Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Skyggeterrasse – nu med hængekøje og krukkeplanter

Mexicansk hængekøje

Jeg er med på, at behovet for en skyggeterrasse ikke ligefrem har været påtrængende i dag. Omvendt husker jeg også sidste sommer, hvor selvsamme behov nærmest var latent. Og da dagen i dag så ovenikøbet blev dagen, hvor den hængekøje, jeg til min store overraskelse fik i fødselsdagsgave, skulle testes, var det en god anledning til at få gjort skyggeterrassen gjort klar til sæsonen. Jeg var ydermere så heldig at have besøg af niecen, der hjalp godt til – ikke kun med at afprøve hængekøjen.

Oprindeligt var vores skyggeterrasse omgivet af unge egetræer, som en eller anden før vores tid havde plantet i en cirkel. Den bare kaldte på at blive udnyttet som haverum der midt i den uberørte del af haven. Siden er egentræerne vokset betydeligt, så for at markere haverummets cirkelform, har vi lavet en palisade af krukker med skyggetålende planter og træstammestykker. “Belægningen” består fortsat af græs – eller skal vi sige mos – der bliver slået en sjælden gang, når der er behov.

Kongebegonie, Begonia rex

Blandt de krukkeplanter, der kan noget under skyggefulde forhold, er kongebegonie, Begonia rex. Normalt betragtes de som stueplanter, men i sommermånederne er de også supergode krukkeplanter, der ikke stiller de store krav. Og så har de jo de der helt fantastiske farvetegninger og bladformer, der virkelig skaber blikfang på en skyggeterrasse som min.

Sølvnyresnerle, Dichondra argentea

Jeg har også sørget for grønne gardiner til min skyggeterrasse. Her er det til venstre den sølvgrå sølvnyresnerle, Dichondra argentea ‘Silver Falls’ og til højre pengbladet fredløs, Lysimachia nummularia. Der er ikke så meget gardiner over dem endnu, men det kommer der forhåbentlig.

Således er årets udgave af vores skyggeterrasse indrettet, og jeg glæder mig allerede til at prøvekøre hængekøjen på en lang, doven sommereftermiddag. Den tegner lovende 🙂

Previous

Krudt, ukrudt og midtimellem i det store staudebed

Next

Projekt skærehave er udfordret af biodiversiteten

2 Comments

  1. Karen Engsig-Karup

    Hej Lotte!
    Tillykke med fødselsdagen, hængekøjen og skyggeterrassen. Den ser dejlig afslappet ud.
    Jeg er med i en FB-gruppe, der hedder Singler med grønne fingre. Du kan da lave din egen gruppe for Folk med grønne tæer… 😉
    Glædelig, om end noget våd pinse!
    Karen

  2. Anonym

    Hej Lotte.
    Tillykke med fødselsdagen og den fine gave, du fik. Det ser rigtig hyggeligt ud med hængekøje og fine planter.
    Kh Lis

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén