Haveglæder, tips og tricks

Tag: Allium Millennium

Sommerfugle i hundredevis i sommerfuglebusken

Når man i øjeblikket bevæger sig ud gennem portalen til den mellemste del af haven, sker det på helt eget ansvar. Der er nemlig stor risiko for at blive fløjet ned. Det er kun en uges tid siden, jeg efterlyste flere sommerfugle, men nu skal jeg lige love for, at de er kommet. Det hjalp, at det holdt op med at regne.Det er først og fremmest sommerfuglebusk, Buddleja davidii, der simpelthen har magnestisk tiltrækningskraft på sommerfuglene. Især påfugleøje er, som det fremgår, meget begejstret for blomsternes nektar. Det er sjovt at se, hvordan sommerfuglene foretrækker nogle blomsterklaser frem for andre og simpelthen flokkes på dem. De får nok hurtigt spist op, sådan som de mæsker sig, så de nyudsprungne blomster har mest at byde på.Også den store, flotte admiral flakser ukontrolleret rundt om busken og lander gerne i håret eller på armen, når de har brug for en mellemstation. Den her snupper sig lige en hvilepause på et blad, så man rigtig kan se, hvor smuk den er.Men det er nu ikke kun sommerfuglebusken, der tiltrækker sommerfugle, bier og andre insekter. Også beplantningen under den er populær.Den lækre prydløg, Allium ‘Millennium’, der fortsat blomstrer lystigt, får besøg af både honningbier og sommerfugle og er især populær blandt de her flotte bier, som jeg desværre ikke kender navnet på.

 

Løgblomster uden for sæsonen

De smukke, smukke hvide prydløg, Allium ‘Mount Everest’, er nogle af forårets absolutte yndlingsplanter her i haven. Minderne har man jo lov at ha’, og frøstandene er da også dekorative på deres egne afdæmpede måde, så de får selvfølgelig lov at blive stående, så længe de kan.Men har man som jeg virkelig hang til prydløgenes elegante blomsterbolde, er her en plantenyhed, der er værd at lægge mærke til. Allium ‘Millennium’ hedder sorten, der arter sig mere som en staude end som en løgvækst. Jeg fik et par prøveplanter sidste år, der har overvintret fint og oven i købet fandt sig i en flytning i det tidlige forår. De nye, smalle blade skyder tidligt frem som en tue, og i modsætning til de fleste prydløg, holder bladene sig pæne hele sommeren.Blomsterne er lige begyndt at springe ud og har simpelthen den skøneste, lyslilla farve. Blomstringen varer dejligt længe – hvordan blomsterboldene ser ud i fuldt flor, kan ses her. (Jeg har ladet mig fortælle, at de pt kan fås i Plantorama).En anden løgplante, der blomstrer netop nu, står i køkkenhaven. Det er et helt almindeligt kepaløg, Allium cepa, der selvfølgelig ikke burde blomstre, men altså gør det alligevel. At dømme efter placeringen er det formentlig et løg, der er blevet glemt i farten sidste år, der nu giver køkkenhaven lidt ekstra insektappel. Så det får også lov at blive stående 🙂

Blomsterløg med fart på

Lav sol og travle tulipaner, der bare vil frem, er en dejlig kombination. Sikke et farvespil, der bliver tryllet frem. I det hele taget vælter det op af jorden med spirer af alverdens blomsterløg. Det er umuligt ikke at blive glad i låget ved det syn. Forventningerne tårner sig op. Bare de nu kan holde til presset. 🙂 Her er det de super elegante spirer af det smukke prydløg, Allium ‘Purple Rain’, der er på vej. Dejligt, for de blev sat forrige år og ser altså heldigvis ud til at komme igen.En anden Allium, der tydeligvis vil frem, er også noget at glæde sig til. Allium ‘Millennium’ er en plantenyhed fra sidste år, som jeg fik lov at prøve. En smuk, staudeagtig og sommerblomstrende plante, der stod med sine fine, lilla blomsterbolde i en lang periode. Den skulle for alvor komme i handlen i år. Se den i blomst her.I efteråret satte jeg for første gang løg af kejserkrone, Fritillaria imperialis, i et lønligt håb om, at de kunne skræmme mosegrise væk med deres lugt. Om det virker, ved jeg ikke, men de enorme spirer ser nærmest ud som om, de kan overfalde en sagesløs gnaver. De vokser, så man næsten kan høre det, så jeg er noget spændt på, hvor voldsomme de bliver.

Smukke blomsterbolde i luften

Echinops bannaticus Taplow Blue-35Kugleformen er noget særligt i planteverdenen. Ikke mange planter præsterer blomsterstande, der er perfekt kugleformede, men tidselkugle, Echinops bannaticus ‘Taplow Blue’, gør. De kugleformede blomsterstande er rigtig gode at bruge ikke mindst i sådan nogle lidt vildt inspirerede blomsterbede som mine. Det er lige som om, de bringer lidt struktur – for ikke at sige kultur – ind i vildskaben.Allium Millennium-1De forskellige sorter af prydløg kan bare det der, og jeg elsker at bruge løs af dem i forårsmånederne. Desværre er den lykkelige kærlighed jo overstået nu. Men så ikke helt alligevel. Jeg har tidligere på året fået en prøveplante af en ny, spændende sort af prydløg, Allium ‘Millennium’ hedder den, fordi den blev navngivet i 2000. Og den blomstrer altså nu med de skønneste lyslilla blomsterbolde. Planten er 40-50 cm høj, og som noget i prydløgsammenhæng helt særligt er bladene ikke bare ved at visne ned men står som en nydelig grøn tue under blomsterstænglerne. Allium ‘Millennium’ kommer ud i butikkerne næste år.Allium tuberosum-35Jeg har ikke kunnet Google mig frem til den nye sorts forældre, kun at den er forædlet i USA. Det er nok mega hemmeligt 🙂 Et gæt kunne være, at kinaløg, Allium tuberosum, på et eller andet niveau er involveret i processen. I hvert fald blomstrer de også nu nok så smukt i køkkenhaven, og de smalle, grønne blade, der smager fint af purløg tilsat hvidløg, visner heller ikke ned. Her i haven er kina-purløg både staude og krydderurt … eller krydderstaude.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén