Det er højsæson for akeleje, Aquilegia vulgaris, og samtidig ruller akelejefrøstjerne, Thalictrum aquilegifolium, det helt store show ud med sine store, fluffy blomsterstande, der minder lidt om en gammeldags støvkost. De to stauder tilhører hver sin planteslægt, men er begge med i ranunkelfamilien. Navnesammenfaldet skyldes, som man kan aflede af det latinske navn, at akelejefrøstjernens blade ligner akelejens meget.Både akeleje og akelejefrøstjerne sår ivrigt sig selv, så man kan aldrig være helt sikker på, hvor man har dem. En ret charmerende egenskab, synes jeg, og når de placerer sig helt forkert, er det jo ikke værre, end at de kan luges væk.Den fine lyslilla akeleje er helt sikkert ikke en, jeg har plantet, for den har med stor omhu placeret sig midt i det bed, der bliver holdt i hvide og gule nuancer. Den må hellere blive flyttet, men ikke lige nu, for blomstrene har sådan en lækker farve.Den her fantastiske, næsten sortblomstrede sag har selv fundet vej til køkkenhaven formentlig med nogle frø i havekomposten. Den står pænt og troner i baggrunden, og er som sådan ikke i vejen, så den får også lov at blive stående indtil videre.Den stærkt fyldte, hvide og limegrønne Aquilegia ‘Winky’, er det til gengæld mig, der har bestemt voksestedet til. Jeg havde den i en krukke sidste forår og plantede den efterfølgende ud til genbrug. Det er jeg godt nok glad for nu, for den er utroligt smuk og passer perfekt i det hvide og gule bed i modsætning til den lilla. Er det ikke fascinerende, hvor forskellige sådan nogle akelejer kan være.