Haveglæder, tips og tricks

Svævende minidrivhus til forkultivering af sommerblomster

Der er for alvor kommet gang i planteværkstedet, og der er tilsåede bakker og nyspirede småplanter allevegne, så pladsproblemerne i plantebørnehaven er ved at være udtalt. Heldigvis har jeg mulighed for at tage drivhuset til hjælp, så snart de små har fået lidt størrelse, og med et nyt minidrivhus til forkultivering går det meget bedre med at få plads til alle.

Forspiring af sommerblomster

Der er ikke mange vindueskarme i det her hus (det burde jeg have tænkt på, da vi købte det), så der må i den grad økonomiseres med pladsen, når sæsonen for forspiring går i gang. Derfor er det et større puslespil at få kapaciteten til at gå op. Nu er der tilsåede bakker med kuldespirende sommerblomster som haveridderspore, Consolida ajacis, og tragtbæger, Molucella laevis, i grøntsagsskuffen i køleskabet. Der er mørkespirende arter som sommerfloks, Phlox drummonidii, og kinesisk hundetunge, Cynoglossum amabile, på gulvvarmen under bordet i badeværelset. Og der er lysspirende arter som frøkenhat, Zinnia elegans, og kæmpeevighedsblomst, Helichrysum bracteatum, i vindueskarmen. Dem går jeg så og holder et vågent øje med – især de mørkespirende – for så snart de titter frem, skal de frem i lyset, hvis de skal blive til gode planter.

Solhungrende småplanter i vindueskarmen.

Så snart småplanterne har fået de første løvblade, skynder jeg mig at prikle dem, så de får mere plads og kan flytte til mit nye minidrivhus til forkultivering i drivhuset. Selvom jeg faktisk har en vækstlyslampe monteret i vindueskarmen, er det tydeligt at se, at småplanterne synes, der mangler lys inden døre. Så er der meget bedre forhold i drivhuset, hvor der er lys fra alle vinkler.

Plantebord med indlagt varme

Nu er det jo stadig hundekoldt om natten og dermed også i det uopvarmede drivhus. Men helt uopvarmet er drivhuset her i haven alligevel ikke. Der er nemlig støbt elektriske varmeslanger ned i det hjemmelavede plantebord, så temperaturen kan holdes på omkring 10 grader, sådan som småplanterne godt kan li’ det. Derfor er de første, nypriklede småplanter af blandt andet en række forskellige tobaksblomster, Nicotiana, der blev sået allerede i februar, nu flyttet ud, så der er plads til det nye holde inden døre.

Minidrivhus til forkultivering

Det vilde er, at min handyman lige har designet og bygget et minidrivhus til forkultivering, der passer oven på plantebordet, som en kopi af det store drivhus. Det er bare blevet så fint, at man næsten ikke skulle tro, det også er praktisk, men det er det skam.

Svævende minidrivhus

Jeg gik længe og spekulerede på, hvad han egentlig havde tænkt sig, for jeg har jo behov for at komme ind til planterne (ret tit), og desuden bliver der hurtigt alvorligt varmt i det lille rum, når solen skinner. Løsningen er blevet det svævende minidrivhus. Ved hjælp af et sindrigt men diskret wiresystem og et håndsving kan hele konstruktionen løftes efter behov. En dejlig tilføjelse til det skræddersyede drivhus’ skræddersyede inventar 🙂

Previous

Første forårsmåned fejret med fine forårsblomster i krukkerne

Next

Krukkerne stilles frem for nu er det sommertid

10 Comments

  1. Lise Sørensen

    Genialt med et hæve/sænke drivhus!!

  2. inge pinholt

    Hej. Jeg fik sidste år købt en gropære til mine spirer. Det virker. Og så er undervarme i form af en olieradiator altså også god.Et hjemmegjort drivhus i plastik ,der lige passer til bordet fuldender min opstilling.

    • Lotte Bjarke

      Hej Inge
      Det lyder godt – og effektivt. Det er så skønt at være kommet i gang 🙂
      Mange hilsner Lotte

  3. Lucky you – bare det var mig, der havde sådan en handyman. Tillykke med drivhuset og ham! KH Nina

    • Lotte Bjarke

      Tusind tak Nina – håber alt står godt til hos dig. Det er jo ikke meget, man ser til kollegerne i disse trælse corona-tider.
      KH Lotte

  4. Pernille Severinsen

    Sidste år “lånte” vi din ide og min mand byggede et bord med indlagt varme i og et fint “bur” ovenpå. Så nu kan vi osse sætte priklede planter derud. Eneste ulempe er, at min mand osse synes, at hans forspirede tomater og andre grøntsager skal være der osse! 🙈😂 Så jeg har måttet afstå halvdelen – måske rimeligt nok, når han nu byggede det… 💚🌸

    • Lotte Bjarke

      Hej Pernille
      Der er da kun en vej frem. Han må bygge et bord mere 🙂
      Mange hilsner Lotte

  5. WOW… Nu kan det umuligt blive mere lækkert 🥰
    Hilsen Lisbeth

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén