Haveglæder, tips og tricks

Så er den skvalderkål barberet…

Primula elatior-8“Du har da vist en hel del, du skal have luget”, lød det henkastet her til morgen. Og der kan nok være lidt om, at staudebedene trænger til deres forårseftersyn, så i gang det gik. Da er det, jeg bliver ekstra glad for at have mange, mindre staudebede, så jeg kan tage dem et af gangen og dermed vide, hvor jeg skal begynde, og hvor jeg skal slutte uden at lade mig stresse. Jeg begyndte i skyggebedet, hvor skvalderkålen fra skoven bagved er ved at snige sig ind på blandt andet den smukke kodriver, Primula elatior.Aegopodium podagraria-8Skvalderkål er som bekendt ikke sådan at spøge med, men hvis det skal trænges lidt tilbage fra mine enemærker, er nu erfaringsmæssigt et godt tidspunkt. Rodsystemerne har travlt med at skyde med nye skud, og det tærer på kræfterne, så længe der ikke er grønne blade til at producere ny energi. Hvis man går til den i flere omgange, kan man efterhånden udmagre rødderne, men det er en langvarig proces, der kræver en stålsat indsats. Det rækker mine ambitioner ikke til. Her i haven arbejder vi mest med fredelig sameksistens, men lige nu gælder det om at markere, hvor grænsen går. Skvalderkål breder sig som bekendt med underjordiske udløbere, men planterne sår sig også, så der er fri jagt på nye, små kimplanter, der jo ikke ligefrem behøver blive til nyt ukrudt.Rodukrudt-8Der er noget terapeutisk ved at gå og lirke skvalderkål – og brændenælde – rødder op af jorden. Stor er glæden og følelsen af sejr, når man får et ekstra langt rodstykke med op i bevidstheden om, at så fik skvalderkålen brug for lidt mere krudt til at komme igen. Rodstykkerne bliver lagt på lit de parade, så de kan tørre helt ud, før de får lov at blive begravet i kompostbunken. Der skal jo nødig blive tale om genopstandelse…

Previous

Tulipanmysterier fra morgenstunden

Next

Årstidens blå blomster

5 Comments

  1. Jeannie Vogt

    Åh ja, jeg jagter også kontinuerligt Skvalderkål, og jeg lykkes heller ikke med at holde haven fri, men ikke desto mindre har jeg sidste år købt Skvalderkål i en planteskole, men det er en flot broget Skvalderkål som jeg har tænkt skal leve i en stor krukke sammen med forskellige andre krukkeblomster.

    • Lotte Bjarke

      Hej Jeannie
      Det er sjovt, som den ene plante kan ære ukrudt, mens den anden hører til prydplanterne. Jeg ar godt set den brogede skvalderkål – blandt andet i Monets have. På samme måde er det lidt tankevækkende, at man går og hylder hvidblomstrede skærmplanters skønhed, mens man luger skvalderkål på livet løs. I realiteten får den jo også fine, hvide skærme…
      Mvh Lotte

      • Jeannie Vogt

        Ja, skærmene på skvalderkål er meget smukke og trækker mange bier, af samme grund fjerner jeg dem først når de hvide kronblade falder. Jeg skal dog være hurtig og omhyggelig, for de kan godt overses når man ikke har det hvide at styre efter og de skal jo helst ikke nå at modne frø.

  2. Ingrid V. Thykier

    Åh ja, hvor er det en sød måde at udtrykke det på ?
    Tror det er derfor, jeg holder så meget af din blog ?????

    • Lotte Bjarke

      Kære Ingrid
      Tusind tak for din hilsen. Den gør mig glad 🙂 Det er så dejligt, når nogen kan bruge det, man skriver, til noget – når man nu ikke kan lade være.
      Mvh Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén