Det er nødvendigt at sætte ind med en redningsaktion for bær til juledekorationerne øjeblikkeligt. Ellers gør solsortene rent bord længe før julebordet.

Kristtorn, Ilex aquifolium

Jeg er meget modstander af jul i utide, men i øjeblikket rammer der en snert af julestemning, hver gang jeg går ud af min dør. Der står nemlig en stor kristtorn, Ilex aquifolium, der er helt fyldt med røde bær, der ville klæde enhver juledekoration. Busken er til gengæld også helt fyldt med solsorte, der flakser op, når døren går. De guffer uhæmmet i sig, så for nu at være på forkant med situationen har jeg gennemført en redningsaktion for bær, så der rent faktisk er nogle tilbage, når julen nærmer sig. Jeg har klippet en stor buket grene af og parkeret dem i en tørlagt vase i drivhuset. Jeg har gjort det før, og bærrene plejer at holde sig helt fint, mens de pynter i drivhuset. Hold nu op, hvor jeg føler mig velorganiseret lige nu.

Paradisæble, Malus ‘Gorgeous’

Nu har jeg så også fået øje på mit nye paradisæbletræ, Malus ‘Gorgeous’, der er i gang med sin første sæson her i haven. Træet har udviklet sig lige, som jeg havde håbet, og står nu med grenene fyldt af skinnende røde miniatureæbler.

Hør, de må da også kunne gøre karriere som julepynt… Jeg har ført købt mig til en bakke paradisæbler ved juletid, men det er da sjovere at ha’ sine egne. Jeg tror, jeg vil prøve at høste nogle og lægge dem i køleskabet for at se, hvordan de holder sig. Det skal nok være nu, før de bliver alt for modne.

Mispel, Mespilus germanica

Mispeltræet, Mespilus germanica, står også fyldt med frugter. Sære, trolddomsagtige frugter, der også går under det mindre charmerende øgenavn aberøv – af indlysende årsager. Hidtil har jeg mest betragtet dem som en dekorativ kuriositet, men nu er der en læser, der har skrevet, at de rent faktisk kan bruges til syltetøj. Det må jeg prøve. Anvisningerne lyder, at de skal høstes lige før den første frost og puttes i fryseren. Når der skal syltes, tøs de op, og så kan frugtkødet trykkes ud af skallen og tilberedes som andet syltetøj. Det bliver et spændende eksperiment. Jeg er vældig glad for træet, der har den smukkeste blomstring, som det ses her, så hvis det også kan levere spiseligheder, er det da herligt.