Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Selvsåede planter er lig med gratis planter

Hold nu op hvor det pibler frem. Både med alt det der skal og alt det, der ikke skal. Nu gælder det om at kende sine småplanter, så man ikke kommer til at luge det forkerte. Jeg holder meget af de haveplanter, der kan finde på at så sig selv og dukke op på overraskende steder, hvor jeg slet ikke havde tænkt på, at de passede ind. Så som regel får de lov at stå, andre gange bliver de flyttet, og tager det overhånd med selvsåningen, bliver der luget med hård hånd. Den rødbladede skovangelik, Angelica sylvestris, er en mester i at præstere selvsåede planter både her og der. De er nemme at kende med de flotte sortrøde blade og ret svære at stå for, så der er mange her i haven i år, selv om de fylder godt i landskabet.

Selvsåede eksemplarer af fingerbøl, Digitalis purpurea, dukker også op mange steder, og da der som regel er plads nok til de høje, slanke planter, får også de lov at stå, hvor de selv har valgt at vokse. Jeg har flere gange plantet hvide sorter af fingerbøl, men de selvsåede er næsten altid rosa, som artens blomster.Sidste sommer havde jeg de skønneste violette opiumvalmuer, Papaver somniferum ‘Dark Plum’. Jeg har ikke sået den i år, men jeg er nu ikke i tvivl om, at jeg også har valmuer i år. Det vælter simpelthen frem med småplanter i det bed, hvor de stod.

I køkkenhaven pibler det også – både i rækkerne og mellem dem. En del af det ukontrollerede ukrudt er selvsåede planter af blomsterkarse, Tropaeolum majus, der er virkelig effektiv på det felt. Nogle får lov at stå i kanten af køkkenhaven, men mange må luges, for ellers tager de magten fuldstændig, som det ses herMen det er selvfølgelig oplagt at genbruge nogle af de super fine småplanter enten andre steder i haven eller i en krukke.Så nu har jeg tilplantet den retrolækre jernkasse fra B-Green med små blomsterkarse planter. Den er tiltænkt plantebænken på terrassen, hvor jeg forestiller mig de lysegule blomster kommer til at stå i kaskader ud over kanten 🙂 Det kan kun blive godt.

Previous

Rhododendron blomstrer i skovbunden

Next

Løjtnantshjerte i tre farver står i blomst

4 Comments

  1. Marianne

    Åh jeg er ret ny indenfor have men elsker min lille landsbyhave.
    Min udfordring pt er netop at finde ud af hvad der er ukrudt og hvad jeg skal lade vokse. Men nu kan jeg da se hvordan mine valmuer ser ud og de skal ikke luges væk. Tak for indslag 😊

    • Lotte Bjarke

      Selv tak – og rigtig god fornøjelse med haveglæden. Kan ikke lige lade være – har du mon læst min nye bog, Slip haveglæden løs? Den er fyldt med tips og tricks til nybagte haveejere.
      Mange hilsner Lotte

  2. Joy

    Dejligt indslag Lotte 👏
    Det er netop det jeg synes er det aller sværeste i haven 🤢
    Men jeg smilede nu stort da jeg så alle dine blomsterkarse…jeg er nu på 3 år hvor jeg har prøvet og forspirre netop den og så lathyrus uden held og så har du en hel håndfuld bare såen uden videre 😁
    Ha en god søndag 🌞😎

    • Lotte Bjarke

      Hej Joy
      Tusind tak 🙂 Jeg vil foreslå, at du suser ud og sår blomsterkarse direkte i havejorden – 1 cm ned og husk at vande – så skal de nok komme susende 🙂
      Mange hilsner Lotte

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén