del af forsøget bliver gjort op.

Citrongræs og sødkartoffel tager magten i drivhuset

Der er fart over feltet i drivhuset, hvor sol, varme og vandingscomputer i fællesskab sørger for, at de varmekrævende planter har det godt. Vandingscomputeren doserer vand via siveslangerne en time hver nat, så planterne kommer aldrig til at mangle vand. Jeg har ikke vandet manuelt hele sommeren. (Jeg købte den her sidste år).
Jeg er vildt imponeret over, hvor flot min citrongræs, Cymbopogon citratus, er blevet i år. Den kan vist virkelig godt lide vejret. De tykkeste af stænglerne ligner næsten det importerede citrongræs, man kan købe i butikkerne, og der er en liflig duft af citron under glastaget.Mit eksperiment med at dyrke sødkartoffel, Ipomoea batatas, i drivhuset kører også på skinner. Ja, jeg har selvfølgelig ingen anelse om, om der rent faktisk er knolde under jorden, for de skal først høstes senere på året, men blade er planterne i hvert fald gode til at producere.I forventning om at sødkartoffel var en klatreplante, fik den tildelt et klatrestativ i hjørnet af drivhuset til at komme til vejrs i. Men det er den nu ikke særlig interesseret i. Der er vist mere tale om en kravleplante end en klatreplante. I hvert fald er rankerne efterhånden kravlet hele drivhuset rundt, som om de leder efter et eller andet.Meget mindre vellykket er årets melondyrkning. Den enlige plante skyder flittigt men lynhurtigt får de nye blade svampebelægninger af meldug. Det ser ganske fint ud med de sølvhvide blade, som melduggen resulterer i, men de visner hurtigt, og dermed er der vist ikke udsigt til melonhøst i år. Så nu har jeg klippet den sølle plante forsigtigt i stykker og fragtet den ud af drivhuset i en pose uden at sprede svampesporerne for meget.Med den aktivitet i bunden af drivhuset er det godt, at agurk- og tomatplanterne forstår at udnytte førstesalen. Jeg har nu toppet de fleste af tomatplanterne, så de kan koncentrere sig om at modne en masse tomater, men den gule sort, der virkelig vil fremad, har ligesom agurkplanten fået lov til at runde af med at vokse vandret. Det kunne se så sejt ud, hvis der kom til at hænge tomatklaser ned fra loftet 🙂

 

Forsøg med dyrkning af sødkartoffel i drivhuset

Som I måske kan huske, eksperimenterede jeg i vintermørket med at producere stiklinger af sødkartoffel med en knold indkøbt til formålet i Bilka. Det gik faktisk over al forventning, og jeg er egentlig ret godt tilfreds med de flotte planter, der er kommet ud af projektet, der begyndte her.Det vil sige, det var jeg, indtil jeg i denne uge besøgte Gartneriet Viumlund, der er gået noget mere professionelt til planteproduktionen. Se nu bare her, hvor flotte – og store – gartneriets sødkartoffel planter er. De sælges i havecentre rundt om i landet lige nu.Nu har jeg fået lov at prøve de livskraftige planter af. Sødkartoffel eller batat, Ipomoea batatas, har intet med almindelige kartofler at gøre. Det er botanisk set en pragtsnerle, og planten er smuk, med store, hjerteformede blade og lange, viltre stængler.I forventning om at rankerne kan sno sig, er planterne nu blevet plantet ved et klatrestativ i drivhuset. Varmekrævende er de nemlig også. I første omgang får de lidt hjælp til at komme op i stativet, for det vil være betydeligt mere praktisk, hvis de vil vokse opad fremfor at invadere hele bunden af drivhuset, hvad de godt kunne se ud til at pønse på. Nu får de en masse vand oven i varmen, og så venter jeg spændt på, om der bliver egen høst af sødkartoffel senere på året.

Stiklinger af sødkartoffel med masser af rødder

For 14 dage siden brækkede jeg de første stiklinger af min spirende sødkartoffel, Ipomoea batata, og satte nogle af dem i et glas vand, mens resten blev stukket direkte i jord, som det ses her. Tiden er allerede inde til at gøre første del af forsøget op, for det er godt nok planter med fart på 🙂Stiklinger af sødkartoffel i urtepotten har tydeligvis fået rødder, for de er begyndt at løbe i vejret og få friske, grønne blade. Stiklingerne i vandglasset har udviklet masser af rødder, så nu er de også blevet stukket i jord, så eksperimentet fortsætter. Jeg håber, de sprøde rødder klarer mødet med jorden, så jeg får flere planter til udplantning i drivhuset, når det bliver forår.

Går det helt galt er der nu ingen ko på isen, for moderen til alle de små plantebørn skyder lystigt med friske skud, der kan blive til endnu flere stiklinger af sødkartoffel.

Et andet lille projekt begynder også at tegne lovende. I nogle uger har jeg haft et par avokado sten til at stå med enden i vandskorpen, og nu har i hvert fald den ene sendt en optimistisk rod ned i vandet. Det ser lidt voodoo-agtigt ud, når der bliver stukket tandstikker ind i stenene, men ellers kan de jo ikke hænge på glasset. Stenen er begyndt at sprække, så forhåbentlig kommer der også snart et topskud, så jeg får en fin stueplante ud af det.

Stiklingeformering af spirende sødkartoffel

Den sødkartoffel eller batat, Ipomoea batata, der siden juleferien har stået og spiret på en vase med vand, har efterhånden udviklet en hel lille skov af fine friske skud, der skal bruges til opformering af planten og forhåbentlig en lille produktion af hjemmedyrkede sødkartofler i drivhuset. Jeg var ellers ved at blive bekymret, for flere af bladene begyndte at se småsløje ud, som om de var angrebet af mystiske skadedyr eller en svampesygdom – eller som om nogen havde drysset dem med sukker. Ved nærmere eftersyn med hjælp fra en lup, kunne jeg heldigvis se, at belægningen består af krystaller, som bladene har udskilt. Nu har jeg googlet mig til, at det er krystaller af calcium oxalat, og at det er et almindelig fænomen, så jeg har lagt bekymringerne på hylden og knebet de hårdest ramte blade af.Det står ikke helt klart, hvad der udløser udskillelsen af krystaller, men at det er noget med dyrkningsvilkårene, er der nok ikke nogen tvivl om. Så jeg besluttede mig for, at det måtte være et tegn til, at projekt sødkartoffel skulle gå ind i næste fase. Derfor gav jeg mig til at brække de længste af skuddene af, hvorefter moderknolden kom tilbage i vindueskarmen. Jeg tror ikke, den er færdig med at skyde endnu.Jeg kneb de nederste blade af skuddene, så de blev til fine stiklinger, og kunne konstatere, at der faktisk allerede var ansats til rødder på nogle af dem. Jeg har læst mig til, at stiklingerne skal sættes i vand for at danne rødder, men jeg har ikke så meget fidus til den metode, så jeg har stukket halvdelen direkte i jord og sat den anden halvdel i vand. Så må vi se. Almindeligvis er rødder dannet i vand sarte, fordi de aldrig har mødt modstand, og så går de nemt til, når de bliver plantet i jord siden hen. Læs mere om projekt sødkartoffel her.

Forårsstemning i vindueskarmens plantelaboratorium

I længslen efter forår, jord under neglene og noget der spirer, har jeg indrettet et lille plantelaboratorium i vindueskarmen. Her eksperimenterer jeg med at lokke lysegrønne spirer frem af blandt andet agern, avocadosten, løg og sødkartoffel. Og det går faktisk ganske glimrende. Den parasolpilea baby, der i efteråret blev stukket direkte i en jordkugle omviklet med mos og sejlgarn i mit første forsøg på at lave kokedama, har det også fint. Læs mere om det eksperiment her. Den er tiltænkt loftet i det nye drivhus, så den er bare på overvintring her inde. Jeg bliver helt glad ved synet af de små babyegetræer, der er kommet ud af efterårets agerneksperiment. Agern med antydningen af en spire blev sat på flasker med vand, som spidsen lige nøjagtigt kunne nå. Det var nok til at inspirere dem til at spire, og nu er flere af dem blevet til de fineste miniature egetræer.I juleferien indledte jeg endnu et eksperiment. Jeg har læst mig til, at dette er vejen, hvis man vil dyrke sødkartoffel eller batat selv, og det kunne jeg godt tænke mig at prøve. Jeg købte i første omgang en enkelt knold, der blev skyllet grundigt i håbet om at vaske spirehæmmende stoffer, den kunne være behandlet med, væk. Og nu efter en lille måneds tid er den sørme begyndt at spire med optimistiske rødlige skud. De skal blive lidt større og forhåbentlig lidt flere og så brækkes af og bruges som stiklinger til udplantningsplanter. Det bliver spændende at prøve.Det har være vildt fascinerende at følge den store knolds udvikling fra madvare til plante. Den begyndte hurtigt at sætte rødder, men det er først nu, der også er kommet gang i skududviklingen. Forhåbentlig ender det med, at den ene knold kan blive til flere planter, der kan levere hjemmedyrkede sødkartofler til madlavningen.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén