Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Så er der sat vinterstikløg

allium-radar-226Jeg opdagede fænomenet vinterstikløg sidste år og kastede mig fluks ud at teste, om det virkelig kan passe, at vinterstikløg, Allium ‘Radar’, kan sættes i oktober, overvintre i sne og frost, undlade at gå i blomst som følge af kuldepåvirkningen og give en måneds forspring i løghøsten. Den gode nyhed er, at det kan det. Høsten af fine, friske kepaløg begyndte i første halvdel af juni, og der var stort set intet udfald i rækken og ikke en eneste stokløber. Indtryk fra årets høst ses her.allium-radar-230Det taler naturligvis for en gentagelse 🙂 Ikke alene får man dejlige, tidligere løg af egen avl. Det har også en umiskendelig psykologisk effekt, at man sådan kan få blæst tristheden over, at køkkenhavesæsonen synger på allersidste vers, væk ved at gå i gang med forårsforberedelserne på en solbeskinnet efterårsdag. Riven er dagens helt store multiredskab. Først fik den jævnet jorden i køkkenhaven ud efter fræsning, så fik den optegnet buerne til næste års køkkenhavelayout i den jomfruelige jord, og til sidst blev skaftet brugt til at prikke huller til hvert enkelt stikløg. allium-radar-227Vinterstikløgene er små og skal ikke sættes for dybt men bare lige dækkes af jord, så jeg fylder jord omkring dem med fingrene, når jeg sætter dem i stedet for bare at plumpe dem ned i de markerede huller.oktober1629-31Hermed er god ro og orden genoprettet i køkkenhaven, hvor der kan høstes lidt forskelligt endnu, mens stikløgene hygger sig under jorden og gør sig klar til en ny sæson.

Previous

Klar til næste runde i køkkenhaven

Next

Dahlia til genbrug

2 Comments

  1. Hej Lotte.
    Det vil jeg også gerne prøve! 😊 Men ved du hvor man kan købe vinterstikløg – når de er udsolgt på Fuglebjerggaard?
    Mange hilsner Gitte

  2. Lotte Bjarke

    Hej Gitte
    Hyggeligt at høre fra dig 🙂 Jeg ved desværre ikke, hvor man hitter stikløgene, når Fuglebjerggaard har udsolgt. Det eneste andet sted, jeg har set dem, er hos solsikken.dk – og der er de også udsolgt 🙁
    Kærlig hilsen Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén