Haveglæder, tips og tricks

Tag: B-Green

Mobil blomstereng med Primula Peach Melba

Primula Peach Melba

Jeg havde en vintage blomsterkasse stående fra efteråret med et udvalg af planter med fine sølvfarvede, blålige og grå blade. Men pynten var ærligt talt gået af sammenplantningen, så det var ingen skam at pille den skilt ad og starte forfra. De fine tuer af blå bjørnegræs, Festuca cinerea, fejlede dog ikke noget. De trængte bare til nye naboer, så nu har jeg brugt dem igen til en forårsagtig mobil blomstereng.

Det har de så fået nu i form af en flok forårskåde Primula elatior fra en serie af sorter, der meget forståeligt hedder Primula Peach Melba. Blomsterne, der sidder på lange stængler i fine skærme, er lige så lækre og søde som den klassiske dessert, der består af sukkerkogte ferskner og hindbærpuré. Primula Peach Melba har – som desserten – farvetoner fra gule og orange til pink i flere nuancer. De er ikke til at stå for.

Botanisk tulipan, Tulipa tarda

Men sådan en mobil blomstereng kan også gemme på hemmeligheder. Mellem græs og Primula er der nemlig plantet en masse spirende blomsterløg, der vil blomstre i de kommende måneder. Her er det den søde botaniske tulipan, Tulipa tarda, der er på vej, men der er også plantet krinolinenarcis, Narcissus bulbocodium ‘Spoirot’, og den smukke narcis, Narcissus ‘Katie Heath’, der har en sart orange trompet, der lige vil passe til Primula Peach Melba farverne.

På den måde har jeg forhåbentlig fået kreeret en langtidsholdbar mobil blomstereng i den gamle vintagekasse fra B-Green, der meget praktisk kan reddes i ly i drivhuset, hvis vinteren melder sig påny. Lige nu er vejret så mildt, at den står rigtig fint på terrassen og lyser op.

Sølvgråt løv og sære strukturer skaber eventyrstemning

Plantebænken med krukker på terrrassen har fået en opfriskning i anledning af, at sensommeren er ved at blive til efterår. Dermed går det igen an at have knapt så store krukker uden at skulle stresse med vandkanden i et væk. Jeg ved godt, at det normalt er varme farver, der hører årstiden til, men jeg holder så meget af sølvgråt løv og havde efterhånden fået samlet så mange planter sammen, at jeg ikke kunne lade være med at prøve at kombinere dem. Det er spændende at lege med bladfarver, -former og sære strukturer i stedet for med blomsternuancer. Nogle af planterne er nærmest små kunstværker i sig selv, som nu denne middelhavsvortemælk, Euphorbia characias ‘Silver Swan’. Jeg synes, kombinationen af de mange planter med sølvgråt løv skaber en næsten eventyragtigstemning, der får mig til at tænke på alfedans i morgendis.Der knytter sig en sjov historie til den “ternede” lerpotte i forreste række. Det er simpelthen en genbrugspotte fra et fjernt sted i Mellemøsten, hvor man ikke får potten med, når man køber en potteplante. Den skal nemlig genbruges i gartneriet. Det er krukkefirmaet PotOlé, der har hittet og importeret dem. Fine, synes jeg – og lover at genbruge den mange gange.Genbrug er der også tale om, når det gælder de flotte, rustikke jernkasser, der stammer fra tyske industrivirksomheder, hvor de har været brugt til opbevaring og transport. Det er B-Green, der har fundet og importeret dem. Planter med sølvgråt løv og vintagekassen er i mine øjne et perfekt match. Så nu blev den plantet til med de planter, der ikke kunne være på plantebænken. Jeg skylder at sige, at der er blevet boret huller i bunden af kassen, så vandet kan dræne væk efter en efterårsbyge.

Selvsåede planter er lig med gratis planter

Hold nu op hvor det pibler frem. Både med alt det der skal og alt det, der ikke skal. Nu gælder det om at kende sine småplanter, så man ikke kommer til at luge det forkerte. Jeg holder meget af de haveplanter, der kan finde på at så sig selv og dukke op på overraskende steder, hvor jeg slet ikke havde tænkt på, at de passede ind. Så som regel får de lov at stå, andre gange bliver de flyttet, og tager det overhånd med selvsåningen, bliver der luget med hård hånd. Den rødbladede skovangelik, Angelica sylvestris, er en mester i at præstere selvsåede planter både her og der. De er nemme at kende med de flotte sortrøde blade og ret svære at stå for, så der er mange her i haven i år, selv om de fylder godt i landskabet.

Selvsåede eksemplarer af fingerbøl, Digitalis purpurea, dukker også op mange steder, og da der som regel er plads nok til de høje, slanke planter, får også de lov at stå, hvor de selv har valgt at vokse. Jeg har flere gange plantet hvide sorter af fingerbøl, men de selvsåede er næsten altid rosa, som artens blomster.Sidste sommer havde jeg de skønneste violette opiumvalmuer, Papaver somniferum ‘Dark Plum’. Jeg har ikke sået den i år, men jeg er nu ikke i tvivl om, at jeg også har valmuer i år. Det vælter simpelthen frem med småplanter i det bed, hvor de stod.

I køkkenhaven pibler det også – både i rækkerne og mellem dem. En del af det ukontrollerede ukrudt er selvsåede planter af blomsterkarse, Tropaeolum majus, der er virkelig effektiv på det felt. Nogle får lov at stå i kanten af køkkenhaven, men mange må luges, for ellers tager de magten fuldstændig, som det ses herMen det er selvfølgelig oplagt at genbruge nogle af de super fine småplanter enten andre steder i haven eller i en krukke.Så nu har jeg tilplantet den retrolækre jernkasse fra B-Green med små blomsterkarse planter. Den er tiltænkt plantebænken på terrassen, hvor jeg forestiller mig de lysegule blomster kommer til at stå i kaskader ud over kanten 🙂 Det kan kun blive godt.

Små mobile forårshaver flytter ud og ind

Mon ikke vi er mange, der ryster opgivende på hovedet over vejrguderne i øjeblikket. Nu må vi ligefrem fejre indførelsen af sommertid med at glæde os over, at der ikke er helt så lave minusgrader i vejrudsigten, som der har været… Men jeg har altså ikke tænkt mig at lade mig kyse, og jeg kan ikke vente længere med at få gang i forårskrukkerne for alvor, så nu har jeg tilplantet nogle af de fine vintage jernkasser fra B-Green som små mobile forårshaver, der kan flyttes ud og ind alt efter, hvor galt det står til med vejret, og lige derhen, hvor der er brug for forårsstemning.Den lysegule forårshave får foreløbig lov at hygge i drivhuset, for jeg er lidt øm over årets første akelejer, Aquilegia ‘Spring Magic’, der ikke ligner nogle, der vil have godt af et froststrejf. Men hvor er de bare fine og perfekt påskefarvede.Den blå og lilla mobile forårshave er lige blevet plantet til, så den får meget mere at byde på, når små blå russisk skilla, Scilla sibirica, og hornviol, Viola cornuta, i forskellige nuancer af blå og lilla også springer ud.Betagende allerede er opret kobjælde, Pulsatilla vulgaris, med sine fine blomster og pelsede udseende. Den mobile forårshave har skabt lidt forårsstemning på terrassen i dag, men kommer på overnatning i drivhuset, så jeg ikke risikerer noget.

Vintagekasse med lækre planter

Nu er det en måned siden, jeg var til en herlig inspirationsdag med indlagt workshop arrangeret af Gartneriet Pedersen og B-Green, hvor deltagerne fik til opgave at tilplante en lækker vintage jernkasse fra B-Green med ditto planter fra gartneriet. Siden har jeg nærmest dagligt glædet mig over min kasse, der bare er blevet flottere og flottere, efterhånden som blomsterne er sprunget ud og utraditionelle fyldplanter som palmekål og valsk bønne har strakt sig. Dengang lagde man næsten ikke mærke til de fine, hvide narcisser, der nu nærmest svæver som lette skyer over de andre blomster og i øvrigt dufter helt skønt. Og de smukke akelejer, Aquilegia ‘Winky’ stod med lysende limegrønne knopper. Nu har de foldet sig ud i al deres skønhed og charme. Er de ikke bare fantastiske, de stærkt fyldte, opadvendte akelejeblomster i det velkomponerede farvespil af hvide og limegrønne toner.Den kønne allemandsstenbræk, Saxifraga ‘Touron’, der blev brugt som bunddække i min lille, mobile have, markerer sig også noget stærkere nu, hvor de limegrønne knopper har foldet sig ud i et betagende flor af hvide blomster. Lige nu nyder jeg blomsterkassen i fulde drag, men når floret falder, er der heldigvis også noget at glæde til, for de fleste af planterne i kassen er gode genbrugsplanter, der helt sikkert skal plantes ud i haven. Se her, hvordan det hele begyndte.

Bloggere på gartneribesøg

Dagen i dag har budt på en usædvanlig dejlig ud-af-haven oplevelse. Gartneriet Pedersen og krukke-med-meget-mere firmaet B-Green havde nemlig inviteret en flok forårskåde havebloggere og -journalister til inspirationsdag i gartneriet med hjælp fra konsulentvirksomheden hillebro.com. I dagens anledning var gartneriets pakkerum tryllet om til et lækkert blomsterunivers fyldt med gode ideer til krukkebeplantning og med et mylder af sæsonens mere eller mindre kendte planter.Desuden var der selvfølgelig en guidet rundvisning i gartneriet, der lige nu er fyldt med blandt andet de smukkeste akelejer, der er på vej ud i butikkerne. Uha – mere om dem i de kommende dage…Midt i det til dagligt så effektive pakkerum var der dækket op til hyggelig frokost med fint porcelæn og jysk tapas fra Landmad i Skanderborg. Det kan varmt anbefales 🙂Og så var der ellers workshop under ledelse af B-Greens dekoratør. En lækker vintage jernkasse fra B-Green skulle plantes til med de planter, vi hver især bedst kunne lide. Det var svært at vælge!Det blev til mange smukke og flotte bud på en lille, mobil og individuel have. Min kasse kom til at se sådan ud, for jeg har jo lidt en hang til kombinationen af hvide og limegrønne nuancer. Der er selvfølgelig akelejer – lækre, fyldte Aquilegia Winky med blomster der kigger opad, så man rigtigt kan nyde dem. Der er marokkansk margerit, Rhodanthemum, der er fine stenbræk, Saxifraga’Touran’ med creme- og limegrønne nuancer i blomsterne, og så har der sneget sig både grønkål og valsk bønne med i beplantningen, for deres løvfarver og -strukturer klæder blomsterne så fint og hjælper med at binde helheden sammen, synes jeg. Gartneriet Pedersen introducerer et helt sortiment af dekorative grønsager i potter under navnet Pretty Tasty. Det ligner et hit på forhånd 🙂

Primula med dobbelte blomster

Forårsstemningen ved fordøren har lige fået et nøk mere ved hjælp af et par af de sødeste rosenknop Primula’er, jeg kender. Der er ikke frost på vejrudsigten de næste mange dage, og planterne står i det hele taget lunt i svinget under et bredt udhæng, så de heller ikke er udsatte for alt for meget fugt. Det bryder de fyldte blomster sig nemlig ikke om. Til gengæld er de glade for de kølige temperaturer under åben himmel og holder derfor dejligt længe, bare det altså ikke ligefrem er frostvejr. I så fald får de et lunende tæppe af fiberdug til natten eller kommer ind i bryggerset.Primula ‘Bellerose’ hedder sorten, der har blomster, der vitterligt ligner rosenknopper. Jeg er vild med den 🙂Samtidig spiller blomsternes farver i et spektrum, der strækker sig fra sart gul over lyserød til abrikos. En sød og sart symfoni, der spreder dejlig forårsstemning i krukkevelkomstkomiteen på fortrappen.Fordi jeg nu er så pjattet med Primula, blev det også lige til en kasse blandede, dobbelte Primula, der står tæt ved huset under udhænget i terrassens luneste krog, hvor de kan nydes indefra. Sorterne kommer fra to serier af Primula, der hedder henholdsvis ‘Suze’ og ‘Princess’. De er så fine og friske i farverne… En total kontrast til de fremherskende brune, grå og grønne nuancer i haven lige nu, at man kan blive helt glad bare af at stå og kigge på dem. Den lækre, rustikke jernkasse er fra B-Green, og det er Gartneriet Pedersen, der leverer de søde forårsbebudere til butikker i hele landet.Primula ‘Suze’ har lidt krøllede, dobbelte blomster, og kronbladene har en fin kant i en mørkere farvenuance, der giver et fantastisk farvespil i blomsten. Endnu en klar yndlings Primula 🙂

 

Drivhusdrømme på Formland

I dag har jeg været en tur på brugskunst- og interiørmessen Formland i Herning for at snuse lidt til de tendenser, der rammer hus og have i den kommende tid. Der er godt nok meget at se på! Jeg må indrømme, at det nye drivhus, der er under opførelse her i haven, hurtigt sneg sig ind i messebevidstheden. For hold da op, der er mange muligheder for at indrette det lidt lækkert… Der er nu skrevet en længere ønskeseddel. Øverst fra venstre er det ting fra OneLeg, Madley, Plint, Oohh, Xala Design, Brøste, Nordal og B-Green.Ja, min yndlings krukkeleverandør, B-Green, var selvfølgelig på pletten, som sædvanligt med en af messens flotteste stande. Man får bare lyst til at eje det hele og ikke mindre til at komme i gang med at plante forårskrukker til. Godt, det er Kyndelmisse i dag – så er det ganske vist, at det går mod lunere tider 🙂

 

Udsigt til sensommerkrukker

sensommerkrukker-16-40Terrassen foran huset har fået en ny krukkegruppe i anledning af sensommeren. Der er kommet lidt lyng, nogle farverige prydpeberplanter og en flot prydgræs til, men ellers er der tale om genbrug og omrokeringer af de bladplanter, der har været en del af sommerkrukkegrupperne, samt nogle krydderurter i gode farver fra krukkekøkkenhaven, der hermed er nedlagt for i år. Krukkegruppen er placeret lige uden for stuevinduerne, så den også kan nydes indefra.orostachys-iwarenge-8Jeg er vild med sensommerens farver og holder især meget af kombinationen af rødt og sølvfarvet løv. Her er det en rødbladet Heuchera og en spøjs kinesisk narrehat, Orostachys iwarenge, der viser, hvordan det samspil fungerer. Prydpeber Capsicum Maya, er eminent til at sætte glød på sensommerens krukkegrupper. De flotte frugter holder dejligt længe under åben himmel.

Den fede metalkasse er fra B-Green

pennistum-setaceum-rubrum-27Rød lampepudsergræs, Pennisetum setaceum ‘Rubrum’ er også super til sensommerkrukker. Der er et fantastisk farvespil i de rødbrune aks. Desværre er den lækre prydgræs ikke vinterhårdfør her til lands, men erfaringen siger, at man kan glæde sig over den i månedsvis og langt ud på efteråret, før den må give fortabt.sensommerkrukker-16-11Haven er fuld af fine, farverige frugter lige nu, så gruppen af sensommerkrukker har fået lidt ekstra glød med en etagere med alt godt fra haven til pynt.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén