Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Søndagsbuket af væltede sommerblomster

Når man nu er sådan en kæmpe klovn, at man har fået placeret de høje sommerblomster i kanten af bedet, så må man lære det på den hårde måde: De vælter. Til min undskyldning må jeg sige, at jeg fik byttet om på nogle småplanter i den hektiske udplantningsfase, så jeg troede faktisk, jeg plantede rosa sommerasters i det pink bed og ikke solgule håret solhat, Rudbeckina hirta. Suk.Det går meget bedre med de eksemplarer, det lykkedes at få plads til længere inde i bedet, hvor de kan støtte sig til buske og stauder. Ret fine, synes jeg, også selv om de giver farvekoordineringen i bedet et ordentligt skud for boven.I bedet på kanten, hvor jeg endnu har til gode at se de rosa sommerasters springe ud, har mexicanerhat, Ratibida columnifera, været lidt af et hit denne sommer. De har blomstret og blomstret i gule og orange farvenuancer, så det har været en ren lyst. De holder sig pænt på benene, men siger ikke nej tak til lidt støtte fra stauderne.

I køkkenhavens række af blandede blomster til tørring har den sjove tragtbæger, Molucella laevis, det også lidt svært med at holde sig oprejst. Men skuddene er altså også blevet meget lange efterhånden – og meget tunge – så der skulle ikke meget byge til at få dem til at lægge sig. Til gengæld søger de hurtigt opad igen, når de er tørre, så de har efterhånden fået en temmelig spøjs facon, og de andre blomster i rækken er ret trætte af dem.For ikke at skulle gå og ærgre mig over de væltede blomster, har jeg nu fået ryddet lidt op. Og der er jo ingen grund til, at de fine sommerblomster skal gå til spilde, så nu blev de til en hyggelig søndagsbuket i glade sommerfarver.

Previous

Citrongræs og sødkartoffel tager magten i drivhuset

Next

Staudesolsikker er havens humørbomber i tørken

5 Comments

  1. Jamen Lotte, kan selv du kludre? Det støtter mit haveego 🙂
    Smuk buket, du fik ud af det.
    (Jeg kan godt lide gul og pink sammen. Der er sådan lidt indisk over det.)
    Kh Lisbeth

  2. Smuk buket der blev af de væltede blomster. Hvor ser der frodigt ud hos dig. Her er bare knas tørt og kedeligt.

    Rigtig god dag
    Knus, Lone

    • Lotte Bjarke

      Tak Lone
      Det med det frodige handler nok mest om, hvilken vej man vender kameraet … her er også ved at være noget slidt.
      KH Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén