Haveglæder, tips og tricks

Tag: 3i1 hornvioler

Krukkeklar til Havefestival i Sondrup

Stille og roligt er sommerblomsterne begyndt at afløse forårsblomsterne i krukkegrupperne rundt om huset. Nu er der jo ikke så længe til, vi holder Åben Have i forbindelse med Haveselskabets Havefestival den 9.-10. juni, og da vil jeg jo gerne være krukkeklar, så grupperne tager sig præsentable ud. Nogle af de nytilkomne ser endnu lidt spagfærdige ud og fylder ikke rigtig krukken ud, men jeg er nu ikke i tvivl om, at de nok skal nå at komme efter det i løbet af de kommende uger.Der er rart at få flyttet lidt rundt, plantet genbrugsplanter ud og smidt på komposten, så det er til at se, hvor der mangler sommerblomster, for at haven kan blive krukkeklar til årets Havefestival. Det gør der nu foreløbig ikke på pladsen foran drivhuset, hvor der mildt sagt stadig er gang i hornviol, Viola cornuta, og stedmoderblomst, Viola x wittrockinana.De to forsøgsmix i de store krukker, her den længst til venstre, er blevet super flotte synes jeg. De tre forskellige sorter, der var plantet sammen fra gartneriets side som en convenience-løsning med 3i1 hornvioler, klæder hinanden og blander sig på smukkeste vis. Det er slet ikke nogen dårlig ide med sådan et mix, når bare farverne passer sammen. Se her, hvordan det begyndte 🙂Apropos stedemoderblomster, så står en af årets første forårskrukker nu og ser sådan her ud. Oprindeligt var der alt muligt forskelligt i krukken, men løgvækster, primulaer og andre forårsplanter har givet op, og stedmoderblomsterne med de krøllede blomster, serien Viola Frizzel Sizzel, har taget hele magten. Det ser nu flot ud, synes jeg, så de får lov at styre det hele en tid endnu.

3i1 hornvioler er convenience til krukkerne

Da jeg i efteråret blev spurgt, om jeg ville give mit besyv med til designet af en række 3i1 hornvioler, Viola cornuta, kom mit ja hurtigt, for det lød da sjovt 🙂 Det var Gartneriet Pedersen, der var blevet opfordret til at sætte en lille prøveproduktion i søen, så plantekatalogerne kom frem, og der blev leget med farvesammensætninger på papiret til den store guldmedalje både her og der. Trio-mix eller 3i1 planter er populære i Tyskland og Holland men er foreløbig ikke særligt kendte herhjemme. Ideen er, at gartneren planter tre forskellige sorter eller arter i samme potte og sælger dem som én plante. Når de bliver plantet ud i krukkerne, vokser de ud og ind mellem hinanden, så det ser fint og naturligt ud. Det er simpelthen convenience til krukkerne på linje med en færdigblandet og snittet salat til salatskålen.Nu har jeg også fået lov at prøve et par af de mix, der blev resultatet af de fælles anstrengelser, af i praksis. Det gav så anledning til at få ryddet op og hygget lidt på pladsen foran drivhuset, hvor der indtil for et par timer siden flød med gamle, udtjente krukker, der stod i visne egeblade til halsen. Det pyntede. Jeg synes, det blå og hvide mix er ret vellykket, og heldigvis er sæsonen for hornvioler jo lang, selv om den kom lidt sent i gang i år, så det skal nok blive godt, når planterne vokser til.Det lilla mix tegner heller ikke så ringe. Det bliver spændende at følge, hvordan vores forskellige 3i1 hornvioler udvikler sig i virkeligheden. Sorterne skal jo helst vokse med nogenlunde samme hastighed, så det ikke ender med, at der er en, der tager magten, for så går ideen jo noget videre fløjten. Spændende bliver det også, om ideen slår an blandt danske krukkeindehavere og bliver en ny ting.
Jeg har tidligere afprøvet en hollandsk model med tre forskellige sommerblomster som 3i1 plante – den historie kan du finde her.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén