Smukke dahlia hører sensommer- og efterårshaven til. Det er de færreste planter, der kan divertere med sådan en overflod af blomster i fantastiske former og farver som netop dahlia, så her i haven er de et absolut must, selvom man kan argumentere for og imod det der med, at knoldene skal graves ned og graves op hvert år. (Man kan jo i øvrigt bare lade være med at grave dem op og betragte dem som sommerblomster…).

Dahlia i det eksotiske hjørne

Når det er sagt, så må jeg nu også sige, at selv om jeg kan blive lidt træt ved tanken om at grave de med årene temmelig store knolde op, når der kommer frost i luften, og finde passende vinterlogi til dem, så er situationen en ganske anden i foråret.
Det giver så meget næring til forårsfornemmelserne, når knoldene omsider kan lægges til frostfri forspiring, og forventningens glæde om et mylder af smukke dahlia, der blomstrer om kap, kan næste ikke være i kroppen. I år har mine dahlia’er fået plads i det eksotiske hjørne, hvor de fortsat blomstrer så uregerligt, at de nærmest spærrer passagen.

Smukke dahlia i gyldne farver

Nogle af årets dahlia’er er overvintret fra sidste år, mens andre kom til, da løgposerne fristede i foråret. Jeg gik efter blide gyldne og abrikosfarvede nuancer, da jeg dahliashoppede, men må konstatere, at det ikke er altid, billederne på poserne helt svarer til virkeligheden. Der er generelt lidt mere knald på farverne, end jeg havde drømt om, men det gør mig nu ikke mindre glad for blomsterfloret nu.

Overvintret Dahlia ‘Lesotho’

Netop fordi de er plantet i det lune, eksotiske hjørne sammen med en række småeksotiske vækster, har jeg nu tænkt mig at lade i hvert fald nogle af dem indgå i et eksperiment i år. De får simpelthen lov at blive i jorden med en dyne af grangrene eller lignende. Jeg ved, det under heldige omstændigheder kan lade sig gøre at overvintre dahlia under åben himmel. Beviset kommer lige her, for den her smukke dahlia, Dahlia ‘Lesotho’ hedder den, er dagens overraskelse i haven. Det er nemlig et par år siden, jeg har haft knolden inde til overvintring, og pludselig står der en nydelig plante og blomster i det staudebed, hvor den tidligere havde til huse. En overraskelse af de helt gode 🙂

Oktoberbuket fra haven

En anden god grund til at sørge for, at der er et stort antal smukke dahlia i haven er, at de er helt eminente til buketter gennem sensommeren og langt ud på efteråret. Jo flere blomster, man skærer, jo flere kommer der, så det er en ren win win situation. Her på matriklen synger skærehaven nu på sidste vers for i år, men når dahlia samlingen tages til hjælp, kan der stadig høstes blomster til dejlige farveglade efterårsbuketter.