For 14 dage siden brækkede jeg de første stiklinger af min spirende sødkartoffel, Ipomoea batata, og satte nogle af dem i et glas vand, mens resten blev stukket direkte i jord, som det ses her. Tiden er allerede inde til at gøre første del af forsøget op, for det er godt nok planter med fart på 🙂Stiklinger af sødkartoffel i urtepotten har tydeligvis fået rødder, for de er begyndt at løbe i vejret og få friske, grønne blade. Stiklingerne i vandglasset har udviklet masser af rødder, så nu er de også blevet stukket i jord, så eksperimentet fortsætter. Jeg håber, de sprøde rødder klarer mødet med jorden, så jeg får flere planter til udplantning i drivhuset, når det bliver forår.

Går det helt galt er der nu ingen ko på isen, for moderen til alle de små plantebørn skyder lystigt med friske skud, der kan blive til endnu flere stiklinger af sødkartoffel.

Et andet lille projekt begynder også at tegne lovende. I nogle uger har jeg haft et par avokado sten til at stå med enden i vandskorpen, og nu har i hvert fald den ene sendt en optimistisk rod ned i vandet. Det ser lidt voodoo-agtigt ud, når der bliver stukket tandstikker ind i stenene, men ellers kan de jo ikke hænge på glasset. Stenen er begyndt at sprække, så forhåbentlig kommer der også snart et topskud, så jeg får en fin stueplante ud af det.