Sommerfuglebusk, Buddleja davidii

Jeg har lige gået og glædet mig over mine sommerfuglebuske, Buddleja davidii. Det lyder måske nok lidt mærkeligt, for der er jo absolut ingen sommerfugle nu. Men alligevel. For buskene står der med de dekorative visne blomsterstande som vinterstandere hævet over staudernes og smukke sølvfarvede blade og gør sig bemærkede på den gode måde i det milde, grågrønne vinterlandskab

Sommerfuglebusk, Buddleja davidii

Det ser næsten ud som om, løvet er selvlysende i det sparsomme vinterlys. De buske, der står som rygstød i køkkenhaven, smilede jeg lidt ekstra over. De er nemlig hjemmelavede, formeret med stiklinger for nogle år siden, som det ses her.

Sommerfuglebusk, Buddleja davidii ‘Prince Charming’

Den lille, nye sommerfuglebusk, Buddleja davidii ‘Prince Charming’ som har været så fin i en krukke hele sommeren med sine hindbærfarvede blomster, er blevet plantet ud i det rosa bed og står nu også nok så fint der med små sølvlysende blade.

Buddleja crispa x loricata ‘Morning Mist’

Endnu en sommerfuglebusk, der er blevet genbrugt i haven fra sommerens krukker, er den smukke hvide Buddleja crispa x loricata ‘Morning Mist’, der ligefrem står ufortrødent med intakte blomsterknopper. Det bekymrer mig faktisk lidt, for jeg vil så gerne have, at den klarer vinteren, og det er nemt at komme til at tvivle på, når den slet ikke ser ud til at have gjort sig klar til kuldegrader. Jeg ved ikke, hvor hårdfør arten er, men jeg krydser fingre. Jeg er i hvert fald ret betaget af den forsølvede busk med farver som morgendis.