Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Aegopodium podagraria

Fra fældet egetræ til forlænget svævende hegn

Jeg er meget glad for det lette, nærmest svævende hegn, der markerer, hvor til have-haven går, og hvor natur-haven begynder. Dels skaber det rum at have en form for hegn, selv om det er nok så let og nemt at vælte, dels har det stor psykologisk effekt på både mig og skvalderkålen, at vi ved hvis side af hegnet, der er hvis. Ja, okay, skvalderkålen er lidt svær at opdrage til at respektere fordelingen, men jeg arbejder på sagen.

Det svævende hegn sluttede lidt brat midt i skyggebedet, fordi gemalen, der har designet og konstrueret hegnet stærkt inspireret af de kastanjehegn, man kan købe sig til, løb tør for egegrene i passende tykkelse, sidst han var i gang. Men nu er der blevet ryddet lidt op i skovhaven, og dermed er der friske grene at arbejde med både til reparation af det gamle hegn, der sine steder er temmelig frønnet, og til forlængelse.

Egehegnet består i al sin enkelhed af grenstykker i passende længde. Enkelte er banket ned i jorden og danner hegnets skelet, mens resten bare er bundet sammen med kraftig ståltråd.

Det pyntede rigtig meget at få forlænget hegnet, så hele skyggebedet nu fremtræder som en del af haven. Nu kan indtrængende skvalderkål bare vente sig. Faktisk myldrer de første spæde skud allerede frem i jordoverfladen. Jeg må straks i gang med hakken på min side af det svævende hegn.

Kampen om skyggebedet står mellem storkenæb og skvalderkål

For nogle år siden plantede jeg bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum i skyggebedet, fordi det forlyder, at den tætte og kraftigtvoksende staude til højre i billedet er i stand til at holde skvalderkål i skak. Sagen er nemlig den, at skvalderkålens domæne begynder lige på den anden side af hegnet, og det er ikke helt gået op for det imperialistiske ukrudt, at der eksisterer en grænse mellem haven og skvalderkål-land. Egentlig har jeg ikke været særligt imponeret over bølgekronet storkenæb indtil nu, men i år er der pludselig begyndt at ske noget.Der skal selvfølgelig stadig fjernes skvalderkål, men selvsåede planter af bølgekronet storkenæb er begyndt at dukke op og tage kampen op med skvalderkålen. De store blade dækker jorden godt, så der kommer i hvert tilfælde ikke skvalderkål op under dem. Jeg synes, den har sådan nogle fine blomster med en fantastisk farve og fikst tilbagebøjede kronblade. Nu er det så spørgsmålet, om der opstår et nyt, selvskabt ukrudtsproblem, fordi stauden breder sig for meget. Jeg satser på en god balance. Foreløbig ser det rart og frodigt ud.En anden plante, der flittigt sår sig selv i det skyggefulde hjørne af haven er miliegræs, Millium effusum ‘Aureum’. Den passer perfekt til den skovagtige stemning, jeg stræber efter i skyggebedet, og lyser dejligt op med sit smukke, limegrønne løv.Når jeg ser på skjoldblad, Darmera peltata ‘Nana’ i skyggebedet får jeg ikke bare associationer til skov men til urskov eller eventyrskov. De kæmpe store, parasollignende blade ser både eksotiske og lidt magiske ud, og her får hverken bølgekronet storkenæb eller skvalderkål lov at komme for tæt på, så der opstår risiko for udkonkurrering.

Hjemmedyrkede østershatte og friskt grønt fra haven

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg skrev om mit forsøg med at dyrke østershatte i vindueskarmen ved hjælp af en Svampebox fra TagTomat. Nu er det ikke fordi, det tager enormt lang tid, at jeg ikke er kommet tilbage til historien. Det er mere fordi min første portion svampe snød mig og tørrede ud, før de nåede at blive spist. Ikke noget at prale med, men det går altså hurtigt, når svampene begynder at vokse. Sådan her så næste portion ud for tre dage siden.Og sådan ser den ud i dag. De svampe er helt klar til at blive høstet, så nu står den på omelet med østershatte i dag. Udfordringen i svampeproduktionen er helt klart at holde på fugtigheden. Jeg overbruser jævnligt mine østershatte med en forstøver, og lige efter at der er skåret hul i mælkekartonen, har jeg fundet ud af at vande voksemediet ved hjælp af et sugerør ved nærmest at puste vand ind i halmen.Det tegner lækkert med den omelet, for det er også tid til årets måske allermest værdsatte høst i haven: De første sprøde, kraftfulde, græsgrønne stængler af purløg, Allium schoenoprasum, kan plukkes. Det er virkelig smagen af forår 🙂

Et andet sikkert forårstegn er, at skvalderkål, Aegopodium podagraria, har fået ny energi og pibler frem både her og der. De helt spæde skud smager dejligt og krydret, så der ryger en håndfuld med på menuen. Det er ikke nogen driftssikker udryddelsesstrategi at forsøge at spise sig fra senere ukrudtsproblemer, men det kan da altid hjælpe lidt, og så er de friske skud garanteret fyldt med vitaminer.

 

Så er den skvalderkål barberet…

Primula elatior-8“Du har da vist en hel del, du skal have luget”, lød det henkastet her til morgen. Og der kan nok være lidt om, at staudebedene trænger til deres forårseftersyn, så i gang det gik. Da er det, jeg bliver ekstra glad for at have mange, mindre staudebede, så jeg kan tage dem et af gangen og dermed vide, hvor jeg skal begynde, og hvor jeg skal slutte uden at lade mig stresse. Jeg begyndte i skyggebedet, hvor skvalderkålen fra skoven bagved er ved at snige sig ind på blandt andet den smukke kodriver, Primula elatior.Aegopodium podagraria-8Skvalderkål er som bekendt ikke sådan at spøge med, men hvis det skal trænges lidt tilbage fra mine enemærker, er nu erfaringsmæssigt et godt tidspunkt. Rodsystemerne har travlt med at skyde med nye skud, og det tærer på kræfterne, så længe der ikke er grønne blade til at producere ny energi. Hvis man går til den i flere omgange, kan man efterhånden udmagre rødderne, men det er en langvarig proces, der kræver en stålsat indsats. Det rækker mine ambitioner ikke til. Her i haven arbejder vi mest med fredelig sameksistens, men lige nu gælder det om at markere, hvor grænsen går. Skvalderkål breder sig som bekendt med underjordiske udløbere, men planterne sår sig også, så der er fri jagt på nye, små kimplanter, der jo ikke ligefrem behøver blive til nyt ukrudt.Rodukrudt-8Der er noget terapeutisk ved at gå og lirke skvalderkål – og brændenælde – rødder op af jorden. Stor er glæden og følelsen af sejr, når man får et ekstra langt rodstykke med op i bevidstheden om, at så fik skvalderkålen brug for lidt mere krudt til at komme igen. Rodstykkerne bliver lagt på lit de parade, så de kan tørre helt ud, før de får lov at blive begravet i kompostbunken. Der skal jo nødig blive tale om genopstandelse…

Krydderurter i fri dressur

Rumex rugosus-17Stille og roligt er haven ved at genvinde sin status som spisekammer. Krydderurter kommer først, for mange af dem er jo stauder, der skyder frem i jordoverfladen efter vinteren, og faktisk aldrig bliver bedre, end de er lige nu. At nogle af dem så i nogen grad er ude af kontrol, er en anden sag. Det gælder fx havesyre, der ikke kun kommer der, hvor den oprindeligt blev plantet, men også alle mulige andre steder, fordi den sår sig selv temmelig effektivt. Men se lige, hvor fin den er – man kan da i det mindste prøve at spise sig ud af problemet.Melissa officinalis-17En anden krydderurt, der sår sig selv så effektivt, at man fristes til at opfinde begrebet krydderukrudt, er citronmelisse. Men igen, det er svært at være sur, når man mærker den liflige citronduft, mens man går og luger de fejlplacerede nye planter.Allium schoenoprasum-17 Purløgene, der oprindeligt blev sået på en nydelig række, har formået at kolonisere den ene ende af aspargesbedet. Men det er den ende, hvor der er lidt for skyggefuldt til aspargeserne, så det får de egentlig lov til, bare de holder sig nogenlunde inden for rammerne.Aegopodium podagraria-17Hvis der er en plante, der fortjener betegnelsen krydderukrudt – med streg under ukrudt – må det være skvalderkål, der netop nu sniger sig ind på de ydre staudebede og popper friske, lysegrønne skud dagligt. De er et fint tilskud til madlavningen i dette stadie, men det er ærlig talt en uoverkommelig opgave at spise sig ud af det ukrudtsproblem, der truer. Jeg må vist i gang med at luge, så jeg kan få generobret grænserne.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén