Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Ægte blåkant

Tidselsommerfugleinvasion og duehalebesøg

Tidselsommerfugl

Jeg ved godt, at jeg skrev om tidselsommerfugle i begyndelsen af ugen, men nu er jeg bare nødt til at gøre det igen. Jeg er lige kommet hjem fra en plantetur til Holland, og haven simpelthen vrimler med flagrende og flaksende sommerfugle på jagt efter nektar. Og nu ved jeg, at der er tale om intet mindre end en tidselsommerfugleinvasion. Steffen har nemlig sendt et link til en nyhedshistorie i EkstraBladet, der har det fra Berlingske. Den er god nok. Tænk engang: En tidselsommerfugleinvasion 🙂
Det er meget tydeligt hvilke planter, der har sommerfugleguf at byde på, for de er virkelig omsværmede. Som nu småbladet buddleja, Buddleja alternifolia, der er sprunget helt ud i løbet af ugen og i modsætning til normalen, får fint sommerfuglebesøg i år.

Blærespiræa, Physocarpus opulifolius ‘Angel Gold’

Tidselsommerfuglene hører naturligt hjemme i Nordafrika og Mellemøsten, så det er noget af en rejse, de har tilbagelagt på deres fine vinger. Målet med at invadere Danmark er at finde føde til larverne og dermed sikre artens overlevelse. Uheldige klimamæssige sammenfald har åbenbart gjort det nødvendigt at søge væk fra de hjemlige “græsgange”: Deraf den aktuelle tidselsommerfugleinvasion. Eksperterne mener, at der er adskillige hundrede millioner af de fine sommerfugle i landet netop nu. Det bliver en hård sommer for tidslerne.

Ægte blåkant, Nepeta x faassenii ‘Walker’s Low’

Når man slentrer forbi de omsværmede planter i haven, kommer man til at gå inde i en sky af sommerfugle, for de går på vingerne ved den mindste forstyrrelse. Jeg får helt lyst til at genlæse 100 års ensomhed af Gabriel Garcia Marquez. I bogen spiller små skyer af sommerfugle, som jeg husker det, også en gennemgående rolle. Og det er en super god bog.

Duehale, Macroglossum stellatum

Men sandelig om ikke haven i dag havde mere end en tidselsommerfugleinvasion at byde på. Endnu et migrerende insekt dukkede efter alt at dømme op mellem alle sommerfuglene og humlebierne, der sværmede om den ægte blåkant. Jeg er rimeligt sikker på, at der er tale om duehale, der også er et træk-insekt med basis i Middelhavslandene. Det er en sælsom natsværmer, der også er dagaktiv. Sælsom fordi dens adfærd minder markant om kolibriens. Så meget, at man lige gnider sine øjne en ekstra gang for at forvisse sig om, at der trods alt ikke er tale om en kolibriinvasion. Sværmeren er komplet umulig at fotografere, for den har simpelthen ingen ro på sig, men her kan man da ane, hvordan den står stille i luften med virrende vinger, mens den stikker sin lange snabel ned i blomsten.

Tidlig sommerfuglebusk til tidselsommerfugle

Småbladet buddleja, Buddleja alternifolia

Småbladet buddleja, Buddleja alternifolia, er en nær slægtning til sommefuglebusk, Buddleja davidii, der bare har det med at springe ud, før der er skyggen af en sommerfugl på vingerne. Men ikke i år. Netop som de sart lyslilla blomster i lange, lange stande begyndte at springe ud i går, var haven pludselig fyldt med flaksende sommerfugle. Jeg turde næsten ikke tro mine egne øjne

Tidselsommerfugl, Vanessa cardui

Men den var god nok, en hel sværm af tidselsommerfugle var landet i haven og gav sommerstemning på et splitsekund. Det var nu ikke småbladet buddleja, de havde fundet, men de mange eksemplarer af ægte blåkant, Nepeta x faassenii, der blomstrer i vilden sky i haven lige nu. Det var i går. I dag var sommerfuglene væk.

Så nu har jeg læst lidt på lektien. Tænk engang. Tidselsommerfugle er træksommerfugle, der ikke kan overvintre her til lands, men kommer flyvende sydfra. Det vidste jeg slet ikke, var en ting. Men jeg er da glad for, at de fandt min ægte blåkant og hyggede sig med den. Tidselsommerfuglen behøver ikke overraskende tidsler som føde til deres larver, så her er alle tiders undskyldning for at lade lidt tidsler stå i et hjørne af haven. Vi skal da nødig gå ned på tidselsommerfugle, vel?

Ægte blåkant, Nepeta x faassenii ‘Walkers Low’

Ægte blåkant er en skøn staude, der vokser i mange af havens bede, hvor den giver den fuld gas lige nu med myriader af lyslilla, duftende blomster. Det er, som navnet antyder, en super god kantplante til staudebedene, hvis man som jeg godt kan lide en glidende overgang fra fx plæne til blomsterbed.

Og så har den en fantastisk evne til at harmonere med det meste. Her har den mødt den limegrønne blærespiræa, Physocarpus opulifolius ‘Angel Gold’. Det samme farvematch gentager sig med lodden løvefod, Alchemilla mollis. Mmm lækkert. Men ægte blåkant er også perfekt sammen med rosa, lyserøde, ferskenfarvede, orange og hvide blomster. Stop mig bare, for jeg kan blive ved 🙂 En virkelig super anvendelig staude, der ovenikøbet kan klippes ned efter det første flor for så hurtigt at komme pænt igen.

Genrejsning til nedslåede stauder

Spiseligt staudebed-24Ægte blåkant, Nepeta x faasenii, har blomstret flot og længe, men al den regn har været hård ved planten. De lange blomsteraks, der så småt er ved at være afblomstrede, er tynget helt til jorden af vand og blæst, og ser ærlig talt lidt nedslåede ud. Jeg tvivler stærkt på, at de vil rejse sig igen.Nepeta-110Det er en skam, for det vil i høj grad tage pynten af det spiselige staudebed, der ellers tegner så lovende. Så nu får blåkant, der også har lagt sig tungt ind over en del af de andre planter i bedet, så de gisper efter vejret, en tur med saksen. Jeg klipper den ikke helt ned, men  sørger for at klippe over bladpar nederst i planten, hvor er er nye skud på vej i bladhjørnerne. Planen er nemlig, at den skal komme med endnu en blomstring lidt senere på sommeren.Calamintha grandiflora-5Der er masser af blomsterknopper i krydderstauderne i bedet, så det skal nok blive flot. Jeg kan se, at jeg har fået plantet lige lovligt tæt, så der er et par planter, der skal flyttes, hvis de skal have en chance. Omvendt synes jeg, at det er pænest, hvis planterne står tæt og væver sig ud og ind mellem hinanden. Så må de stærkeste styres lidt. Lige nu blomstrer rosenmynte, Calamintha grandiflora, noget så fint forrest i bedet. En perfekt krydderstaude. Det, håber jeg, den har tænkt sig at blive ved med. Ellers må den også have en foryngelsesklipning, så den kan være fin sammen med de andre.Alchemilla mollis-50I bedet overfor det spiselige staudebed har de ellers så fint blomstrende lodden løvefod, Alchemilla mollis, der kanter bedet, også lagt sig ned. De får lige chancen for at rejse sig, når det forhåbentlig snart bliver lidt mere tørt i vejret. Ellers må de have samme tur…

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén