Haveglæder, tips og tricks

Tag: Asparagus officinalis

Aspargesbiller nedlægger aspargesbedet

Jeg er træt af aspargesbiller! De har totalt spoleret aspargeshøsten i år ved at lægge æg på alle de ellers så lækre friske aspargesskud, og nu har larverne nærmest afløvet toppene, der jo ellers skulle samle kræfter til planterne til næste års høst.De ternede aspargesbiller dukkede op for første gang for to år siden, og blev hårdnakket slået ihjel hen over sommeren. Men åbenbart ikke hårdnakket nok, for i år har den været endnu mere gal. Så nu opgiver jeg og nedlægger aspargesbedet. Aspargesbiller lever udelukkende af asparges, så når der er gået nogle år, må man gå ud fra, at de har fundet andre græsgange, så det kan svare sig at etablere et nyt bed. Jeg elsker simpelthen asparges, der jo er noget af det allerførste man kan høste i haven, så det bliver træls at undvære. Øv.Den kedelige situation blev så anledning til at afprøve en ny beskæresaks, jeg har fået forærende. Den er ret speciel med håndgreb af kork, der er rart at holde på. Virkelig lækker at arbejde med. Læs mere om nyskabelsen fra Fiskars her.Nu er alle aspargestoppene klippet ned til grunden, og skuddene klippet i stykker og puttet i poser, så de kan fragtes langt væk fra haven incl. larver og helst også biller. De skal absolut ikke på komposten. Som et sidste farvel dukkede der enkelte fine asparges op under klippe arbejdet – uden de grimme æg, som det tydeligvis ikke er sæson for. De skal nydes med andagt.

 

Aspargesbille invasion

Aspargesbilleæg-1Der har været lidt krisestemning i aspargesbedet hele foråret, men nu er den da helt gal. Høsten har indtil nu været alt for lille i det ellers så fine aspargesvejr, så da jeg kom ind med dagens høst og opdagede en masse små gråsorte dingenoter på alle skuddene, troede jeg faktisk det var sporehuse af en eller anden skummel svampesygdomme. Jeg brugte en livline og fik fat i Henrik, der er grønsagskonsulent. Han syntes nu mere, det lignede aspargesbille æg.Aspargesbille-7Og det har han helt sikkert ret i. Et nærmere eftersyn viste, at det nærmest myldrer med de flotte biller, der ikke generer sig for at sikre arvefølgen lige midt i mit aspargesbed. Det er bare ikke i orden! Så nu har jeg fjernet alle overjordiske skud og kvast så mange biller, jeg kunne slippe afsted med. Aspargesbiller kan kun lide asparges, så hvis skuddene bliver holdt nede indtil Skt. Hans, dør de forhåbentlig af sult eller søger andre jagtmarker. Med lidt held kan det minimere årets anden generation af biller, der kan hærge planterne voldsomt i sensommeren.

En lækker havemenu

Asparagus officinalis-29  Det er ikke svært at finde på en menu i øjeblikket. Varmen har sat skub i aspargesbedet, så man skal være vaks ved havelågen for at følge med. Det gælder jo om at få høstet de skud, der dukker op, så planterne bliver ved med at producere nye.Asparagus officinalis-28Grønne asparges er hverdagens luksus på den her årstid. Det er fedt at lade fingrene glide op ad stænglen og mærke knækket, når den sprøde stængel knækker lige der, hvor den ikke er træet.Spinacea oleracea-30Asparges går rigtig godt i spænd med spinat. Takket være min tyvstart i drivhuset, er der fine friske forsyninger at høste af. Også her gælder det om at komme i gang med at plukke, så planternes potentiale bliver udnyttet mest muligt.Drivhus tyvstart-7Frisk dild kan kan også høstes i drivhuset nu, så med en lille fisk fra fryseren i tilgift er dagens menu vist ved at være på skinner.

Klar til en ny asparges sæson

Asparagus officinalis-127De visne aspargestoppe, der har samlet energi til planterne til en forhåbentlig sprudlende ny sæson, siden høsten stoppede til Skt. Hans, ser meget efterårsramte ud. De har ikke engang fået nævneværdigt mange af de smukke røde bær, de plejer at have på denne årstid. Øv.Asparagus officinalis-133Dermed er der til gengæld ingen tvivl om, at tiden er inde til at få dem klippet ned til sokkeholderne og få toppene skaffet af vejen, så de ikke risikerer at sprede skumle asparges sygdomme til planterne, der hygger sig under jorden. Valerianella locusta-10Samtidig kan jeg så få ryddet op i asparges bedet, der har det med at blive fyldt med frøukrudt, der nemt bliver “overset”, mens toppene står der, fordi det er så svært at komme til. Det er dog ikke alt det grønne i bedet, der er ukrudt. Jeg kan blive helt opløftet af at opdage en underskov af vårsalat – eller feldsalat – mellem ukrudtsplanterne. De får lov at være bunddække hen over vinteren, så der løbende kan høstes grøn “salat”. Til foråret bliver de fleste luget, men nogle stykker får lov at sprede frø, så der også er vårsalat til næste år.

Luksus af egen avl

Asparagus officinalis-27

 

Lige nu er aspargesbedet hovedleverandør af luksus grønsager til middagsbordet. Vildt mange giver det ikke, men en håndfuld hver anden dag bliver det til. Bedet kommer hurtigt til at ligne en nedbrændt landsby, mens der høstes, men det gælder jo om at holde produktionen ved lige ved at høste de skud, der dukker op frem til Skt. Hans. Det gør jeg gerne 🙂

Valerianella-27

Der er faktisk også blomster i aspargesbedet nu til at pynte på helhedsindtrykket. Det er vårsalat, Valerianella locusta, der efter at have leveret årets aller første bladgrønsager, nu er gået i blomst. En ualmindelig køn blomstring, hvis jeg skal sige det, som resulterer i et hav af frø, der i noget omfang får lov at sprede sig mellem aspargesplanterne. Hellere det end alt det ukrudt, der er svært at stille noget op med senere på sommeren, når de lange asparges planter gør det til noget af en udfordring at få luget.

Allium schoenoprasum-27

Optræk til blomstring er der også i kanten af aspargesbedet, hvor bestanden af purløg, Allium schoenoprasum, vokser år for år. Det er selvfølgelig ikke optimalt for purløgshøsten, at de sådan giver sig til at blomstre, men smukt ser det ud, og blomsterne er også super gode buketblomster.

Vinbjergsnegl-27

Vinbjergsneglene inspicerer aspargesbedet men forgriber sig her kun på ukrudtet. Værre ser det ud i grønsagsrækkerne ved siden af, hvor en halv række gulerødder er blevet pelset… Hmm, der må vist gensås. Det er lidt lidt hyggeligt at have vinbjergsneglene tøffende rundt, så de er tilgivet – og hellere dem end dræbersnegle.

Asparges bedets efterårskur

Asparagus officinalis-120

Det er længe siden, asparges høsten stoppede for i år. Før Skt. Hans faktisk. Lige siden har de fine, lange filigran skud samlet næring til plantens underjordiske dele, så der bliver masser af energi til at skyde med lækre, grønne asparges til foråret. Tilbage er nu kun de brune stængler og de smukke, lakrøde bær.

Asparagus officinalis-118

Når skuddene er visnet, skal de klippes ned til grunden alle som et, så de ikke risikerer at sprede plantesygdomme til de kommende skud. Det bliver til en ordentlig bunke haveaffald, der ikke kommer på komposten men bliver fragtet til den kommunale genbrugsstation for at minimere risikoen for smittespredning af aspargessygdomme.

Asparagus officinalis-117

Det er lidt af et mareridt at holde et aspargesbed ukrudtsfrit, når først skuddene får lov at vokse frit. Til gengæld er det nemt at luge, når alle skuddene er klippet ned. Det blev til en dejlig sanseoplevelse, for bunden var dækket af utallige, selvsåede citronmelisseplanter på afveje. Sikke en duft.

Valerianella-1

Væk kom de og afslørede så, at der også vokser velkomne ting i bunden af aspargesbedet. Der blev en gang for nogle år siden sået vårsalat, Valerianella, også kendt som feldsalat, og de selvsår nok så fint, så der allerede nu og også i det aller tidligste forår kan høstes lidt bladgrønt i haven.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén