Havens bede er trukket i deres vintage outfit. Det må være en passende betegnelse for det graciøse forfald, der gradvist sætter mere og mere præg på haven. For heldigvis har oktoberhaven også sine stjerner, der sørger for, at helheden stadig er værd at nyde. Almindelig hortensia, Hydrangea macrophylla, bliver nærmest mere og mere lækker og får fantastiske røde farver, efterhånden som blomsterstandene bliver papiragtige. Og kinesisk Skt. Hansurt, der henlægger blomstringen til september-oktober, er så elskværdig at matche de lækre vintage nuancer perfekt. Det er én blandt mange grunde til, at den er udnævnt til ugens yndlingsplante i denne uge, som det fremgår af sidepanelet.
Den ret skønne tobaksblomst, Nicotiana mutabilis ‘Marshmallow’ med blomster i mange nuancer, blomstrer også så fint endnu og passer perfekt til helheden.
I nabobedet har den rødbladede japansk løn, Acer palmatum, skruet en tand op for løvfarverne. De dybt røde nuancer leder tankerne hen på fin gammel silke og velour her lige før tæppefald.
Til gengæld er der ikke meget vintagetone over kristtorn, Ilex aquifolium, der har fået usædvanligt mange, strålende lakrøde bær i år. Det ser nærmest ud som om, den konkurrerer med pilebladet solsikke, Helianthus salicifolius, om at score mest mulig opmærksomhed. De smukke bær er nærmest instant naturlig julepynt, men desværre plejer det ikke at være ret mange af dem, der holder til jul. Når først solsorten får smag for dem, plejer det at gå rigtig stærkt med at få rippet grenene.
Tag: Acer palmatum
Netop hjemkommet, euforisk over lækkert havevejr og let om hjertet ved udsigten til en dejlig lang weekend, gik jeg en tur i haven og glædede mig over de begyndende høstfarver og det lækre farvesceneri, de har sat i værk sammen med den røde grønkål, Brassica ‘Redbor’, der bare bliver mere og mere intens i farven i takt med, at temperaturen falder.
Ikke mindst troldnød, Hamamelis x intermedia, spreder glæde omkring sig. Og det ikke bare nu. Det bliver vildere og vildere, og når festfyrværkeriet af farver er slut, står blomsterknopperne allerede på spring klar til at give vinterens bedste overraskelse. En absolut uundværlig busk her i haven.
Så var det, at mit blik faldt på den lille, lækre japansk ahorn med det lysende limegrønne løv. Eller på det, der plejer at være den lille lækre. Den har ikke fået høstfarver. Den er simpelthen visnet. Det er slet ikke i orden.Euforien er hermed afløst af en mindre charmerende sindstilstand. For da jeg trak lidt i planten, fulgte den med op. Roden er brutalt gnavet over. Så nu spørger jeg panelet. Er det mosegris, mus eller måske en bæver :-), der har været på spil? Jeg har ikke erfaring med mosegris, men der er de seneste år sporadisk forsvundet en ellers veletableret plante hist og pist. Ja, og masser af tulipanløg. I foråret var det min højt elskede finstrået elefantgræs, det gik ud over. Der var intet tilbage under jorden. Så nu må jeg undvære dens flotte høstfarver 🙁
Jeg gider simpelthen ikke ha’ mosegris. Så er det sagt. Jeg har oven i købet lige plantet den her smukke, efterårsblomstrende busk i samme bed. Kyskhedstræ, Vitex agnus-castus, hedder den. (Frøene blev i oldtiden brugt til at hæmme sexualdriften, forlyder det). Fælden er sat, men det plejer ikke at hjælpe et klap. Måske skal jeg bruge familieformuen på kejserkroneløg, der siges at kunne holde mosegris på afstand. Gode råd modtages gerne. Desværre er kommentarfeltet på bloggen stadig forsvundet og lader sig ikke uden videre genskabe, men der kan kommenteres direkte fra nyhedsmail’en eller på helt hen i havens Facebook side. På forhånd tak og god weekend derude.
Det rosa bed er tilplantet med massevis af stauder med sådan lidt skarpe rosa og røde nuancer, der klæder hinanden og den grønne bag- og undergrund i bedet sommeren igennem. Men lige nu er det faktisk meget lidt rosa. Det er til gengæld ikke spor planlagt, men farvespillet i bronze, messing og dybt rød er nu alligevel ret lækkert, synes jeg. Her er det en forårskåd træpæon, Paeonia suffroticosa, der har foldet bladene ud. 
Bag den står den smukke allegheny-bærmispel, Amelanchier laevis, der netop er blevet udnævnt til ugens yndlingsplante her i haven, som det fremgår af sidepanelet på bloggen. Hvorfor i alverden de dejlige busk hedder noget så besværligt, fortaber sig i botanikken, men i hvert fald er den absolut anbefalelsesværdig, for det er en af de buske, der byder på flere årlige oplevelser. Smuk lige nu fyldt med en sky af hvide blomster, der spiller fint sammen med de bronzefarvede løv. Bladene bliver snart grønne, og så følger en periode, hvor mat-røde bær fylder kronen, der slår over i fantastiske høstfarver som afrunding på sæsonen.
Den her rødbladede japansk løn, Acer palmatum, som jeg med skam at melde har forlist sortsnavnet på, er super god som let baggrund for de rosa stauder senere på sommeren, men også ret lækker i samspil med de mere bløde forårsfarver i bedet. Bladene, der er ved at folde sig ud, ligner små, krogede troldefingre, der er ude på ballade, synes jeg, men jeg har nok bare en lidt for livlig fantasi…
Apropos trolderi og fantasi, så er jeg nødt til at fremhæve den her magiske skønhed, der til min store og udelte glæde lige er sprunget ud i det rosa bed. Persisk fritillaria, Fritillaria persica, hedder den. Er den ikke bare smuk, med de mørkt violette – næsten sorte – blomsterklokker. Nært beslægtet med vibeæg, Fritillaria meleagris, og kejserkrone, Fritillaria imperialis, men alligevel helt sin egen på den rigtig gode måde. Jeg lagde løg i efteråret og håbede på at kunne nyde dette syn, for jeg har prøvet før og kun fået blade ud af det. Men i år lykkedes det heldigvis 🙂 Det bliver forhåbentlig ikke en engangsforestilling.
Her i haven er der ikke kun stauder i staudebedene. I langt de fleste er der også små træer og buske, der giver bedene karakter, når stauderne er gået under jorden. Ikke noget botanisk politi her 🙂 Det er vigtigere, at planterne sammen danner en flot helhed. I det rosa staudebed er der fx både plantet en rødbladet japansk løn, Acer palmatum, og bærmispel, Amelanchier laevis, der er en af mine yndlingsbuske.
Bærmispel er nemlig en af de planter, der topper flere gange i løbet af året. Den er smuk, når den blomstrer overdådigt med hvide blomsterklaser før løvspring. Den er fin, når bladene folder sig ud i bronzefarvet kontrast til blomsterne, og den er fantastisk, når den står med rødorange høstfarver. Lige nu topper den også. Den er fyldt med små, kuglerunde bær i en lækker dybrød farve, der matcher den japanske løns røde løv perfekt. Busken er blevet stammet op, så den er blevet til et lille træ, der fungerer som overstander i bedet med plads til stauderne neden under.Amerikansk blåbær, Vaccinium corymbosum, kan også det der med at toppe flere gange i løbet af haveåret. Derfor er de blevet plantet i staudebedene uden smålig skelen til, at de burde være placeret i frugthaven, hvor det er nemt at gå på plukkearbejde. Det er nu også hyggeligt at kunne høste omgivet af blomster, selvom det er lidt mere besværligt. Bærrene er så småt begyndt at modne og er lige nu super dekorative med en smuk blanding af grønne, rosa og blålilla nuancer. I foråret toppede de med en dejlig blomstring, og efter høstperioden får de de mest fantastiske høstfarver, så det er synd og skam at gemme dem for meget af vejen.
Ugens roadtrip til messe i Holland gav anledning til en pause i Boomkamp Gardens i Borne tæt på grænsen mellem Tyskland og Holland. Jeg har været der mange gange, men denne gang blev det en oplevelse ud over det sædvanlige.
Efteråret havde sænket sig stille og smukt over inspirationshaverne. Først troede jeg faktisk, der var lukket, men det lykkedes at lokalisere en gartner, der uden videre lukkede mig ind uden om billetluge og det hele.
Sikke en stemning. Ingen andre gæster kun en gartner hist og pist i gang med efterårsoprydningen. Helt stille men med et næsten larmende opbud af farver. Der er mange spændende træer i haverne, så variationen også i høstfarverne er stor. Vandgran, Metasequoia glyptostroboides, stod lysende orange og spejlede sig i søen. Oven i købet med kogler.
Forskellige sorter af japansk løn, Acer palmatum og Acer japonicum, er brugt mange steder i de forskellige haver, og gav lige nu på kanten af løvfald en fornem opvisning i høstfarver for viderekommende.
Sådan en dag bemærkede man også, at tempeltræ, Ginkgo biloba, er flittigt brugt i haverne. Den lysende gule høstfarve, er ikke sådan at tage fejl af. Dejligt med en pause på køreturen. Og endnu mere dejligt, at den ikke kun bød på frisk luft og bevægelse men også på sådan en dejlig haveoplevelse at køre videre på.
Blade i røde og gyldne nuancer er typisk noget, der forbindes med efterårshaven. Men jeg synes nu også, at rødt løv gør det ret godt i forårshaven. Der er noget med røde blade midt i alt det grønne, før stauderne for alvor viser farve, der bare kan noget særligt. Som den her japanske løn, Acer palmatum ‘Atropurpureum’ der har haft sine klimamæssige udfordringer men nu kommer fint igen midt i et af staudebedene.
I påskeklokkebedet er den snehvide silkepæon, Paeonia lactiflora ‘Shirley Temple’ dukket op. Sjovt nok ikke helt så uskyldsren i dette tidlige stadie, hvor de glødende rødgyldne blade danner en fantastisk kontrast til hvide påskeklokker, Helleborus, og de graciøse sommer-hvidblomme, Leucojum aestivum
Den rødbladede Heuchera er også god for lidt blikfang i det lysegrønne forår. Her plantet midt i alt ukrudtet langs en skyggefuld natursti mellem hvens niveauer. En tidligere krukkeplante, der kan lidt af hvert også i skyggefulde omgivelser.
Den broget bladede pieris, Pieris japonica, har også gang i noget lige nu, der i princippet slet ikke passer sig for det lysegule bed, hvor den er placeret. De nye skud er nemlig røde, som i virkeligt røde, og lyser betragteligt op i de ellers primært grønne omgivelser. Flot nu, og der skal nok komme ro på, når stauderne kommer i gang.